Krause-Kjær: Naivt at lovgive om medieetik

Bøder og love om, hvordan medierne skal rette fejl, er et voldsomt indgreb i redigeringsretten, lyder det fra kommentator hos Berlingske Niels Krause-Kjær.

Bøder og love om, hvordan medierne skal rette fejl, er et voldsomt indgreb i redigeringsretten, lyder det fra kommentator hos Berlingske Niels Krause-Kjær.

Næsten hele Folketinget er med på ideen: Medier skal kunne straffes med bøder, og fejl skal bringes samme sted og i samme omfang, som den oprindelige artikel blev – det skal sikres ved lov.

Men det forslag falder ikke i god jord hos Berlingskes mediekommentator Niels Krause-Kjær, der kalder udspillet "et paradeforslag".

"Generelt har der i journalistikken været en kultur, hvor erkendelse af fejl blev betragtet som en svaghed. Med enkelte medier som undtagelse synes den kultur at være noget på retur. Måske den skal skubbes yderligere på vej, men at lovgive om artiklers placering i et medie er et voldsomt indgreb i redigeringsretten, som næppe står mål med resultatet," skriver han i en kommentar på Berlingske.dk.

Flere politikere vil gerne have, at diskussionen om mediernes etik skal indgå i de kommende forhandlinger om mediestøtten. Men redaktører fra flere aviser ryster på hovedet af tanken om, at myndighederne skal kunne gribe ind i, hvordan avisen bliver redigeret. Også Dansk Journalistforbund afviser ideen, og formand Mogens Blicher Bjerregård mener ikke, man kan påstå, at pressen er fri, hvis sådanne regler bliver indført.

Niels Krause-Kjær mener heller ikke, at lovgivning vil gøre nogen forskel.

"Hvis man tror, at en sænkelse af den kriminelle lavalder til 14 år eller en fordobling af strafferammen for vold sænker kriminaliteten, så kan man sikkert også tro på, at bøder fra Pressenævnet kan få Ekstra Bladets Poul Madsen til at opføre sig som Erik Bjerager på Kristeligt Dagblad. Både Madsen og Bjerager ved bedre. Lad nu de almindelige domstole klare den slags, når der er basis for at rejse krav om erstatning," skriver han.

"(Det er) selvbedrag at tro, at højere etik i medierne er noget, man kan lovgive sig til."

 

1 Kommentar

Jakob Andresen
11. JANUAR 2012
Re: Krause-Kjær: Naivt at lovgive om medieetik

"Lad nu de almindelige domstole klare den slags, når der er basis for at rejse krav om erstatning," skriver Krause-Kjær.

Her er det så lige vigtigt at pointere, at sager om injurier og bagvaskelse er omfattet af reglerne om personlig påtale - og dermed ikke kan anmeldes til politiet. Det vil altså sige, at man for egen regning skal hyre en advokat til at føre sagen, og omkostningerne overstiger stort set altid det erstatningsbeløb, man bliver tilkendt, hvis man vinder sagen.

Det er naturligvis intet problem for de, der har råd til at betale for at blive renset.

Men hvad med alle andre?