Efter Sovjetunionens fald i 1991 erklærede Tjetjenien sig uafhængig. Erklæringen kom på baggrund af årtiers vrede over russisk undertrykkelse.
I 1994 indledte Rusland krigen mod de oprørske tjetjenere. Krigen sluttede med våbenhvile i 1996. Efter bombeattentater i blandt andet Moskva i 1999 skabte de russiske myndigheder opbakning til atter at indlede krig mod Tjetjenien i oktober 1999. Seneste aktion fra tjetjenernes side var gidseltagningen i teatret i Moskva oktober 2002.
Journalist på Jyllands-Posten, Flemming Rose, har været i Tjetjenien flere gange, senest i august i år.
"Man kan ikke selv samle informationer og vælge, hvem man vil tale med. Russerne forsøger at holde dig ude, så du ikke kommer i kontakt med folk, der kan fortælle frygtelige ting," fortæller Flemming Rose.
Men selv om russerne holder journalisterne i kort snor, er han hver gang vendt hjem med en kritisk historie.
"Tjetjenerne er ikke bange for de russiske soldater. På markedet taler kvinderne kritisk om soldaterne. Og på hospitalet var blandt andet overlægen meget kritisk over for Rusland," fortæller Flemming Rose.
Ifølge Flemming Rose kræver det solide kontakter at rejse ind i landet, som nogle journalister gør. Mange journalister er blevet kidnappet af rebeller. I starten af november i år blev to Røde Kors medarbejdere kidnappet, de er dog blevet frigivet igen.
"Man tager ikke bare ind i landet, medmindre man er meget dumdristig og tror på sin egen lykke," siger Flemming Rose.
Flemming Rose tog dog selv ind i landet illegalt i 2001 sammen med en journalist fra The Guardian.
Læs også: Den glemte krig
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.