EU-korrespondenter i Bruxelles kræver, at få pressemateriale to timer før deres kolleger. Det er et stort problem, at EU kan dækkes fra hjemlandene, lyder forklaringen.

STOPKLODS. Verdens største internationale korrespondentkorps skrumper. Men nu skal det være slut. Og løsningen er positiv særbehandling. Foreningen for internationale korrespondenter i Bruxelles, API/IPA, kræver nemlig, at akkrediterede korrespondenter i Bruxelles skal modtage pressemeddelelser en time eller to timer før kollegerne hjemme i København, London eller Madrid. Desuden skal korrespondenterne have adgang til mere baggrundsinformation end andre journalister, eventuelt via et særligt forum på nettet, hvor der kun er adgang via password.

»Vores hovedmål er at sikre, at EU-institutionerne garanterer de journalister, der bor og arbejder her i Bruxelles, en form for merværdi,« siger Lorenzo Consoli, EU-korrespondent gennem de seneste 24 år og formand for API/IPA.

Blandt korrespondenterne i API/IPA har det også været på tale, at få slukket for live-streaming af pressemøder og briefinger via det såkaldte Europe by Satellite. Men det bliver ikke en del af de endelige krav.

»Det er et stort problem, at alverdens journalister kan sidde og følge med fra Rom, Paris og London. Hvis jeg stiller et godt spørgsmål, kan de have offentliggjort det såvel som svaret, inden jeg overhovedet er nået ud fra pressemødet. Det er simpelthen ikke fair. Men det bliver for omfattende at kræve live-streamingen slukket. Og der er også mange korrespondenter, der hellere vil følge med fra deres kontor, så det er næppe praktisk muligt,« siger Lorenzo Consoli.

Ikke alle korrespondenter støtter forslaget. Politikens EU-korrespondent Thomas Lauritzen slår en skraldlatter op.

»Det er jo fuldstændig tosset,« siger han.

»Journalister må aldrig, aldrig nogensinde stille krav om, at nogen oplysninger ikke må komme ud. Og så er det i øvrigt noget pjat, for du får jo ikke de gode historier ved at gå til pressemøde i Kommissionen. Dem løber du selv op med dine kontakter, din erfaring og din viden,« siger Thomas Lauritzen, der ikke selv er medlem af API/IPA.

I mange år steg antallet af korrespondenter i Bruxelles, men med internettet og satellitforbindelsernes indtog på redaktionerne og den økonomiske krise er korrespondentkorpset kommet på kraftig slankekur. Nu behøver man ikke længere være fysisk til stede i Bruxelles for at få pressemeddelelser og overvære EU-Kommissionens briefinger. Så medierne sparer på udetillæg og lignende udgifter ved at trække korrespondenterne hjem.

Lorenzo Consolis arbejdsgiver, det italienske nyhedsbureau APCOM, har allerede skåret ned fra fire til én korrespondent. Siden 2001 er ni danske korrespondentstillinger i Bruxelles blevet nedlagt. Ved årsskiftet var der blot 12 danske journalister tilbage med permanent akkreditering til EU-institutionerne – praktikanter og freelancere medregnet.
På under fem år er det samlede antal akkrediterede korrespondenter i Bruxelles faldet fra omkring 1200 korrespondenter i 2005 til 964 i 2009. EU-Kommissionen forventer, at antallet når ned omkring 900 i år.

Lorenzo Consoli er bange for at det vil føre til endnu mere copy/paste-journalistik.
»Det er kun fair, at de medier, der vil betale for en korrespondent, også får fordele ud af det,« siger han.

Det er dog tvivlsomt, om EU-Kommissionen vil imødekomme korrespondenternes krav.
»Vi vil naturligvis gerne forbedre vores service, men det bliver næppe på bekostning af den information, vi leverer til journalister uden for Bruxelles,« siger talskvinde for Kommissionen, Pia Ahrenkilde Hansen. Hun ønsker ikke at udtale sig om de konkrete krav, før de ligger på hendes bord.