Kredsens stemmer i bytte for tre poster

Stemmekøb! Kampen om posten som næstformand blev dramatisk og fyldt med handler. Efter 90 minutters valgkamp blev der sat 60 minutter af til endnu en valgkamp.

Det er ikke hændt før i mands minde! Kampvalg. Men journalister kan godt fiske stemmer. Alligevel blev der smurt, argumenteret, og der blev tilsyneladende lavet aftaler.

De delegerede plejer at danse, drikke og di-skutere hyggeligt om aftenen, men der var stort set tomt på dansegulvet, og kun få sad ved bordene ved årets delegeretmøde. Der var tilmed lys i salen, så man nemt kunne finde hinanden, men det var unødvendigt. De fleste holdt sig nemlig ude i hallen, hvor der blev snakket om morgendagens kamp – næstformandsvalget.

Fred eller Uffe.
Inden valget 17. april i år havde mange gættet på 40 procent af stemmerne til Uffe Gardel og 60 procent til Fred Jacobsen, men mens Uffe og Kreds 1s bestyrelse førte valgkamp og vandt stemmer, fremstod Fred profilløs og havde end ikke fået skruet en valgmaskine sammen.

Senere – efter, hvad der lignede et par politiske tacklinger – lå prognoserne og dirrede omkring 49-51.

Skiftedag
Uffe havde haft travlt. Han havde ringet til Kreds 5 i Vestjylland og fået støtte. Han havde ringet til Kirstine Baloti fra Visuelt Forum, der havde sagt, at gruppen støttede Fred.

"Han bad mig om at genoverveje på det kraftigste," fortæller Kirstine Baloti, som stod fast.

"Jeg er ung og grøn, og måske var der en chance for, at jeg ville falde for Uffes charme, men jeg har ikke skiftet holdning."

Oppe i Nordjylland havde Kreds 6 kæmpet for at få deres lokale hovedbestyrelsesmedlem, Carsten Lorenzen, som næstformand, men da hans egen arbejdsplads, DR, ikke bakkede ham op, røg han ud. Dernæst støttede kredsen Fred, men ikke længe. Pludselig var kredsformand Allan Gregersen stiller for Uffe.

Under middagen var der ro. Fiskepateen med den kunstnerisk udskårne tomat og rejerne var gledet ned. Rødvinen Erra Zaviz årgang 2000 fra Chile skænket op. Uffe sad ved de store panoramavinduer sammen med B.T.s og Berlingskes medarbejderklub, mens Fred sad sammen med de faglige sekretærer Lone Amtrup og Flemming Reinvard med flere.

Det lignede de foregående år – lige indtil rygtet blev løbet i gang: Uffe har købt Kreds 6s stemmer mod, at nordjyderne kan få en plads i tre af hovedbestyrelsens eksterne udvalg. Det skulle være i fagligt udvalg, organisationsudvalget og ligestillingsudvalget. I disse udvalg sidder der både HB-medlemmer og udpegede menige medlemmer af forbundet.

Da det rygte var sluppet løs, gik det rigtigt stærkt.

Klokken 20.15, inden hovedretten blev budt anden gang, forklarede Allan Gregersen til JOURNALISTEN, at der i handlen også indgik en aftale om, at Uffe til gengæld skulle støtte Ann Kerol, der er ansat på Thisted Dagblad og fællestillidsmand på De Bergske Blade, så hun kunne blive valgt ind i hovedbestyrelsen.

Især FreelanceGruppen, der frygtede Uffe og kæmpede for Fred, var forargede. Pludselig var der mange, der fik lyst til lige at rejse sig for at snakke med hinanden.

Rene Simmel, formand for Kreds 1, talte varmt for, at det var et rent valg, forstået på den måde, at han foretrak den ene (Uffe, red.), men kunne leve med den anden. Derfor pointerede han, at der ikke var nogen grund til at lave handler.

Claus Birch, tillidsmand på TV 2 Danmark, så JOURNALISTENs udsendte dybt i øjnene og sagde intenst:

"Hele TV 2 støtter Uffe." Alligevel sagde flere af regionerne til JOURNALISTEN, at de ville have Fred: Det er kun dem på Kvægtorvet, der vil have Uffe, lød det fra regionerne.

Det var, mens fragiliteisen med rabarberkompotten var ved at blive delt ud.

Isen nåede ikke engang at blive blød, førend over halvdelen af alle delegerede forlod de hvide duge for at sætte sig hen i det røgfri auditorium og lytte til valgkampen.

Da mødet stoppede 22.30, havde folk ikke tid til at danse. Slet ikke Kreds 1s bestyrelse.

Mette Curdt, nyvalgt medlem af Kreds 1s bestyrelse – tidligere formand for Free-lanceGruppens bestyrelse, ville have omkamp næste formiddag, inden folk skulle stemme.
Uffe rasede:

"Det er Freds støtter. De synes ikke, han klarede sig godt nok, så nu vil de have, han skal have en ny chance."

Mette Curdt skulle få flere tæv: Thomas Szlavik beskyldte hende for at udsprede falske rygter om stemmekøb og studehandler. Rene Simmel og Uffe Gardel fangede hende i et hjørne og skældte hende ud for det samme.

Andre steder fortalte Jens Rossen, tidligere næstformand i FreelanceGruppen, og Kristian Melgaard, medlem af forbundets forretningsudvalg samt i FreelanceGruppens bestyrelse, at de havde hørt Allan Gregersen fortælle samme historie.

Orkestret spillede både rock og rul og lidt 80er disko, men dansegulvet blev aldrig tætpakket. I nogle grupper skete der det uhørte, at folk dårligt havde tid til at komme ind for at drikke den traditionelle cognac.

Ny valgkamp
Dagen derpå fik Mette Curdt gennemført sit ønske om mere valgkamp.

Uffe gik på talerstolen og forsøgte at aflive rygterne om købet af de nordjyske stemmer:

"Jeg blev i går aftes konfronteret med et rygte. Jeg skulle have købt kreds 6 med et antal udvalgsposter. Jeg vil godt sige: Denne her valgkamp er forløbet uden bagvaskelse eller personangreb af nogen slags. Men det her vil jeg ikke finde mig i. Det er sagt i spøgefuldhed, som nogen på et eller andet tidspunkt har taget alvorligt. Hvis man fortæller et rygte videre, uden at konfrontere mig med det – det er der nogle enkelte, der har gjort – så tillægger man nordjyderne en grænseløs uvidenhed, og man tillægger mig en utrolig kynisme. I må være vanvittige. Vil I ikke godt holde op med det."

Også efter valget bekræftede Allan Gregersen, at han havde sagt til Uffe, at han ville have tre poster i hovedbestyrelsens eksterne udvalg for Kreds 6s stemmer. Efter nattens valgkamp og dagens valgtaler dog med den tilføjelse, at Uffe havde taget hans udspil som en spøg.

 

0 Kommentarer