Lovgivningen giver tilsyneladende mulighed for at modtage sponsorpenge til TV 2 Østjyllands kommende dækning af kommunalvalget. Det hæfter tv-stationens direktør Peter Kramer sig ved efter et svar fra kulturminister Carina Christensen i Folketinget. (Opdateret).
Kulturministeren sagde i et svar i Folketinget til Enhedslistens medieordfører, Per Clausen, at sponsorater ikke må modtages med henblik at fremme sponsorens navn.
Og der er netop ikke tale om, at sponsorer skal fremmes i TV 2 Østjyllands kommunalvalgsdækning, mener Peter Kramer:
»I dette tilfælde er der intet navn, mærke, image, aktivitet eller produkt, der vil blive fremmet. Det eneste, der vil blive fremmet og styrket ved en direkte transmission på lige vilkår fra alle kommuner i Østjylland, er demokratiet,« skriver Peter Kramer til Journalisten.dk.
Ministeren understreger dog, at det ikke er lovligt at bede om sponsorbetaling for udgifter til nyheds- og aktualitetsprogrammer, og hermed kunne tvisten om retten til at modtage penge for valgdækning være overstået.
Men i sin mail til Journalisten.dk hæfter Peter Kramer sig endvidere ved et afsnit i Carina Christensens udtalelse til Per Clausen, hvori ministeren siger, at der med radio- og fjernsynsloven fra 1986 blev givet mulighed for, at "den regionale programvirksomhed kunne forbedres kvantitativt og/eller kvalitativt gennem lokale tilskud fra kommuner og amtskommuner i den pågældende region."
»Dette projekt lever om noget op til denne hensigt,« skriver Peter Kramer.
Formand for Radio- og tv-nævnet, Christian Scherfig, siger til Journalisten.dk, at han ikke ser nogen modsætning mellem Carina Christensens svar til Per Clausen i Folketinget og hans egne tidligere udtalelser.
»Eventuelle tilskud, som de regionale TV 2-virksomheder lovligt kan få fra eksempelvis kommuner, må selvfølgelig ikke være i strid med sponsorerings-reglerne, der kom ind i loven i 1990, altså efter bemærkningerne fra 1986 om tilskud. Loven har således siden 1990 indeholdt et udtrykkeligt forbud mod sponsorering af nyheds- og aktualitetsprogrammer på tv,« siger Christian Scherfig.
Han vil i øvrigt tage initiativ til, at radio- og tv-nævnet efter kulturministerens folketingssvar kommer med en generel fællesudtalelse om lovens rammer for tilskud til TV 2's regionale virksomheder.
Det har ikke været muligt at få kulturminister Carina Christensen i tale trods utallige henvendelser. Hun siger dog i folketingssvaret, at det i sidste ende er Radio- og tv-nævnets afgørelse, om TV 2 Østjylland må bede kommuner betale for dækning af kommunalvalget.
Dette er Peter Kramer fuldstændig enig i, siger han til Journalisten.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.