Koncernchef beklager ulovlig rengøring hos Berlingske

Rengøringsfirmaet Forenede Service beklager, at fire personer blev taget i ulovlig rengøring hos Berlingske. »Nu har vi strammet op, og vi har opsagt underleverandøren hos Berlingske øjeblikkeligt,« siger koncernchef Peer C. Krogh til Journalisten.dk.

Rengøringsfirmaet Forenede Service beklager, at fire personer blev taget i ulovlig rengøring hos Berlingske. »Nu har vi strammet op, og vi har opsagt underleverandøren hos Berlingske øjeblikkeligt,« siger koncernchef Peer C. Krogh til Journalisten.dk.


Fire rengøringsfolk blev anholdt hos Berlingske Media i Pilestræde i midten af januar, fordi de havde rod i arbejds- og opholdstilladelserne. I sidste uge besluttede mediehuset, at sagen måtte føre til, at rengøringsfirmaet Forenede Service blev droppet.

»Skiftet sker efter længere tids overvejelser og på baggrund af den nylige episode i Pilestræde, hvor SKAT i samarbejde med politiet anholdt fire af det nu tidligere rengøringsselskabs medarbejdere, som havde rod i opholds- og arbejdstilladelser,« lød det i en meddelelse fra Berlingske Media.

Firmaet har for nylig været kritiseret i Fagbladet 3F og 21 Søndag på DR1, som har afsløret dårlige arbejdsvilkår hos underleverandører.

Nu svarer Forenede Service på, hvorfor det gik så galt, at fire rengøringsfolk blev anholdt hos Berlingske.

Koncernchef Peer C. Krogh beklager episoden.

»Jeg må bare sige, at vores egenkontrol har svigtet. Det er vi kede af. Så siger kunden, at det vil de ikke finde sig i, og det er jo dem, der vælger det,« siger Peer C. Krogh til Journalisten.dk.

Hvad har I gjort for at rette op på de ulovlige forhold?

»Vi har strammet meget op. Helt konkret har vi flyttet egenkontrollen fra vores driftskontor til vores kvalitetsafdeling. Det giver en helt anden kontrol.«

Hvad er forskellen?

»I egenkontrol kontrollerer du jo dig selv. Det betyder, at der kan komme for tætte cirkler. Hvis du får politibetjente til at kontrollere hinanden, så er det jo noget ganske andet end at få domstolene til at kontrollere politibetjente.«

Så det system, I havde før, var ligesom når politibetjente kontrollerer hinanden..?

»Ja, det kan du godt sige. Nu er det så nogle andre mennesker, der kommer og kontrollerer. Det føler vi os mere sikre ved. Vi har strammet utrolig meget op om vores egenkontrol.«

Først var I igennem møllen, da Fagbladet 3F afdækkede dårlige arbejdsvilkår, nu kommer så ulovlig rengøring hos Berlingske…

»Ja, det er ærgeligt. Når vi har rettet op på én ting, så kommer der en anden.«

Men har I strammet godt nok op første gang, når I får problemer på Berlingske kort efter?

»Det er selvfølgelig ærgeligt, men én ulykke kommer sjældent alene. Nu har vi strammet op, og vi har opsagt underleverandøren hos Berlingske øjeblikkeligt,« siger Peer C. Krogh.

Han tilføjer, at Forenede Service stadig er rengøringsfirma hos JP/Politikens Hus. Her var politiet på besøg med en uanmeldt razzia tidligt torsdag, fortæller Peer C. Krogh.

»De fandt ingenting, der var styr på det hele. Det er jeg glad for, for vi har et rigtig godt og tæt samarbejde med JP/Politikens Hus,« siger han.

1 Kommentar

Luci Smith
13. FEBRUAR 2012
Re: Koncernchef beklager ulovlig rengøring hos Berlingske

Københavns Universitet, Amager bruger Forenede Service til kantinen (og jeg  mener rengøring) fordi de er billigt. Og hvorfor er de billigere end andre?