Kresten Schultz Jørgensen trækker sig fra kommunikationsbureauet Schultz J & Goll, som han selv var med til at stifte. Fremover bliver Peter Goll og Louise Helstrup Guldager de eneste ejere af bureauet.
Det skriver Peter Goll på LinkedIn.
Begrundelsen for, at Kresten Schultz Jørgensen og Peter Golls veje skilles, er, at Kresten Schultz Jørgensen har behov for ”kreativ udfoldelse, som det giver ikke at være en del af et dagligt liv på et stort bureau”.
Bureauet kommer også til at skifte navn i den nærmeste fremtid, skriver Kresten Schultz Jørgensen på LinkedIn.
Stoppet kommer, efter at Kresten Schultz Jørgensen i marts blev idømt en bøde på 115.000 kroner og fik frakendt førerretten i tre år og seks måneder på grund af spirituskørsel.
Omtalen af sagen fik Kresten Schultz Jørgensen til at tage orlov i tre måneder.
Det fremgår ikke af Kresten Schultz Jørgensens Linkedin-opslag, om den sag har betydning for, at han stopper i Schultz J & Goll.