Hvilken studerende har skruet den bedste journalistik sammen i 2008? Svaret bliver besvaret den 17. april i Politikens Hus.
Bronzestatuetten af Henrik Cavling finder sin ejermand til Kravling-festen den 17. april 2009. Her vil Kravling-komiteen, som består af Lisbeth Knudsen, Peter Øvig Knudsen, Jakob Elkjær, Pernille Aalund, Anna Vinding og Morten Brøcker, overrække statuetten og 25.000 kroner til en studerende, som har bidraget med forbilledlig journalistik. Fotograferne Carsten Ingemann, Finn Frandsen og Tine Harden vil kåre vinderen af Fotokravlingen, som modtager en check på 10.000 kroner og en statuette.
Allerede nu kan kandidater til årets Kravling og Fotokravling indstilles på Kravlings website. I skrivende stund er en enkelt journaliststuderende blevet indstillet, nemlig den tidligere praktikant hos de Sorte Spejdere på P3, Thomas Skov Gaardsvig.
Sidste år kaldte Journalisten Kravling-festen for en glamfest.
"Der var champagnepiger, tunge velvalgte hip hop-beats, præsentationer i Hollywood-stil og drinknavne som 'Dagen', 'Dato' og 'TV 2 Radio', da Kravling-priserne blev uddelt fredag aften og fejret grundigt til temmelig langt ud på natten," skrev vi den 12. april 2008.
Dengang vandt Morten Vedsø Szygenda og Mads Zacho Teglskov med historien "Alle mand over bord", som handlede om fatale fejl ved Søværnets redningsudstyr under en dødsulykke. Om historien sagde daværende formand for priskomitéen, Anette Kokholm:
"Det, som er så imponerede ved denne artikel, er, at vi er helt nede i bølgerne og oppe på klippeskærene, selv om der er tale om en ren rekonstruktion. Det er svært at fortælle så levende og engageret og samtidig lægge kilderne åbent frem gennem historien."
Fotokravling gik til Anders Birch for fotoserien "Hometown" fra den amerikanske præsident, George Bushs, hjemby i Texas. Anders Birch har tidligere vundet Scanpix-prisen for samme serie.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.