Dømt

Konspirationsteoretiker skal betale millionerstatning for løgne om massakre

Konspirationsteoretikeren Alex Jones, der står bag netmediet InfoWars, har spredt falske nyheder og skal betale 4,1 millioner dollar til forældre til barn, der blev dræbt i skoleskyderi

Den amerikanske konspirationsteoretiker Alex Jones skal betale forældrene til et barn, der blev dræbt i et skoleskyderi, mindst 4,1 millioner dollar (omkring 30 millioner kroner, red.).

Det skal han, fordi han via sit netmedie er kommet med falske påstande om, at skoleskyderiet var et fupnummer.

Det er et nævningeting i Texas kommet frem til torsdag.

Nævningene skal nu tage stilling til forældrenes krav om op til 75 millioner dollar i yderligere erstatning for at have spredt misinformation om skoleskyderiet, der fandt sted på Sandy Hook Elementary School i den amerikanske delstat Texas 14. december 2012.

20 børn og 6 ansatte døde i massakren.

Modtog dødstrusler

Det er Neil Heslin og Scarlett Lewis, der er forældre til en seksårig, som blev dræbt i skoleskyderiet, der er blevet tilkendt erstatningen.

De har vidnet om, at Alex Jones’ følgere har chikaneret dem og sendt dem dødstrusler i årevis, fordi de troede på den falske påstand om, at forældrene løj om deres søns død.

Alex Jones er stifter af netmediet Infowars.

Kyle Farrar, der er forældrenes advokat, bad under sine afsluttende bemærkninger nævningene om at stoppe det, som han kalder et mareridt, og om at stille Alex Jones til ansvar for at have tjent på deres søns død.

Jones’ advokat, Federico Reynal, anerkendte under sine afsluttende bemærkninger, at Jones og Infowars havde optrådt ”uansvarligt”, men at Jones ikke var ansvarlig for chikanen.

Anerkender massakren

Alex Jones har påstået, at de etablerede medier og tilhængere af våbenkontrol havde fabrikeret tragedien på Sandy Hook, og at skyderiet var iscenesat med skuespillere.

Han har senere anerkendt, at massakren fandt sted. Under retssagen har han også sagt, at det var ”skørt” af ham gentagende gange at påstå, at skyderiet var et fupnummer.

Onsdag skete en overraskende udvikling i sagen. Forældrenes advokat kunne afsløre, at Jones’ advokat ved en fejl havde sendt dem Jones’ sms-beskeder fra hele to år, og at advokaten ikke havde nået at bede om at få dem tilbage i tide.

Sagens dommer, Maya Guerra Gamble, afviste Jones’ advokaters forespørgsel om at lade sagen gå om. De mente, at forældrenes advokater burde have slettet det materiale, de fik tilsendt ved en fejl.

Forældrene må nu bruge det materiale, som de ønsker.