25 freelancejournalister i 24 lande, der skal dække de væsentligste historier i en global verden. Ambitionerne er store på det nye medie Korrespondenterne.dk, som satser stort på at åbne i 2016.
Men indtil videre har mediet ikke fået den kickstart, det gerne ville. I november annoncerede de, at de via en crowdfunding-kampagne ville rejse i alt en million kroner fra potentielle læsere. Men her en uge inden deadline torsdag den 10. december har de kun indsamlet cirka 200.000 kroner, fortæller redaktør Rasmus Bøgeskov Larsen
»Det er gået fantastisk med at få idéen ud til danskerne og høre deres respons. Men det har været vanskeligere, end vi havde håbet, at få folk til at støtte op økonomisk,« siger han.
Bliver stadig til virkelighed
Han regner ikke med, at mediet kan nå at indsamle de sidste 800.000 kroner inden deadline. Derfor står Korrespondenterne.dk med dårligere betingelser på hænderne, end de havde håbet.
»Det handler jo om, at vi over for fonde og potentielle investorer gerne skulle have bevist, at der er interesse og behov for det her. Men det er sværere nu,« siger Rasmus Bøgeskov Larsen og tilføjer:
»Det betyder, at vi ikke kan starte så tidligt i 2016, som vi havde håbet. Vi er også alle freelancere, så det besværliggør processen. Men det er stadig planen, at Korrespondenterne bliver til virkelighed i 2016.«
Den skuffende start har ikke fået redaktionen til at opgive planerne. Når kickstarter-kampagnen er afsluttet, vil de stadig gå i gang med at søge private investorer og sponsorer til projektet.
»Det hverken starter eller stopper med den her crowdfunding. Det er vi meget fortrøstningsfulde for. Undervejs har vi fået flere henvendelser fra virksomheder og institutioner, der er interesserede i at arbejde sammen med os. Så den del går bedre end forventet,« siger Rasmus Bøgeskov Larsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.