Vreden over Jyllands-Postens tegninger forbavsede de fleste. Gennem de seneste to årtier er danskerne nærmest blevet immune over for både 'blasfemi' og religiøs satire. Men de kan fornærmes – også chefredaktørerne på Jyllands-Posten. Her et potpourri over fornærmelser.

GLEMMEBOGEN. Hvorfor var det, at en Muhammed-sag i 2005 kunne tage nationen på sengen? Kunne man have forudset det ud fra tidligere hændelser, hvor religiøse grupper har følt sig krænket?

Mange har nok forestillet sig, at pornoens frigivelse, aborten og ungdomsoprøret i 1970erne havde høvlet de største knaster af den offentlige ømhed, og at kunstnere som sangeren Trille og maleren Jens-Jørgen Thorsen havde taget sig af finpudsningen.

Men mediernes historiebøger giver ikke nogen klar opskrift på, hvor hårdt man kan træde på religiøse ligtorne og slippe af sted med det. I sidste års sag om heavy metal-gruppen Stormslag var det tilfældigheder, der førte til et ramaskrig i den danske offentlighed. Til gengæld var der ingen, der løftede et øjenbryn, da en avis – gæt hvilken – samme år på lederplads kaldte verdens over én milliard katolikker ofre for en 'hokuspokus'-religion.

JP-KRÆNKELSE. I maj 1994 skrev journalist Povl Høst-Madsen anonymt på Ekstra Bladets side 2 om Morgenavisen Jyllands-Posten. Han ironiserede over avisens sympati for Tyskland i 30erne og illustrerede det med ovenstående fotocollage af Adolf Hitler.

Jyllands-Postens daværende chefredaktør, Jørgen Ejbøl, reagerede prompte ved at stoppe forhandlingerne om et fælles tekstarkiv mellem Politikens Hus og JP.

I dag er der fælles arkiv, ligesom Ejbøl er blevet bestyrelsesformand for de fusionerede bladhuse Politiken og Jyllands-Posten.

ANTISEMITISME. Det vakte bestyrtelse på Politikens redaktion, da 704 personer i december 2002 indrykkede en helsides annonce i bladet og beskyldte Brandes', Pundiks og Seidenfadens avis for at være antisemitisk.

»Nu er det nok«, lød overskriften. Udgangspunktet var en kronik, der angreb den jødiske tradition med at omskære nyfødte drenge, men annoncen kritiserede også bladets dækning af Israel/Palæstina-konflikten. Foruden prominente medlemmer af Mosaisk Troessamfund fandtes blandt underskriverne de fremtrædende debattører Lars Hedegaard og Bent Blüdnikow fra Det Berlingske Hus, der i forbindelse med Muhammed-krisen har stillet sig 100 procent på Jyllands-Postens side.

ØJET. Da sangeren Trille i 1970 optrådte i Danmarks Radio med Jesper Jensens sang »Øjet«, brød helvede løs. Visen om en ung, seksualforskrækket kvinde, der føler sig overvåget af 'Øjet i det høje', medførte politianmeldelser og protester fra hele landet. Ikke mindst omkvædet »Ham Gud er edderma'me svær at få smidt ud«.

Sagen endte i 1971 ved Gladsaxe Ret, hvor DRs ledelse blev frifundet. Det er foreløbig sidste gang, straffelovens blasfemi-paragraf er blevet prøvet ved en domstol.

Da vrede seere i efteråret 2005 meldte DR til politiet for at have vist graffitien »dræb de kristne« i en dokumentarudsendelse, afviste ordensmagten at gribe ind.

OPSTANDELSE. En af 1970ernes store debatter handlede om kunstneren Jens-Jørgen Thorsens planlagte film, der blandt andet skulle beskrive Jesus' sexliv. Det vakte både dansk og international forargelse, at Thorsen var lovet offentlig støtte til projektet. Protester og fordømmelser væltede ind fra hele den kristne verden, og Thorsen blev både bandlyst af paven og fik indrejseforbud til flere lande.

Filmplanerne blev en del af valgkampen i 1973 og først løst, da daværende kulturminister Niels Matthiasen (S) bøjede sig for presset og fratog Thorsen hans offentlige støtte. Regeringen fik politisk hjælp af kammeradvokaten, der i et juridisk responsum kom med det aldrig retsligt afprøvede argument, at Thorsens manuskript krænkede apostlene Matthæus, Lukas, Johannes og Markus' ophavsrettigheder.

Jens-Jørgen Thorsen fortsatte lystigt med at skildre den menneskelige Jesus – og nød den følgende forargelse. Men da hans film endelig så dagens lys i 1992, skete intet. Den blev set af 7.461 personer, taget af plakaten og glemt.

GENOPSTANDELSE. Forfatteren Carsten Jensen oplevede et dramatisk efterår på Politiken i 1984. I en søndagskommentar havde han skrevet om daværende trafikminister Arne Melchior, der havde beordret et gavlmaleri af føromtalte Jens-Jørgen Thorsen på Birkerød Station spulet væk. I vanlig stil havde Thorsen (billedet) fremstillet den korsfæstede Jesus med erigeret lem, hvilket den jødiske minister mente var krænkende for hans kristne medborgere.

Som reaktion skrev Carsten Jensen om Jesus, at han havde haft det sjovt med 'øl, fisse og hornmusik' og tilføjede specifikt om Thorsens billede, at kristi kønsorgan var 'det eneste af hans lemmer, som ikke var sømmet fast til korset'.

Trafikminister Melchior brugte anledningen til at forbyde samtlige kontorer under Trafikministeriet at abonnere på Politiken.

Og da Carsten Jensen nogle uger senere endnu engang tillod sig at gøre grin med Melchior, reagerede Politikens chefredaktion ved at give ham midlertidigt skriveforbud og karantæne.

»Det kostede mig dengang en fastansættelse på bladet,« siger Carsten Jensen.

»I dag ser jeg tilbage på det som en komisk historie. Det mindst sjove var nok Thorsens billede. Sagen er vel den sidste herhjemme om kristendom versus ytringsfrihed.«

HOKUSPOKUS. Det var ikke kun profeten Muhammed, der sidste år måtte opleve at blive hånet i Danmarks største morgenavis. I forbindelse med pave Johannes Pauls død skrev Jyllands-Posten i en leder, at verdens katolikker – som der er 1.085.557.000 af – tilhørte en kirke, der var præget af 'driftig kommercialisme', 'hokuspokus' og 'heksekunst'. Dengang kom der intet offentligt ramaskrig.