Korrespondenter truet med udvisning

 

 

En notits om det spændte forhold mellem kongehus og premierminister er en trussel mod Thailands sikkerhed. Pressefriheden er knægtet. Kritiske journalister bliver fjernet, og Bangkok Post har sammenlignet ytringsfriheden med tilstandene i Nazi-Tyskland.

Thailands position som pressefrihedens eneste holdeplads i Sydsøstasien har lidt et par gevaldige knæk i de forløbne uger.

Først fik to korrespondenter fra det ansete tidsskrift Far Eastern Economic Review (FEER) deres visa og arbejdstilladelse inddraget, og derefter fik The Economist et vink med en vognstang om, at de skulle tilbageholde deres seneste nummer, hvis de ville undgå samme skæbne. Det drejer sig om et særnummer med 14 siders analyse af Thailand.

Sagerne har rystet korrespondenter, diplomater, lokale medier og politikere, for Thailand er kendt for sin grundlovssikrede pressefrihed. Selv ikke under forskellige militærregimer i de forløbne tre årtier har der været så alvorlige trusler mod journalister og pressefriheden.

De to korrespondenter fra FEER, Shawn Crispin og Rodney Tasker, blev beskyldt for at "true den nationale sikkerhed" efter en notits i bladet 10. januar om det spændte forhold mellem kongehuset og premierminister Thaksin Shinawatra.

Notitsen omtalte baggrunden for, at den højt respekterede Kong Bhumipol i sin fødselsdagstale i december havde advaret premierministeren mod at blive for arrogant, og den forudsagde et mudret år for thailandsk politik. Denne tale var naturligvis en gevaldig lussing til Thaksin, der på det tidspunkt havde været premierminister i mindre end et år, og han bryder sig ikke om at blive mindet om kongens irettesættelse.

Alligevel kom det som en stor overraskelse, da politiet efter mere end en måned fandt en ældgammel lov frem om, at notitsen var en "trussel mod national sikkerhed", fordi den omtaler kongehuset som part i en konflikt.

Mange iagttagere har påpeget det besynderlige i, at en notits i et blad, som 99,99% af befolkningen ikke læser, skulle kunne true den nationale sikkerhed. Alligevel er advarslerne til lokale og udenlandske medier tydelige nok.

Sagerne kommer som kulmination på et år, hvor Thaksin-regeringens forhold til pressen er blevet stadig mere anspændt. Thaksin er landets rigeste forretningsmand, og hans regering har øvet både direkte og indirekte pres på tv-stationer og aviser, hvor chefer og kritiske studieværter er blevet fjernet eller forflyttet, og annoncekroner er blevet brugt som pressionsmiddel. Desuden er det nu kommet frem, at politiet har besøgt et uafhængigt analyseinstitut og beslaglagt spørgeskemaerne til den seneste opinionsundersøgelse, der viste, at regeringens støtte var svindende.

Det er metoder, som Thailand er totalt uvant med, og som har fået den ansete Bangkok Post til at skrive "dette er ikke Nazi-Tyskland i 30erne og begyndelsen af 40erne", og avisen spørger, hvad det næste bliver. Afbrænding af bøger og forfølgelse af forfattere og intellektuelle, som myndighederne ikke bryder sig om?

FEER nægtede i første omgang at undskylde notitsen, men med trussel om udvisning gav bladet den 4. marts en undskyldning for notitsen og understregede, at den aldrig var ment som en fornærmelse af kongehuset, som bladet – ligesom alle thaier – har den højeste respekt for.

Lasse Nørgaard er freelancekorrrespondent i Sydøstasien. Han har tidligere været pressechef i Dansk Røde Kors

 

0 Kommentarer