MF Rasmus Jarlov Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Ifølge analysedirektør i Voxmeter kan man ikke tillægge nogen større sandhedsværdi til den undersøgelse, som Konservatives Rasmus Jarlov søndag anvendte til at konkludere, at man ikke skal have ondt af russerne.
”Der er på mange punkter ikke dækning for de påstande, som der bringes videre,” siger analysedirektør Anna Midtgaard Christensen til B.T.
Undersøgelsen konkluderer, at 86,6 procent af russerne mener, at Rusland skal angribe yderligere et europæisk land ud over Ukraine, og at 75,5 procent mener, at det skal være Polen.
Men Voxmeters analysedirektør peger på flere problemer i undersøgelsen. Blandt andet omtales ukrainerne i undersøgelsen som ”nazister”, og spørgsmålene er generelt udformet på en ledende måde, vurderer hun.
Også Vincent F. Hendricks, professor i filosofi ved Københavns Universitet og forfatter til bogen ’Fake News: Når virkeligheden taber’, mener, at Rasmus Jarlov som medlem af Folketinget har en særlig forpligtelse til at tjekke sine kilder og videregive korrekt information.
Over for B.T. fastholder Rasmus Jarlov dog, at hans tweet var på sin plads.
”Jeg ved ikke, om undersøgelsen er valid eller ej. Jeg tjekker ikke efter,” siger han.
Det er ikke synd for den almindelige russer, når de bliver ramt af sanktioner, eller når danske virksomheder i Rusland lukker og holder op med at betale deres løn. https://t.co/z5eixwSraV
— Rasmus Jarlov (@RasmusJarlov) March 20, 2022