TV 2 og Forsvaret underskrev i fjor en kontrakt om dækningen af krigen i Irak. Tv-stationens nyhedschef er parat til at gøre det igen.

SOLDATERKAMMERATER. Filmfolk fra Hollywood til Valby har gjort det i årevis. Men nu samarbejder danske mediefolk også med militæret og laver kontrakter om krigs-journalistik.

TV 2 underskrev i fjor en kontrakt med det danske forsvar. Resultatet kunne ses i dokumentarprogrammet »Bataljonen« om de danske soldater i Irak.

»Generelt er jeg modstander af kontrakter om nyhedsjournalistik. Men »Bataljonen« var et meget usædvanligt tv-projekt. Og kontrakten sikrede os helt frie hænder på nyhedsfronten,« siger TV 2s nyhedschef, Michael Dyrby.

Han mener ikke, at TV 2 gav køb på sin journalistiske uafhængighed. Han peger på, at journalister indgår mundtlige aftaler med deres kilder hver eneste dag.

»Vi skrev bare åbent og ærligt vores aftale med Forsvaret ned på papir. Det vil jeg ikke betænke mig på at gøre igen. For alternativet var jo, at vi ikke havde kunnet beskrive de danske soldaters arbejdsvilkår i Irak.«

Tidligere presseofficer i Irak, journalist og kaptajn af reserven Peter Ernstved Rasmussen har foreslået Forsvaret at indføre standardkontrakter for alle de danske journalister, der deltager i Forsvarets officielle presseture til krigsområder:

»Det vil være til gavn for begge parter,« sagde Peter Ernstved Rasmussen for nylig under et fagligt arrangement i Dansk Journalistforbunds lokaler på Gammel Strand i København.

Peter Ernstved Rasmussen tog i januar imod 12 danske pressefolk, som Forsvarets Pressetjeneste havde inviteret til Irak i tre dage.

Han oplevede, at flere af journalisterne brød mundtlige aftaler om ikke at rapportere om aktuelle krigsbegivenheder, før Forsvaret havde nået at underrette pårørende til de danske soldater:

»Jeg vil ikke at lægge bånd på de udsendte journalister, men blot forhindre, at de offentliggør forkerte og ubekræftede historier,« sagde han.

Kontrakten med TV 2 var Forsvarets betingelse for at give tv-stationens journalister og fotografer lov til at følge de danske soldater i Irak på nærmeste hold gennem tre måneder.

»Vi syntes, det var hensigtsmæssigt med nogle spilleregler. For vi tog en stor chance ved at lade TV 2 se alt, hvad de danske soldater foretager sig,« siger major Jens Lønborg, som er ansat i kommunikationsafdelingen hos Hærens Operative Kommando.

Forsvaret udformede TV 2-kontrakten efter at have rådført sig med kommunikationsafdelingen i det britiske forsvar, der har mange års erfaring i at indgå skriftlige aftaler med britiske medier.

Formålet med kontrakten var ifølge Jens Lønborg først og fremmest at beskytte de danske soldaters sikkerhed under militære operationer.

Men kontrakten forhindrede samtidig TV 2 i at offentliggøre oplysninger om eventuelle dræbte eller sårede danske soldater, før Forsvaret havde nået at underrette pårørende i Danmark.

»Vi sikrede os også ret til at gennemse TV 2s optagelser. I tilfælde af at der var optagelser, som vi mente kunne være en trussel for de danske soldater, ville vi gerne have mulighed for at gribe ind. Men det blev ikke aktuelt,« siger majoren.

Inden kontrakten blev sendt til TV 2-underskrivelse, blev den godkendt af Forsvarsministeren:

»Politisk set ville vi gerne have ryggen helt fri,« siger Jens Lønborg, som tilføjer, at Forsvaret ikke har aktuelle planer om at indføre lignende kontrakter for andre danske krigsreportere.

Dagbladet Informations udlandsredaktør, Dorrit Saietz, deltog i januar i Forsvarets pressetur til Irak. Hun vidste på forhånd, at hun kun ville få 'et lille glimt af den irakiske virkelighed at se igennem et meget tykt filter', som hun udtrykte det under mødet i Dansk Journalistforbund.

Derfor skrev hun under alle artiklerne fra Irak, at hun var inviteret af Forsvarets Pressetjeneste.

Dorrit Saietz var glad for at være under Forsvarets beskyttelse under opholdet i Irak. Men hun havde det ikke godt med at arbejde som journalist omgivet af bevæbnede danske soldater:

»Under de betingelser er det meget svært at bedrive kritisk journalistik. Forsvarets officielle oplysninger kan ikke tjekkes. Og hvor uafhængige er Forsvarets irakiske tolke, når de er ansat af det danske forsvar?«

Dorrit Saietz understreger, at mange journalister har lavet fremragende kritisk krigsjournalistik, selv om de har været underlagt aftaler med militæret. Men hun mener, at kontrakt-journalistikken befinder sig i en gråzone, fordi journalistikken kan illudere at være uafhængig uden at være det:

»Det er netop mediernes helt store problem med dækningen af Irak-krigen: Der er ikke ret mange vestlige journalister, der tør at rejse ind i Irak på egen hånd uden militær beskyttelse.«

Politikens udlandsreporter Nis Olsen var med på samme tur til Irak. Da han ville forlade den danske lejr og på egen hånd besøge byen Basra, fik han afslag af Forsvaret.

Nis Olsen accepterede i dette tilfælde Forsvarets afslag. Men han mener ikke, det er Forsvarets opgave at forhindre voksne mennesker i at tage ansvar for deres egen sikkerhed:

»Kontrakter mellem militær og medier er ensidigt til militærets fordel. Jeg ser udelukkende kontrakterne som militærets forsøg på at kontrollere og styre journalistikken.«

Hans fotograferende kollega på Politiken, Jan Grarup, vil end ikke deltage i en pressetur under Forsvarets beskyttelse:

»Presseturene minder om spejderlejre og giver aldrig et sandt billede af virkeligheden. I en krigszone kan du ikke både søge sikkerheden og sandheden.«

Journalist Bo Elkjær fra Ekstra Bladet har vundet Cavling-prisen for sin artikelserie om Irak-krigen »Løgnen om krigen – krigen om løgnen«. Han forstår ikke, at medier i den grad er villige til at hoppe i kanen med den ene part i en konflikt:

»Resultatet i Irak er ren 'os mod dem'-journalistik. Ingen ville respektere en journalist, der på samme måde gik i marken med Al Qaeda eller Saddam Husseins kohorter og mere eller mindre ukritisk viderebragte deres pressemeddelelser og udtalelser.«