search

Konsekvensen af kærligheden

Sportsjournalistikken har brug for hjælp, og det blev diskuteret på den internationale Play the Game-konference, hvor spørgsmålet var, om sportsjournalister overhovedet kan magte deres eget stofområde.

Enhver sportsjournalist har prøvet at præsentere sig selv og opleve, hvordan folk smiler lidt medlidende, mens de håber for én, at den måde at tjene penge på forhåbentlig snart får en ende. Der hersker ikke ligefrem ærefrygt omkring sportsjournalistik, og at det har sin forklaring, blev man mindet om ved dette års store Play the Game konference i DGI-byen i København. Journalister fra mere end 25 lande var i fire dage samlet for at udveksle ideer, indsigt og metoder i arbejdet med idræt verden over på alle niveauer.

En eftermiddag var sat af til sportsjournalistikkens besvær med at håndtere den hastigt voksende kommercielle sportsverden, og den engelske tidligere journalist ved The Guardian og ekspert i sportsjournalistik Aidan White mente, at sportsjournalistikken i desperat grad har brug for hjælp. Når man lytter til en mand som Aidan White eller til Søren Schultz Jørgensen fra Mandag Morgen, der for nylig har lavet en undersøgelse om skandinavisk sportsjournalistik, overvejer man et grundlæggende spørgsmål: Ønsker sportsjournalisterne overhovedet at tage imod hjælp?

Søren Schultz Jørgensen vendte spørgsmålet og spurgte provokerende:

"Er sportsjournalistik for vigtigt til, at vi kan overlade den til sportsjournalister?" Han gav selv svaret.

"Ja, det er den. Sportsjournali-ster er selv så inficerede af sport, at underholdningen næsten altid er i fokus. Vi har brug for en helt ny tænkning inden for den meget traditionelle sportsjournalistik, og vi har brug for rollemodeller, som man journalistisk kan efterleve."

Den undersøgelse, Mandag Morgen har lavet af den skrevne skandinaviske sportsjournalistik, fortæller blandt andet, at kun 19 procent af den samlede mængde journalistiske arbejde er problemorienteret, mens resten er almindelig begejstret videregivelse af sportsfolkenes bedrifter. Søren Schultz Jørgensen foreslog, at man på hver enkelt avis forsøger at flytte sportsjournalister til andre områder, mens man lader andre nærme sig dele af sportsstoffet. Dermed udvider man alles kompetence og gør sportsjournalistik til et mere respekteret fag

Det forslag har svævet i luften i flere år, og det stiller uundgåeligt det samme spørgsmål om, hvorvidt den gennemsnitlige sportsjournalist overhovedet har særlig meget lyst til at tage ved lære. Det tror Aidan White faktisk på, at han har.

"Det handler om at opmuntre folk til at lave de kritiske ting, for som det er nu, følger sportsjournalisterne utroligt meget efter hinanden, og der er ikke mange, der løber en risiko. Mange chefredaktører er ganske enkelt nogle kujoner, og vi kan ikke forvente, at enkelte journalister knækker nakken på egen hånd, for de lider af stor konkurrence indbyrdes, hvor de i stedet skulle prøve at hjælpe hinanden."

 

Kournikova-syndromet
Det er Aidan Whites ønske at få afløst flokmentaliteten blandt sportsjournalister med ægte solidaritet. I stedet for uselvstændigt at følge den samme vej bør de støtte hinanden i at vælge hver sin.

Lidt firkantet sagt findes der to typer af sportsjournalister. Den ene drages af dopingproblemer, korruption og almindelig plat og svindel i sportens kommercielle verden, mens den anden vil hævde, at sport i virkeligheden er så meget eventyr, at man godt kan forsvare, at det i høj grad handler om at drømme med.

En række af landets førende idrætsforskere har netop udgivet antologien "Sportens forførende skønhed", der delvist kan læses som vidnesbyrd om, at vi bevæger os i retning af at opfatte sport som ren æstetik og underholdning. En del af kritikken af sportsjournalistikken hævder, at nogle sportsjournalister faktisk allerede praktiserer denne æstetiske tankegang, hvor de ikke så meget ønsker at afsløre sportsuniversets svagheder, som de ønsker at lade deres arbejde forlænge den kroniske drengedrøm om at blive professionel fodboldspiller i Borussia Mönchengladbach sammen med Allan Simonsen.

Tennisspilleren Anna Kournikova er ét af tidens mest groteske udtryk for en professionel sportsverden, der skamløst dyrker det forførende element, mens alle fine fornemmelser er smidt over bord. Anna Kournikova er indbegrebet af det moderne billede af sportskvinden, der tog fart i 1980erne, da den amerikanske løber Florence Griffith Joyner med sine farvestrålende negle fik de østeuropæiske idrætskvinder til at se om muligt endnu mere grå ud.

