search

KRIGSREPORTAGE PÅ ANDEN HÅND

I protest over en journalistkollega har en Ekstra Blads-fotograf sagt op og er rejst hjem fra Albanien midt i et job. Journalisten har beskrevet ting som selvoplevede – uden at de er det. »Der er nogle andre, der har set det,« siger journalisten.
I protest over en journalistkollega har en Ekstra Blads-fotograf sagt op og er rejst hjem fra Albanien midt i et job. Journalisten har beskrevet ting som selvoplevede – uden at de er det. »Der er nogle andre, der har set det,« siger journalisten.

• Mandag den 5. april om morgenen sejlede fotograf Jan Grarup væk fra Albanien, for at tage et fly fra Rom til Danmark. Ikke fordi jobbet var gjort færdigt. Tværtimod rejste han midt i et job. Inden han pakkede sammen, telefaxede han sin opsigelse til Ekstra Bladets ledelse.
Jan Grarup havde forinden haft et fagligt sammenstød – overværet af flere mediefolk – med sin kollega på Ekstra Bladet, journalist Carl Johan Albrechtsen.
Jan Grarup er meget sparsom med at give oplysninger i sagen. Han afventer et udspil fra Ekstra Bladets ledelse, hvor de skal give enten ham eller Carl Johan Albrechtsen deres støtte.
»Jeg har taget en måneds ferie for at tænke mig om. Jeg har derfor trukket min opsigelse tilbage. Jeg aner ikke ,hvor du har dine oplysninger fra, men det er rigtigt, at der har været uoverensstemmelser – ellers var jeg jo ikke rejst hjem,« siger Jan Grarup.

Case eller drama
Det grundlæggende i konflikten er forskelligt syn på, hvordan krigsjournalistik skal bedrives. Kilder, der har opholdt sig sammen med de to i Albanien, fortæller, at det ikke er usædvanligt, at fotograf og journalist ikke har samme interesser, når de er ude på reportage. Flere peger på, at mange fotografer helst søger mod de mest dramatiske steder, hvor der er flest oplagte vinderbilleder.
Og Carl Johan Albrechtsen forklarer da også, at han var træt af, at Jan Grarup »hellere ville tage dramatiske billeder ved grænsen, end af de case-historier, jeg fandt.«
De to har blandt andet været uenige om, hvornår Ekstra Bladet skulle opholde sig hvor. Hvor Jan Grarup ønskede at søge ud til dramaets fronlinje – grænsebyen Kukes, hvor flygtningene kommer ind i Albanien – ville Carl Johan Albrechtsen gerne have fotografen med til Tirana.
»Jeg har ønsket at lave casestories, der gik ud over Kukes. Hvor man kunne møde flygtningene i deres midlertidige hjem. Og jeg har
faktisk lavet temmeligt fremragende historier fra et hospital i Tirana,« siger Carl Johan Albrechtsen. »Jeg har ment, at fotografen også skulle være med til at dække historier af den type. Han har foretrukket at stå oppe ved grænsen.«
Ekstra Bladets ledelse er sparsomme med kommentarer.
»Jeg kan konstatere, at de to medarbejdere ikke skulle have været udsendt sammen,« siger Ekstra Bladets administrerende chefredaktør Sven Ove Gade.

Andenhåndskilde
Carl Johan Albrechtsens reportager er ofte skrevet i en meget indlevende form, hvor han bestræber sig på at dokumentere, hvor tæt han er på konflikternes kerne.
For eksempel:
»Er krigen spændende på tv-skærmen derhjemme, læser? Så kom til Albanien.«
JOURNALISTEN erfarer, at en del af de to Ekstra Blads-folks sammenstød skyldes, at Carl Johan Albrechtsen har dramatiseret sin tekst med oplevelser, han ikke selv har haft.
Det afviser Carl Johan Albrechtsen – i første omgang – kategorisk over for JOURNALISTEN.
»Det er fuldstændigt løgn, for at sige det lige ud,« siger Carl Johan Albrechtsen.
Den 4. april, den dag hvor konflikten mellem de to kulminerer, skriver Carl Johan Albrechtsen reportagen »Læsset af på Europas losseplads«, som bringes i avisen den 5. april. Stilen er den vanlige dramatiske og velsmurte:
»Mens banditter ligger på lur som hyæner uden for flygtningelejren i Kukes, har titusinder opgivet at overleve som mennesker.« Og videre: »Hver af de anslået 180.000 flygtninge, der den sidste uge har slæbt sig over grænsen fra Kosovo til Albanien, har en tragedie at fortælle.«
Carl Johan Albrechtsen skriver, at en far leder i sin lomme efter familiefotos. »Han gør det stadig et kvarter senere, da jeg igen kommer forbi …«.
Og Carl Johan Albrechtsen beskriver en meget voldsom scene:
»En familiefar fremviser sin store søn, der fik begge hænderne smadret da han prøvede at beskytte hovedet mod serbiske slag fra en geværkolbe.«
– Har du snakket med ham?
»Ved du hvad. Jeg har talt med måske 200 mennesker oppe ved grænsen. Nogle af dem, også det her, er på andenhånd. Der er nogle andre, der har set det her,« siger Carl Johan Albrechtsen.
Carl Johan Albrechtsen afviser at oplyse, hvor han har oplevelsen med de smadrede hænder fra. Han afslutter i stedet samtalen brat.
I andre tilfælde skulle Carl Johan Albrechtsen have brugt tolkens beretninger som sine egne, i reportagerne.

