Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:41 20.05.2022 Kerstin Bruun-Hansen

Krav om kædeansvar blev dealbreaker for Venstre

Krav om kædeansvar blev dealbreaker for Venstre

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Efter fire måneders forhandlinger har oppositionspartierne Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti fredag eftermiddag forladt forhandlingerne om en ny medieaftale.

For Venstre var det især regeringens krav i forhold til løn- og arbejdsvilkår i mediebranchen, der blev for svære at sluge.

Konkret har regeringen i sit udspil lagt op til, at man skal leve op til overenskomstlignende løn- og arbejdsvilkår, hvis man skal have mediestøtte – og at der for underleverandører skal gælde kædeansvar.

”Det har i hvert fald været en dealbreaker,” siger Venstres medieordfører, Jan E. Jørgensen, til Journalisten.

Han understreger, at Venstre ikke er imod ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet.

”Men vi mener bare ikke, det skal være en medieaftale, der laver sådan et nybrud på det i dansk arbejdsmarkedspolitik, at hvis man vil have så meget som en krone i offentlig støtte, så skal man ind i et overenskomst-virak. Hvis man skal lave sådan en model, så skal den laves ovre i Beskæftigelsesministeriet. Det skal ikke komme ind ad bagdøren med en medieaftale,” siger han.

Netop medieudspillets punkt om løn- og arbejdsvilkår var det, som DJ-formand Tine Johansen var allermest glad for, da hun så medieudspillet.

Det var dog ikke eneste grund til, at Venstre forlod forhandlingerne. Jan E. Jørgensen fortæller, at der også var andre forhold, hvor de blev spist af med meget lidt i forhandlingerne.

Blandt andet så Venstre gerne, at der blev oprettet en ny TV 2-region på Sjælland, så Lorry ikke skal dække så mange kommuner. Her fik de kun en undersøgelse til 2 millioner kroner.

Jan E. Jørgensen nævner også ligestilling mellem medier, når det gælder momsfritagelse, samt streamingafgiften som nogle af de store knaster i forhandlingerne for Venstre.

SENESTE NYT

Flere nyheder