DR-journalisten Georg Larsen spiller hovedrollen som sig selv i "De andre" på Betty Nansen teatret i København. Stykket bygger på hans dagbog fra Israel/Palæstina sidste år og langer ud efter propagandamaskinerne i begge lejre, fordi de får lov at tegne et skævt billede af konflikten – også i de danske medier.

Scenen er journalistens soveværelse. Skiftevis det hjemme i Nansensgade i København, og dem, han boede i på Vestbredden, i Gaza og Israel gennem sidste år fra marts til oktober.

Stykket foregår i hans eget hoved: I takt med at jøder og palæstinensere på skift forcerer trådhegnet på hver sin side af rummet for at fortælle deres personlige historier og godtgøre deres sag, går hans forestilling om virkeligheden og hans evne til at formidle sandheden fuldstændig i opløsning. Til sidst smadrer han sit værelse i afmagt over at blive konfronteret med det ene menneske efter det andet, som konfliktens propagandamaskiner har låst fast i positioner, der forhindrer dem i at slutte fred med hinanden og realisere deres dybeste fælles drøm om et bedre liv.

Baggrunden for stykket er, at Georg Larsen sidste år tog til Gaza og Vestbredden for at følge et hold lægestuderende. Det skulle blive til dokumentarprogrammet, Praktikanter i krig, som blev sendt på DR i november sidste år. Ved afrejsen var han overbevist om, at han havde en solid grundviden om konflikten i Mellem-_østen – høstet ved at følge konflikten tæt i de danske medier gennem 15 år. Men få dage efter han var ankommet, måtte han erkende, at han reelt intet vidste:

"Det var et ordentligt hak i tuden at opdage, at den viden, vi får gennem medierne herhjemme, er så spinkel og fattig, at vi i virkeligheden ikke ved en skid," siger han og beretter om propagandamaskinerne i begge lejre, som formår at sætte dagsordenen for, hvilke historier – om grædende kvinder og døde børn foran sønderbombede huse, æsler i gaderne, selvmordsbomber, kaos og forventninger om undergang – de internationale medier skal bringe.

"Det palæstinensiske propagandaapparat kører for fuld skrue, og selvstyret er så gennemkorrupt, at det skaber kæmpe problemer for både jøder og palæstinensere. Samtidig bombarderer det israelske udenrigsministerium hver uge alle informationsmedarbejdere i statsinstitutionerne med nyhedsbreve om temaer, som skal hypes (opreklameres, red.) over for udenlandske journalister," siger Georg Larsen og fortæller, at det er svært som journalist at skildre, hvad der egentlig foregår.

"Konfliktens mange aspekter er filtret så tæt sammen, at de spænder ben for den faglige ambition om at levere velsmurte nyhedshistorier, der passer som fod i aktantmodellens hose:

Virkeligheden dernede er helt anderledes kompleks, når du sidder på en tjekket café midt i Ramallah, som den vi nu sidder på her på Frederiksberg. Den gode stemning overdøver næsten larmen fra de korrupte luksusbiler ude på boulevarden, og apachehelikopterne, der jævnligt svirper gennem luften," forklarer han i en pause fra prøverne på forestillingen.

Koks i følelserne
Ligesom de 14 øvrige medvirkende, der alle er palæstinensere og israelere, er Georg Larsen ikke uddannet skuespiller. Men han skal formidle den angst og sorg samt de grufulde oplevelser, konflikten har udsat ham for.

"Jeg er jo vant til at gemme mig bag kameraet og mikrofonen, og jeg har ikke den trang til at stille mig op på scenen, som skuespillere har. Så angsten for at få et nervesammenbrud over for 300 publikummer pustede mig i nakken i flere uger, indtil jeg indså, at jeg er nødt til at skubbe mine hæmninger til side og kaste mig baglæns ud i det, hvis det skal lykkes."

Egentlig skulle Georg Larsen blot levere baggrundsviden til den engelske instruktør Jeromy Weller. Han er hyret af Betty Nansen-teatret til at lave en forestilling om konflikten i Mellemøsten. Efter den flere timer lange researchsamtale tilbød instruktøren Georg Larsen hovedrollen.

"Det sagde jeg omgående ja til: Jeg har så mange oplevelser at byde på, som kan give folk et mere reelt billede af, hvad der egentlig er i spil dernede. Samtidig vil jeg også gerne bruge forestillingen til at formulere mit fag og slå en pæl gennem myten om, at journalister bare er gribbe," forklarer han.

En del af især de amerikanske stjernejournalister i baren på American Colony Hotel i Jerusalem oplevede han selv som lykkejægere på jagt efter grædende bambiøjne. Men mange andre journalister dernede går gennem et psykisk helvede på grund af deres ambition om at fortælle verden, hvad der foregår.

