Globalt udsyn og fynsk muld kombineres til ph.d.-forskning, der skal give et bud på, hvordan de traditionelle medier kan holde sig relevante fremover. Det er målsætningen med et nyt samarbejde mellem Søren Schultz Jørgensen, Fyens Stiftstidende og SDUEn nyt tre-årigt forskningsprojekt skal mindske afstanden mellem medieforbrugere og mediehuse.
»Det her er et forsøg på at se, hvad der sker når man kombinerer troen på journalistikkens betydning og respekten for det journalistiske fag, og samtidig prøver at lade innovationen basere sig på videnskab,« siger Søren Schultz Jørgensen, der driver udviklingsvirksomheden Kontrabande, til journalisten.dk.
Han skal fra januar lave en såkaldt erhvervs-ph.d. sammen med Fyens Stiftstidende og SDU, der slår bro mellem teori og praksis i medieverdenen.
»Det er en kombination af, at du forsker for en virksomhed, som skal kunne se nytten og værdien i din forskning, og at du samtidig skal honorere de fuldstændigt basale krav, der er til et ph.d.-projekt,« siger Søren Schultz Jørgensen.
Målsætningen med projektet er at finde frem til, hvordan de traditionelle medier kan blive relevante samlingspunkter i fremtiden. Søren Schultz Jørgensen satser på at besvare spørgsmålet ved en både lokal og global tilgang, hvor han vil undersøge litteraturen, succesfulde eksempler rundt om i verden og ikke mindst det fynske lokalmiljøs potentiale for innovation.
»Det handler dybest set om, hvornår et nyhedsmedie egentlig er relevant og interessant for borgerne, når de lever deres daglige liv, interagerer og diskuterer med hinanden, for nyhedsmedierne er jo ved at blive kørt godt og grundigt ud på et sidespor som anden end nyhedsleverandører,« siger Søren Schultz Jørgensen.
Han peger på, at de traditionelle medier er grundlagt på stærke forståelser af fællesskab, som gjorde dem væsentlige for borgernes dagligdag, men det har ændret sig med årene.
»I dag er det jo ikke de klassiske nyhedsmedier, men de sociale medier, der spiller den centrale rolle for borgernes fællesskaber. Jeg vil undersøge, hvilke muligheder nyhedsmedierne har for at tilbageerobre lidt af det tabte terræn,« siger Søren Schultz Jørgensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.