Positive forandringer kræver kritisk opmærksomhed, men den kritiske opmærksomhed skal ikke skævvride sandheden.
I de seneste tid har Weekendavisen kritisk dækket samtykkeloven, da loven har ført til flere anmeldelser – og derfor, ifølge Weekendavisen, flere falske anklager.
Hvorvidt disse historier om falske anklager skal have opmærksomhed, afhænger af journalistens og mediets syn på, hvad der har offentlig interesse, og hvad ens opgave i et demokratisk samfund er.
Journalister dikterer den offentlige debat, rammesætter diskursen og præger derved kulturen, samfundsudviklingen og befolkningens moralske kompas. Medierne har en enorm magt, og med magt kommer etisk ansvar.
Derfor spørger jeg, hvordan dækningen af seks historier om frifindelser har en eksistensberettigelse, ud fra et medieetisk perspektiv.
Ja, det er interessante historier, som kan sætte flueben ved nyhedskriterierne konflikt, aktualitet og sensation – og som sikkert har tjent lidt penge til kassen. Men hvad sker der for presseetikken?
Info: Voldtægtsmyter blandt unge mænd
Andel af unge mænd fra 16-20 år, som er enige/meget enige i, at:
- voldtægtsbeskyldninger ofte bruges som hævn mod mænd (46 %)
- voldtægt finder sted, når en mands seksuelle lyst kommer ud af kontrol (33 %)
- hvis en mand er fuld, kan det hænde, at han voldtager nogen uden at have intention om det (33 %)
- hvis en kvinde udtrykker negative følelser (fx gråd), når hun fortæller om en voldtægt, er det generelt en indikation for et mere sandfærdigt udsagn (43 %)
Seks ekstreme cases fortjener IKKE opmærksomhed, fortjener ikke offentlig interesse, da det udelukkende fodrer samtykke-skeptikernes skepsis. Og værst, taler ind i myten om, at kvinders voldtægtsbeskyldninger bruges som hævn. En myte, der lever i bedste velgående (se boks).
Derudover taler historierne ind i fortællingen om, at interaktion er lig med samtykke. En fortælling, som skal aflives ifølge retspsykologen André De Zutter, som henviser til interaktion som typisk for voldtægt. Da disse myter og fortællinger gennemsyrer opfattelsen af falske anmeldelser, tør ofre ikke fortælle om interaktionen, hvilket resulterer i, at når det kommer frem, betvivles ofrenes troværdighed. Forbryderen frifindes, offeret stemples som falsk anmelder.
De seks historier, der er blevet bragt (og en endda som forsideartikel, hvori der lægges stort fokus på den dømtes varetægtsfængsling – en debat om et inhumant system, som allerede ruller, hvorfor det vil få læsernes sympati med manden til at vokse yderligere), tegner et billede af, at kilderne ikke er ekstreme, men typiske.
Derfor synes jeg, at vi skal tage et kig på tallene: 11.400 personer blev statistisk set voldtaget sidste år, hvoraf 18,6 procent anmeldte det til politiet. Ud af de 2.216 anmeldelser, blev 79 procent af de mistænkte siget. Ud af de 1.628 sigtede blev 740 personer, altså 45 % procent tiltalt. Og ud af disse 740 sigtede blev 33,5 procent dømt. Disse 248 gerningspersoner, som blev dømt, udgør kun 2 procent af de 11.400 personer, som statistisk set blev voldtaget sidste år.
Der er ikke tal på antallet af dømte, som senere er blevet frifundet. Men det er sigende, at blot 14 % af anmeldelserne inden for de seneste seks år i gennemsnit har ført til en dom – hvilket er væsentligt lavere end ved andre forbrydelser, som typisk ligger på 90 procent. Og selv om der ikke er tal på antallet af falske anmeldelser, peger forskere på, at antallet af falske anmeldelser er nede på omkring to procent, hvilket er det samme niveau som inden for andre forbrydelser.
Det står klart, at det er ekstreme vidnesbyrd, der fremlægges i Weekendavisen. Jeg vil spørge jer som anerkendt mediehus, hvis troværdighed er stor blandt den gængse befolkning, hvorfor I vælger at tale skeptikernes sag i en i forvejen polariseret debat?
Jeg tager ikke et svar henvisende til journalistisk objektivitet og fremlæggelsen af begge sider af sagen for gode varer. Ikke ’fremlæggelse af begge sider af sagen’; fordi der netop ikke indgår udtalelser fra nogen, som har anmeldt sagerne, i jeres artikler. Og ikke ’objektivitet’; fordi det er en hul journalistisk rygdækning; vi er objektive, til vi har valgt en vinkel.
Samtykkeloven kan ikke stå alene. Der er behov for, at befolkningens syn på voldtægt ændres. Dette bidrager Weekendavisen dækning ikke med. Derfor trænger disse debatter, der i vores tid udgør en stor del af den offentlige debat, til et mediekritisk eftersyn, da de viser svagheden ved den ”objektive”, etiske journalistik.
Sara Inkeri Vardar er cand.mag.-studerende i journalistik
—
Replik fra Martin Krasnik, chefredaktør, Weekendavisen:
Weekendavisen har bragt en række artikler med den nye samtykkelov som omdrejningspunkt. Denne lov støttede vi på lederplads, da vi er enige i, at der har været behov for en markant ændring af både kultur og retspleje, hvad angår voldtægt. Det mener vi stadig.
Men da det netop er en markant forandring i loven om voldtægt, idet objektive kriterier ikke længere er afgørende for bevisførelsen, er der opstået et behov for at vise, hvad konsekvenserne er – både de positive og de mere problematiske. Selv om flere bliver anmeldt og dømt, er det også indlysende, at samtykkeloven skaber nye dilemmaer for retssikkerheden, hvilket anføres af både dommere, forsvarere og akademikere.
Weekendavisen påstår ikke, som Sara Inkeri Vardar skriver, at loven ”har ført til flere falske anklager”, men derimod at samtykkeloven skaber større uklarhed om, hvad der faktisk konstituerer en voldtægt. Den nye lov får ram på flere, men der er tydeligvis også risiko for, at uskyldige risikerer at ende bag tremmer.
Det er stadig rigtigt, at alt for mange voldtægtssager aldrig kommer for retten. Men Weekendavisens artikler handler ikke om ”ekstreme sager”, men sager, der flere steder i retssystemet skaber uro over de utilsigtede konsekvenser af samtykkeloven. Sådan er det ofte, når der kommer ny lovgivning. Og det er en opgave for et medie som Weekendavisen at kaste et kritisk lys på det, når det sker, så offentligheden kan debattere det.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Pernille Skipper har gode pointer om, hvorfor Weekendavisen (og andre ligesindede) pludselig går så meget op i anklagedes retssikkerhed/varetægtsfængslinger i forbindelse med netop samtykkeloven.
https://politiken.dk/debat/kroniken/art9204347/Kritikken-af-samtykkeloven-er-forfejlet.-M%C3%A5ske-handler-det-mere-om-at-loven-nu-ogs%C3%A5-rammer-de-p%C3%A6ne-velstillede-drenge
Weekendavisen bragte forrige uge en god og nuanceret artikel om det forholdsvis ringe omfang af falske anmeldelser.
Det som kritikeren ikke får øje på vedr. Malacinskis artikler er, at de især kigger på politiets og domstolenes håndtering af den nye lov. Om langvarig varetægtsfængsling uden ordentlig efterforskning.
Det er fuldstændigt legitimt - og vigtigt.
https://www.weekendavisen.dk/2023-7/ideer/en-rigtig-voldtaegt?