»Jeg forstår slet ikke, at Dansk Journalistforbund synes, det er interessant at føre kampagne mod sine egne medlemmer. Det er faktisk usolidarisk.«
Sådan siger adm. direktør og ansv. chefredaktør Anders Krab-Johansen fra Dagbladet Børsen.
Han går nu ind i striden om den overenskomst, medarbejderne på Børsen godkendte i sidste uge. Aftalen har fået skarp kritik fra Dansk Journalistforbunds ledelse, som også anbefalede medarbejderne at stemme nej.
Vi har gjort, som DJ plejer
De store overskrifter i aftalen er, at Børsen undgår fyringer og sikrer nuværende medarbejdere mod fyring de næste to år. Til gengæld har de givet afkald på en række goder for nyansatte medarbejdere, herunder lønnet orlov og lønnet frokostpause, ligesom startlønnen er faldet med knap 5.000 kroner.
DJ kritiserer aftalen for at skabe et A- og et B-hold blandt medarbejderne. Det billede kan Anders Krab-Johansen godt genkende.
»Ja, det kan jeg sagtens. Vi siger her, at nogle rettigheder hører en anden tid til, og dem udfaser vi, så nyansatte har større fleksibilitet og et lavere niveau af rettigheder. Men det er altså ikke noget, vi har fundet på. Det har DJ. Vi har ladet os inspirere af aftaler, DJ har lavet på for eksempel Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet og Berlingske. Og vores aftale er faktisk på flere områder mere venlig,« siger han og tilføjer:
»Der findes intet i Børsens nye overenskomst, som ikke er hentet fra en overenskomst, som DJ har indgået med andre medier. Så jeg forstår ikke, at DJ angriber den aftale, som tillidsfolkene og ledelsen på Børsen har gjort sig så umage med at lægge tæt op ad andre aftaler, DJ har indgået.«
Krab: DJ forvrænger
Anders Krab-Johansen peger konkret på, at idéen med at sænke startlønnen – hvor nye medarbejdere over en kort årrække indhenter niveauet igen – er kopieret fra Jyllands-Posten.
»Og det er slet ikke det eneste sted, hvor man har sænket startlønnen. Det er en afgørende faktor flere steder, og de aftaler har DJ selv indgået,« siger han.
Han peger også på den overenskomst, DJ har indgået med produktionsselskabet Wunderkind, der især leverer til Berlingske og BT.
»Wunderkind har dårligere vilkår, end vi har. Men DJ synes åbenbart, at det er bedre at købe noget hos den slags underleverandører ude i byen, end at man finder en aftale inden for den eksisterende overenskomst. Det er en dobbeltstandard, som det næsten ikke er til at holde ud at læse,« siger Anders Krab-Johansen.
Han fortsætter:
»Jeg er jo ikke fagforeningsmand. Men jeg forstår ikke, at DJ ikke står sammen med sine egne medlemmer på Børsen i stedet for at dække over deres egen dårlige forhandlingstaktik eller forsøge at skræmme andre arbejdsgivere – eller hvad det nu er, de prøver. Det, DJ melder ud, er usandt og giver et forvrænget billede af, hvad der er foregået hos os.«
DJ: Vi fører ingen kampagne
Journalisten har forelagt næstformand i DJ Tine Johansen kritikken per mail. Hun afviser, at forbundet fører kampagne mod sine egne medlemmer.
”DJ fører ikke nogen kampagne. Vi har anbefalet medlemmerne af Børsens medarbejderforening at stemme nej til aftalen, fordi vi synes, balancen i den er helt skæv. DJ har for eksempel lige vundet en årelang faglig voldgiftssag for Børsens medarbejdere om den betalte frokostpause, hvilket jo er et eksempel på, at vi kæmper for de bedste løn- og arbejdsvilkår for alle DJ’s medlemmer,” skriver Tine Johansen.
Hun afviser også, at aftalen ligger tæt op ad andre overenskomser, DJ har indgået.
”De forbedringer, der er i den, kommer kun ’de gamle’ (ansatte før 1. marts i år) til gode, mens regningen udelukkende betales af ’de nye’ (ansatte efter 1. marts i år). Det er i mine øjne en helt forkert og usolidarisk måde at klare betalingen på,” skriver hun og afviser, at DJ selv har indgået lignende aftaler, som skaber A- og B-hold mellem medarbejderne.
”Det er faktuelt forkert. DJ har ikke indgået eller godkendt aftaler, der gør så åbenlyst forskel på medarbejderne, hvad angår pris, tilstedeværelse og fleksibilitet.”
Ved tillidsfolkene ikke bedst?
Anders Krab-Johansen undrer sig også over, at Tine Johansen går i rette med forbundets egne tillidsfolk på Børsen.
»Er hun overdommer for, hvad der er det rette mix af forskellige forhold, som gør, at Børsen kan sikre de arbejdspladser, vi har, og skabe nye. Tror hun ikke, at Børsens egne tillidsfolk har en bedre forståelse for det? De arbejder selv i produktionen og kender forholdene her,« siger han.