"De færreste taler imidlertid om, hvor meget oplevelserne påvirker dem – de går bare rundt og skider tyndt og knalder hovedet ind i hotelværelsets væg, når de kommer hjem om natten. For det er jo tabu, at du kan få så meget kaos i følelserne: Som krigskorrespondent er man et mandfolk – se bare på de kvindelige, som er endnu mere machoede end mændene. Selv er jeg så træt af den der "Georg, fortæl en god historie dernede fra … nej, hvor lyder det spændende!" … Ja, det var utroligt spændende: Jeg drømmer stadig om katte, der løber rundt i gaderne om natten med bomber i maven. Indimellem var jeg ved at bryde sammen af frustration, når jeg – via mine snakke med alle mulige mennesker – kom ned under de automatsvar, propagandamaskinerne planter i folk, ned i den myretue af sammenhænge og problemer, som propaganda-bombardementet holder i et jerngreb."

Som dokumentarist føler Georg Larsen sig særligt sårbar: Man skal holde sig vidt åben over for alle indtryk døgnet rundt, samtidig med at det er en stor psykisk belastning at skulle navigere rundt i et landskab med kampvogne rundt om næste hjørne, snigskytter og den konstante lyd af helikoptere og F16 fly.

Nyhedskværnens dødsdrom
"Når du kommer op på dit værelse med dagens rædselsscenarier og propagandamaskineriets sindssyge retorik summende i hovedet og tænder for tv'et for at slappe af, kan du vælge mellem palæstinensisk børne-tv med selvmordsbombe-helte, hebraisk underholdningsshow med labre damer eller BBCs stereotype billeder af bomber og brag garneret med en lille smule baggrund, regeringskriser og Arafat, som kun formidler et så lille bitte brudstykke af virkeligheden, at det drejer fokus væk fra det væsentlige," forklarer han og fortsætter:

"Det er dybt frustrerende, fordi det er med til at sætte de europæiske redaktioners og dermed også politikernes dagsorden. Mange journalister dernede er utroligt frustrerede over gang på gang at opleve, hvordan redaktionssekretærerne derhjemme tit er mere interesseret i bomber og brag end baggrunds- og konsekvenshistorier. Men løsningen er ikke enten at svælge i superkorte "En bombe er sprunget – fem døde"-nyheder eller politisk korrekte "det er synd for-agtige" personhistorier."

Teater som øjenåbner
Ligesom i "Praktikanter i Krig" forsøger Georg Larsen i teaterstykket "De andre" at komme ind til kernen ved at vende ryggen til de politiske statements. Hans ambition er at give konflikten et menneskeligt ansigt, så den bliver vedkommende for alle os herhjemme, der lukker af over for den uophørlige strøm af krigsbilleder, vi ser igen og igen.

"Jeg har jo selv oplevet, hvor lille interessen er på de danske redaktioner, hvis der ikke enten er bomber og brag eller danskere, man kan hovedvinkle på."

For eksempel den DR-redaktør, som ringede ham op og ville have et interview med de danske fredsvagter. Dernede bliver de kaldt fredsterrorister, så Georg Larsen foreslog i stedet et interview med de israelske soldater om, hvordan det påvirker dem at blive råbt og skreget af ad politisk korrekte danskere:

"De er også kun mennesker, og så snart fredsvagterne er væk, smadrer de geværkolberne lige i hovedet på palæstinenserne, fordi de er så frustrerede over at blive ydmyget af en flok europæere på 14 dages actionferie. Men den historie var redaktøren ikke interesseret i."

Heller ikke tilbudet om en reportage fra en tur med den første konvoj ind i Bethlehem efter mange ugers udgangsforbud vandt gehør.

"Jeg syntes, det kunne være utroligt interessant at høre, hvad der foregår i hovedet på menne-sker, der for første gang kommer ud af deres hjem efter så lang tid – men der var ingen danskere med i konvojen, og der stod ikke noget på de internationale bureauers dagsliste om den, så redaktøren takkede nej."

På den baggrund er det utroligt tilfredsstillende for ham, at han nu får mulighed for at lade mange af de budskaber komme til orde gennem teaterstykket.

"Lejesoldaten, den palæstinensiske selvmordsbombers familie, broren til det lamme offer, den danskopvoksede palæstinenser, der i et personligt korstog tog ned for at hjælpe og vendte desillusioneret tilbage og alle de andre medvirkende, som ikke bare har nogle gode, men også vigtige hi-storier at fortælle om virkeligheden: Det er fantastisk fedt at opleve, at den side af sagen også bliver kommunikeret ud til offentligheden. Og det har givet mig blod på tanden til at kaste mig ud i mit næste journalistiske projekt og holde fast i samme kurs – en tv-serie om terror, hvor jeg både bruger mine interviews med den palæstinensiske selvmordsbombers familie og det israelske offer, og skal interviewe mennesker omkring ETA og IRA."

GEORG LARSEN
– født 1968 i Frederikshavn
– selvlært journalist
– efter nogle års ufaglært arbejde på fiskefabrik, skibsværft og som cykelvikar, har han siden 1993 været tilknyttet bl.a. DRs montagegruppe, Lydpotten, Århundredets vidner, Made in Denmark og nu DR ung-redaktionen.
– Efter teaterforestillingen skal han tilbage til Israel og videre til Spanien og Nordirland for at færdiggøre en serie om terrorisme til DR2 med arbejdstitlen Bag fjendens linier.