Snak over morgenmad
Jyllands-Postens journalist Erik Thomle fortæller, at han spiste morgenmad med Carl Johan Albrechtsen på Hotel Tirana International den 4. april. Dagen inden har Erik Thomle mødt manden, der viser sine smadrede hænder. Den historie står i Jyllands-Posten den 4. april.
JP og EBs udgaver af historien er ikke helt ens. Hvor det i Jyllands-Posten er familiefaderen, der har fået smadret hænderne, er det i Ekstra Bladet familiefaderens søn. JP har desuden både fornavn og alder på manden.
Erik Thomle forklarer, at Carl Johan Albrechtsen ikke har overværet den episode, Thomle beskriver. »Jeg var alene,« siger han til JOURNALISTEN. Erik Thomle kan ikke huske, om han fortalte Albrechtsen om episoden, mens de udvekslede beretninger over morgenmaden. Han forklarer, at »det jo kan være« en anden episode, Albrechtsen refererer.
Jan Grarup ønsker ikke at kommentere, om ovenstående eksempel er en del af forklaringen på, at han rejste hjem før tiden.
Sven Ove Gade:
»Det er nyt for mig, så det har jeg ingen kommentarer til. Men man skal selvfølgelig selv tale med de mennesker, man refererer til. Det er hovedreglen.«

Eksemplet Dunblane
I marts 1996 var Carl Johan Albrechtsen og Jan Grarup også på reportage sammen. De skulle dække en 45-årig mands nedskydning af 16 skolebørn og deres lærerinde i den lille skotske by Dunblane.
»Jeg har sjældent oplevet noget værre,« udtalte Carl Johan Albrechtsen bagefter.
Hans reportage i Ekstra Bladet dagen efter nedskydningen var da også meget følelsesladet:
»Fornem sorgen, fornem samhørigheden. Fornem hvordan selve helvede kan blive håndgribeligt. Prøv at fatte det ufattelige.«
Reportagen er båret af en lang række øjenvidneberetninger fra forældre og overlevende elever.
Men Ekstra Bladet nåede ikke frem til Dunblane den dag, hvor nedskydningen fandt sted. Jan Grarup fortalte efterfølgende, at han og journalisten kom for sent til Skotland (JOURNALISTEN nr. 15. oktober 1996). Blandt andet derfor måtte EB bruge billeder fra Reuter i reportagen.
Omvendt påstod Carl Johan Albrechtsen, at de begge nåede frem første aften.
Nåede I eller nåede I ikke til Dunblane?
»Jeg nåede det ikke,« fastholder Jan Grarup. »Vi nåede først frem til Dunblane den dag, reportagen var i Ekstra Bladet,« siger Jan Grarup.
JOURNALISTEN noterede i oktober 1996, at artiklen blev skrevet på et hotelværelse i Edinburgh – 65 km fra Dunblane.
Også på dette punkt er Ekstra Bladets ledelse ganske kortfattet.
– Er det i overensstemmelse med Ekstra Bladets journalistik, at man foregiver at være til stede …
Sven Ove Gade afbryder:
»Noget, der er foregået for så lang tid siden, har jeg ingen kommentarer til. Du kan skrive hvad du vil.«
– Noget kunne tyde på at den pågældende journalistiske medarbejder er par gange har haft problemer med sine virkelighedsreferencer. Vil det få nogen konsekvenser?
»Det er din udlægning. Jeg
ser overhovedet ikke nogen problemer,« siger Sven Ove Gade.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen