Det nye samarbejde mellem BT og Metroxpress kommer ikke som nogen overraskelse for konkurrenterne i JP/Politikens Hus.
Det skriver adm. direktør Stig Kirk Ørskov i en mail til Journalisten.
"Det kommer ikke som nogen overraskelse, da MX og BT dårligt kunne køre videre som nu," skriver han.
Stig Kirk Ørskov mener, det nye samarbejde viser, at der er brug for konsolidering, hvis de private danske medier skal klare sig.
"Sammenlægningen understreger nødvendigheden af konsolidering i den danske mediebranche, hvis danske journalistiske medier skal stå imod den massive konkurrence fra udenlandske, digitale giganter som Google og Facebook. Og klare sig i konkurrencen med statens medier. Vi ønsker det nye selskab held og lykke," skriver han.
Næsten dobbelt så store
BT og Metroxpress lægger redaktionerne sammen, og inden jul skal Metroxpress være flyttet fra Københavns nordvestkvarter ind i hos Berlingske Media i Pilestræde. Et nye selskab – BTMX – etableres.
I samme ombæring har ledelserne varslet, at en række stillinger skal nedlægges. De er startet med at afskedige flere ikke-redaktionelle chefer på Metroxpress og begge chefredaktører på BT, Karl Erik Stougaard og Olav Skaaning Andersen.
På et pressemøde her til eftermiddag forklarede adm. direktør i Berlingske Media, Mette Maix, hvorfor BTMX er en god ide.
»Etableringen af dette nye selskab gør, at vi kommer i kontakt med rigtig mange danskere, der elsker at læse nyheder. Vi bliver næsten dobbelt så store, får over 600.000 læsere og en meget bredere målgruppe. Vi har fået den kritiske masse, som skal til for at kunne investere og udvikle vores redaktionelle produkter,« sagde Mette Maix.
Brug for nye øjne
I dag klokken 10 blev medarbejderne orienterede om sammenlægningen. Her lagde ledelserne på de to aviser ikke skjul på, at den vil koste stillinger. Men det er endnu uklart, hvor mange, ligesom Mette Maix ikke ønskede at svare på, hvordan den nye fælles redaktion skal opbygges.
Om afskedigelsen af BT's to chefredaktører sagde hun:
»Hvorfor har vi valgt at sige farvel til to chefredaktører? Fordi det her er et nyt selskab, en ny konstruktion, som vi har behov for at kigge på med helt nye øjne.«
Chefredaktør på Berlingske, Jens Grund, er konstitueret ansv. chefredaktør for BTMX. Mette Maix fortalte, at den permanente chefredaktør ikke er valgt endnu. Nuværende chefredaktør på Metroxpress Jonas Kuld Rathje fortsætter også i redaktionsledelsen.
JP/Pol købte Børsen
JP/Politikens Hus har også udvidet forretningen på det seneste. I starten af året købte koncernen Dagbladet Børsen.
"Børsen er en journalistisk perle og et perfekt match for JP/Politikens Hus. Børsens trykte og digitale udgivelser står stærkt, og de passer enestående godt med vores ambition om at sikre, at Danmark har en stærk, uafhængig udgivervirksomhed, der har den nødvendige konkurrencekraft over for især de internationale aktører,” udtalte Stig Kirk Ørskov dengang.
Og i går meddelte JP/Politikens Forlag, at de etablerer et nyt forlag i Sverige.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.