Sportsjournalisterne har i stor skare taget Anna Kournikova til sig, men spørgsmålet er, om hun overhovedet på et seriøst plan kan forbindes med sport, eller om hun er blevet forvandlet til et rendyrket eksempel på den sexbombe af en sportskvinde, der om nogen udstråler letkøbte drømme. Hun er denne tids suverænt førende sports-Lolita, der i 1999 tjente 5,5 millioner kroner på tennisbanen og 100 millioner uden for banen. Anna Kournikova har aldrig vundet en seriøs tennisturnering. Hendes største kvaliteter har intet med tennis at gøre, ligesom opmærksomheden omkring hende intet har med sportsjournalistik at gøre, men ikke desto mindre har hun sin meget faste plads på alverdens sportssider. Kan man fortænke menigmand i til tider at have svært ved at tage sportsjournali-stik alvorligt?

End ikke Kournikova ved med sikkerhed, hvem der udnytter hvem, men skal man tale om et stensikkert offer i den store globale farce, er det sportsjournalistikken som begreb.

 

Den forkerte ild
Hvad enten vi snakker om Anna Kournikova, om dopede sportsfolk eller om VM i fodbold som det uigennemskuelige kæmpecirkus, det er – så handler det i sidste ende om, at sportsjournalister ofte er så dragede af deres eget stofområde, at de nærmest værner om det. Set i det lys har Søren Schultz Jørgensen utvivlsomt ret i, at mange sportsjournalister ikke magter sportsjournalistikken. Mange magter end ikke at møde op på en konference, hvor diskussionen om sportsjournalistikkens fremtid bliver ført. Måske ved de, at de har hørt det hele før, hvilket i øvrigt er sandt. Vi har hørt det hele før. Måske ved de med sig selv, at uanset hvad der måtte blive sagt på denne konference, har de ingen planer om at ændre ved den dagligdag, hvor de – som Aidan White påpegede – lever i en intern konkurrence, der gør det umuligt i samlet flok at rokke ved de grundfæstede mønstre. Og måske er de ganske enkelt ikke interesserede.

Aidan White så sit snit til at citere Paven, der engang har sagt, at journalistik skal føles som en mission, man brænder dybfølt for. Citatet er dog ikke så ligetil, som det lyder, for der er ingen tvivl om, at mange sportsjournalister virkelig brænder for det, de laver. De brænder så meget, at de år efter år kan gå i ekstase over en scoring i Parken, de brænder så meget, at det piner dem at skulle erkende, at sportsfolks mirakler kan være baseret på snyd, og de brænder så meget, at den samme redaktionssekretær uge efter uge kan se det som dagens højdepunkt at redigere Anna Kournikova direkte ind på sektionsforsiden i fuld figur. Ilden findes, men den har langt fra altid noget med kritisk og analytisk tænkning at gøre. Vi kan jo starte med os selv og fremmødet af danske sportsjournalister i DGI-byen, der bestod af i alt fem-seks personer. I dette land taler en mand som Aidan White hovedsageligt til Ekstra Bladets sportsredaktør, Olav Skaaning Andersen, hans reporter Lars Werge samt til Henrik Brandt fra Jyllands-Posten. Det er en lille smule firkantet formuleret, men det er ikke desto mindre tæt på at være sandt.

Det har altid ligget i sportens væsen, at den som en selvfølge er smuk og livsbekræftende, og for mange sportsjournalister føles det som et snigløb på sporten og deres egne følelser for den, hvis de åbent anerkender, hvor problematisk den også er. Hører man til de sande elskere, er der kun én vej ud af problemet, og det er at tage den fulde konsekvens af sin store kærlighed til sporten og i princippet opløse sig selv som journalist. Nogen vil mene, at mange sportsjournalister har taget det skridt for længe siden, og det bringer os tilbage til Søren Schultz Jørgensens grundlæggende spørgsmål på Play the Game-konferencen. Er sportsjournalistik for vigtigt til, at man kan overlade det til sportsjournalister? Der var ingen, der sagde nej så højt, at det kunne høres.

Journalist Sørine Gotfredsen har deltaget i konferencen om sportsjournalistik, Play the Game, i København 10.-14. november. På baggrund af konferencen, Mandag Morgens kritiske undersøgelse af sportsjournalistik og hendes år som sportsjournalist, har hun skrevet denne 'kommentage'. Sørine Gotfredsen er i dag freelancejournalist bl.a. på DAGENs sportssider og studerer teologi ved Københavns Universitet.

 

Læs også: Redaktørernes forsvar

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen