Kreativ løsning på redaktørens mareridt

UAKTUELT. »Kan sådan nogle som os strejke?!!!«.I marts udkom Magasinet Finans med et ekstra omslag, hvor Finansforbundet forklarede læserne baggrunden for de annoncer, forbundet kort forinden havde indrykket i landsdækkende dagblade med aggressive slogans mod arbejdsgiverne.

UAKTUELT. »Kan sådan nogle som os strejke?!!!«.

I marts udkom Magasinet Finans med et ekstra omslag, hvor Finansforbundet forklarede læserne baggrunden for de annoncer, forbundet kort forinden havde indrykket i landsdækkende dagblade med aggressive slogans mod arbejdsgiverne.

Bankerne havde ikke villet fortsætte forhandlingerne om en ny overenskomst, og Finansforbundet havde truet med strejke. Men da Finans landede hos de 50.000 medlemmer, var forhandlingerne afsluttet og konflikten afblæst.

»Vi vidste, at vi tog en chance med omslaget, så vi var forberedt på, at det kunne gå galt,« fortæller Yvonne Schantz.

Hun er kommunikationschef i Finansforbundet, og idéen til omslaget opstod i hendes afdeling. Hun er også ansvarshavende redaktør for Finans, så selv om omslaget var købt og betalt af forbundet, stod hun pludselig med et blad, der i den grad signalerede uaktualitet.

Yvonne Schantz løste enhver redaktørs mareridt om et uaktuelt blad ved at sende et nyt reklameomslag ud til læserne. Denne gang med overskriften »En sær udgave« på forsiden, efterfulgt på side to af »Når det skal gå stærkt, kan der ske de særeste ting«. På side tre takker Finansforbundet medlemmerne for støtten, og på bagsiden hedder det »Enhver konflikt har en bagside – her er vores«.

Inden i omslaget lå en avis om den nye overenskomst, som Finansforbundet under alle omstændigheder skulle have ud af hensyn til urafstemningen.

»Vi kunne ikke nå at udgive et almindeligt nummer af Finans, og så kunne vi lige så godt tage det hele med et glimt i øjet og spille på, at vi havde lavet en kikser,« siger Yvonne Schantz.

At der samtidig var penge at spare, gjorde blot smilet endnu større.

»Ved at lægge avisen ind i et omslag med bladhovedet på kunne vi sende den ud som magasinpost i stedet for til almindelig brevporto. Det sparede Finansforbundet for 150.000 kroner,« siger Yvonne Schantz og understreger, at bladet alene lagde navn til omslaget, som Finansforbundet har betalt.

»Til daglig er vi redaktionelt uafhængige,« siger Yvonne Schantz.

0 Kommentarer