Til det svarer Tine Johansen:
”Ja, sammen med hovedbestyrelsen i DJ lægger jeg linjen for, hvilke aftaler der indgås på vores område. Jeg ved, at tillidsfolkene på Børsen har kæmpet en brav kamp i måneder, og at de har forsøgt alt for at redde stillinger. Men det her er kernen i, hvad en fagforening går ud på: At sikre de fremtidige konsekvenser for de medlemmer, som for eksempel har svært ved at sætte sig ud over en konkret trussel, fordi de sidder midt i utrygheden.”
Krab bekræfter mulig massefyring
Tillidsmand Peter Buck Rasmussen har fortalt, at ledelsen i forhandlingerne fremlagde konkrete planer for udliciteringer. Det ville koste 20-25 medarbejdere jobbet ud af medarbejderforeningens 54 medlemmer.
Anders Krab-Johansen bekræfter, at det var et realistisk alternativ til overenskomsten at foretage massefyringer.
»Det er helt rigtigt forstået. Hvis vi skal producere ikke-kernestof, for eksempel livsstil, annoncesektioner og andre ting, så skal det være konkurrencedygtigt. Vi står i den situation, at med den gamle overenskomst ville vi hellere få det lavet af eksterne leverandører.«
Han afviser, at der var tale om trusler.
»Nogle kalder det en trussel. Men det er jo ikke en trussel, når det er en realitet. Nu har vi så fået en aftale, så vi kan ordne opgaverne inden for rammerne af Børsens egen overenskomst i stedet for at outsource,« siger Anders Krab-Johansen.
DJ: Der er tale om en trussel
Men er det realistisk, at I kan fyre næsten halvdelen af medarbejderne og bevare kvaliteten?
»Vi har en nyhedsdel, som er kernestof for os. Så har vi flere og flere ting udenom, som jeg da også klart foretrækker at holde i huset, så vi kan have styr på kvalitet, leverancer og fleksibilitet. Men hvis prisforskellen er for stor, så kan det klares ude i byen. Det gør de jo allerede på mange andre medier,« siger Anders Krab-Johansen.
Tine Johansen mener, der var tale om en urimelig trussel.
”Der er tale om en trussel, når du pludselig smider fyringskortet på bordet midt under forhandlingerne. Det pres bliver ikke mere rimeligt eller rart af at blive kaldt noget andet,” skriver hun til Journalisten.
Hun undrer sig over, hvordan det bliver billigere at producere tillæg med den nye aftale, når stort set alle nuværende medarbejdere beholder de samme vilkår.
DJ er blind for indrømmelser
Anders Krab-Johansen mener ikke, at DJ har forstået, hvor mange indrømmelser han og ledelsen faktisk har givet i Børsens aftale.
»DJ er fuldstændig blind for de indrømmelser, det er lykkedes de to lokale tillidsfolk at få ud af undertegnede. De får det til at se ud, som om de bare har givet sig.«
Han oplister:
»Der er garanti mod, at vi kan lave datterselskaber med dårligere forhold; garanti mod udlicitering, hvis det koster stillinger; en meget tydelig markering af, hvornår man er leder og dermed uden for overenskomsten; en klar sikring for folk, som arbejder på løsere vilkår; alle på halvtid skal på kontrakt; de har fået efteruddannelsesgaranti, som er bedre end de fleste og kopieret fra Berlingske; de har fået bedre barsel og bedre pension.«
Tine Johansen anerkender, at der er forbedringer i aftalen på Børsen. Men:
”Jeg ved, at Børsens tillidsfolk har forsøgt at afbøde dine slag over for deres kolleger. De har også fået nogle forbedringer i overenskomsten. Jeg er bare uenig i, at det udelukkende er de nye medarbejdere, der skal betale prisen for dem,” svarer Tine Johansen.
Under normale omstændigheder skal DJ's hovedbestyrelse godkende alle overenskomster. Men Børsen har af historiske årsager en undtagelse fra 1977, som gør, at medarbejdere og ledelse kan forhandle aftalen selv. DJ skal kun orienteres.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Krab hævder at være blevet inspireret af DJ-aftaler flere steder, og han nævner blandt andet Berlingske. Jeg vil gerne slå fast at der ikke er indgået aftaler på Berlingske som på nogen måde har kunnet inspirere til den nye overenskomst på Børsen.
Uffe Gardel
Tillidsmand på Berlingske
Kære Helle.
Børsen Play er med den nye aftale dækket af samme overenskomst som Dagbladet Børsen. Dermed er sagen om produktionsselskabet skrinlagt.
Bedste hilsner
Tine Johansen, næstformand i DJ
Er Børsen Play ikke oprettet i et datterselskab med dårligere lønninger, selvom Krab siger det modsatte?