Konflikt udskudt: Hvad betyder det for DJ-medlemmer?

Onsdag blev konfliktvarslerne på det offentlige arbejdsmarked udskudt. Hvad betyder det for offentligt ansatte på DJ-overenskomster? Her er de vigtigste informationer
  • Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
    Overenskomstforhandlingerne fortsætter, og konflikten er udskudt. På billedet ses røde faner foran Forligsinstitutionen i København, hvor forhandlingerne foregår.
29.03.2018 · 13:29

Den varslede storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked blev udskudt i går, onsdag 28. marts. Beslutningen kom fra Forligsinstitutionen, der mægler mellem de offentlige arbejdsgivere og fagforbundene. Forligsinstitutionen mener, at mere tid kan føre til en løsning.

Det betyder, at de konfliktdatoer, Journalisten tidligere har beskrevet, ændrer sig.

Datoer rykker sig 18 dage

I en af to pressemeddelelser skrev Forligsinstitutionen i går, onsdag, ”at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i 2 uger”.

Og i sin anden pressemeddelelse skrev institutionen: ”Arbejdsstandsninger kan herefter tidligst iværksættes på femtedagen efter udløbet af de 2 uger.”

Det svarer til en udsættelse på samlet 18 dage.

Dermed er den strejke, som fagbevægelsen har varslet for omkring 100.000 offentligt ansatte, og som først blev sat til 4. april, udskudt til 22. april. Og lockouten af størstedelen af de offentligt ansatte, der først blev sat til 10. april, er udskudt til 28. april.

Særskilte datoer for DJ

Men disse datoer gælder ikke for medlemmer af Dansk Journalistforbund (DJ), der er ansat på DJ-overenskomster. Det skyldes, at forbundet har udsendt en særskilt strejkedato, der ligger tre dage efter de store fagforbunds strejkedato, nemlig 7. april.

Efterfølgende har forbundet modtaget lockout-datoer fra Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, der også adskiller sig fra datoerne i den øvrige offentlige sektor. Som Forligsinstitutionen skriver det: ”På enkelte områder er der fremsendt varsler for strejke og lockout med senere datoer.”

Og ét af de områder er altså Dansk Journalistforbund. Hvad betyder det alt sammen i praksis for DJ-medlemmer?

Her er et overblik.

200 skal strejke – 800 skal lockoutes

Hvis forhandlingerne bryder sammen, vil strejken gå i gang før lockouten. Strejken omfatter over 200 DJ-medlemmer. Derefter træder den langt mere omfattende lockout i kraft: Cirka 800 DJ-medlemmer vil blive lockoutet.

Strejke for DJ-medlemmer udskudt til 25. april

Ifølge gårsdagens udskydelse vil DJ-medlemmer som udgangspunkt skulle strejke 25. april. Det betyder, at mange DJ-medlemmer vil skulle arbejde i tre dage, mens mange af deres kolleger strejker.

Statslig lockout af DJ-medlemmer udskudt til 28. april

Moderniseringsstyrelsen har varslet lockout for en lang række DJ-medlemmer i staten 10. april. Det er nu udskudt til 28. april, på linje med de andre statsligt ansatte.

Regionernes lockout skudt til 1. maj

Danske Regioner har varslet lockout af DJ-medlemmer 13. april. Det er nu udskudt til 1. maj. Det vil sige: Tre dage senere end mange kolleger, der ikke er ansat på DJ-overenskomst.

Kommunernes lockout udskudt til 4. maj

Kommunernes Landsforening har varslet lockout af DJ-medlemmer 16. april. Det er nu udskudt til 4. maj. Det vil sige: Seks dage senere end mange kolleger, der ikke er på DJ-overenskomst.

Konflikten kan godt bryde ud tidligere

Forligsinstitutionens udskydelse på 14 dage skal kun ses som et udgangspunkt – som en slags 'buffer'. Forhandlingerne kan godt bryde sammen, inden de 14 dage er gået. Forligsinstitutionen skriver, at strejke og lockout kan træde i kraft allerede ”på femtedagen efter, at forligsmanden inden for de 2 uger måtte erklære, at forhandlingerne er afsluttet uden resultat”.

Kan udskydes i yderligere i 14 dage

En anden mulighed er, at Forligsinstitutionen vælger at udskyde konflikten i yderligere 14 dage. Institutionen kan dog maksimalt udskyde 2 x 14 dage.

Du er kun omfattet af strejke, hvis du er på DJ-overenskomst

Overenskomstreglerne siger, at man kun er omfattet af strejke, hvis man er medlem af det fagforbund, der forhandler den overenskomst, man er ansat på. Det er dog ikke alle DJ-medlemmer, der er ansat på en DJ-overenskomst. Og som Journalisten skrev onsdag 28. marts, har DJ derfor besluttet, at man vil tilbyde sine medlemmer, at de midlertidigt kan blive medlem af det overenskomstbærende fagforbund. DJ betaler regningen.

Ingen betydning, om du strejker eller er lockoutet

Nogle DJ-medlemmer vil både blive ramt af strejke og lockout, hvis forhandlingerne bryder sammen. Andre vil kun være ramt af lockout. DJ oplyser, at det ikke får nogen praktisk betydning for medlemmerne, om man er ramt af strejke eller lockout: Forbundets sikringsfond betaler 90 procent af lønnen i begge tilfælde.

Rettet 29/3 kl. 14.50: Tidligere fremgik det af en mellemrubrik, at kommunernes lockout er udskudt til 4. april. Den korrekte dato er 4. maj.

Kommentar

29/03/2018 - 14:00

Pernille

Hvad er forklaringen på, at DJ har sendt strejkevarsel til at træde i kraft senere end andre forbund?

29/03/2018 - 16:29

Tine Johansen, næstformand i DJ

Kære Pernille.
Når vi træder ind i konflikten lidt efter de øvrige faggrupper, skyldes det, at vi forhandler selvstændigt for vores godt 800 medlemmer, mens de øvrige 800.000 offentligt ansatte forhandler samlet. Vores overenskomster med kommuner, stat og regioner udløber en måned senere end de andres - altså her med udgangen af marts - og derfor er vores strejkevarsel afsendt senere. Det blev besvaret med lockoutvarsler, der også falder forskudt - nemlig 10. april (staten), 13. april (regionerne) og 16. april (kommunerne).
Bedste hilsner fra Tine

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder til Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Ansøgningsfrist: 06.05

Studentermedhjælper til SoMe og kommunikation til Danske Mediestuderende

Danske Mediestuderende
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikationsmedarbejder (journalist)

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 10.05

Journalist til kommunikationsopgaver i Helsingør Stift

Helsingør Stift
Ansøgningsfrist: 04.05

Kommunikationsansvarlig

Kunstforeningen GL STRAND
Ansøgningsfrist: 01.05

Information søger korrespondenter

Information A/S
Ansøgningsfrist: 30.04

KOMMUNIKATIONSCHEF

Krifa
Ansøgningsfrist: 14.05

Kommunikationskonsulent med teknisk snilde og politisk flair

FARMAKONOMFORENINGEN
Ansøgningsfrist: 08.05

Dansk Blindesamfund søger struktureret webredaktør

Dansk Blindesamfund
Ansøgningsfrist: 23.04

Højskolelærer til undervisning på journalistlinjen

Rønde Højskole
Ansøgningsfrist: 23.04