search

Konsensus og klaphat

Der er intet som en landskamp, der kan få sportsjournalistikken til at gå i selvsving. Men overdrev vi Norgeskampens betydning og glemte fodboldfolket i vores bagatel-petting?

Der er intet som en landskamp, der kan få sportsjournalistikken til at gå i selvsving. Men overdrev vi Norgeskampens betydning og glemte fodboldfolket i vores bagatel-petting?

Det store skyts var rullet ud. I morgenaviserne og formiddagspressen, på tv og i radio. Lørdagens EM-kvalkamp mod Norge gjaldt liv og død og alle andre tænkelige sportsfloskler. Det rituelle selvsving af en optakt varede seks døgn og den journalistiske kreativitet var historisk stor.

Hvert et løb, hver en tackling på træningsbanen i Helsingør blev noteret. For var det ikke ni indersideafslutninger og tre vristspark, Nicklas Bendtner havde i torsdagens afsluttende spil på to mål?

Og er spillerne uden de neongule overtrækstrøjer mon sikre på en startplads i Oslo?

Derudover skulle det gamle frændefjendskab med nordmændene støves af. Broderkontrakten var imidlertid den samme som altid: Vi sender folk op til jer og finder et teater, der hedder Slaskefjamsen. I sender folk til Danmark, der så kan more sig over den vestjyske stationsby Lem. Vi får vores landstræner til at sige noget grimt om jeres landstræner, hvis I vil være så venlige at gøre det samme.

Sådan lyder opskriften på et gedigent spalteskænderi, men sådan lyder også opskriften på en bevidst konsensusstrategi. For er der noget, vi danskere kan blive enige om, så er det da, at de norske spillere er kedelige og primitive. Nej, så er der anderledes swung over os selv, "Nordens italienere".

Det er hverken raketvidenskab eller bibeleksegese, men netop den humoristiske guerillakrig og bagatel-petting, der er vigtig forud for en stor sportsbegivenhed. Vi skal op i gear. Det gælder læserne, lytterne og seerne, men måske allermest sportsjournalisterne selv.

Og hold da op, hvor var vi, den skrivende klasse, klar til den store aften. Den største og vigtigste fodboldkamp i en evighed. Eller i hvert fald siden VM-kampen mod Japan i sommer. Så klar, at man flere steder begravede væsentlighedskriteriet helt og valgte at rapportere fra journalisternes egen landskamp mod de norske kolleger få timer før den rigtige landskamp på Ullevaal.

Der var tale om fascinationsformidling af ypperste karat. Klaphat, synergieffekt og hele pivtøjet. Alle var vi i samme rød/hvide båd. Eller var vi nu også det?

Tal fra MediaWatch viser, at kun 638.000 så landskampen på TV3 Puls, der kan ses af halvdelen af befolkningen, og at mindre end en tredjedel af aftenens tv-kiggende danskere (mellem 21 og 58 år) fulgte slaget i Oslo. Til sammenligning så knap en million med, da Danmark mødte Sverige i juni 2009. I samme tidsrum på samme ugedag på samme kanal, som dengang godt nok kunne fanges af 60 procent af danskerne.

Men hvorfor nu dette misforhold mellem dækning og interesse?

Fordi landsholdet ikke sælger billetter for tiden? Fordi befolkningen havde gennemskuet, at der trods de statsautoriserede mundhuggerier ikke var tale om andet end en nogenlunde betydningsfuld fodboldkamp mellem to middelgode mandskaber? Ikke en dødedans på afgrundens rand. Selv i tilfælde af et nederlag til Norge, ville Olsens tropper stadig have kunnet afgøre deres egen skæbne.

Eller måske fordi stopfodring har det med at afstedkomme en vis mæthed.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen