Programmet ”Læsø kalder”, der bliver sendt på DR1, har været i stormvejr siden programmets begyndelse.
Programmet Detektor kunne i sidste uge afsløre, at flere dele af programmet er manipuleret. Blandt andet blev Læsø-borgerne til et folkemøde bedt om at markere, hvor mange af dem der ville have en fremmed til at bo hos sig. 15-20 mennesker rækker straks hånden op, men i programmet fremstilles det, som om ingen rækker hånden op.
Både DR og Koncern TV & Filmproduktion, som står bag produktionen, har indrømmet, at der er strammet for meget på virkeligheden, og at nogle episoder er på kant med DR's programetiske retningslinjer.
Programmets medvært, Michelle Hviid, har til ekstrabladet.dk forklaret, at hun brød sammen under optagelserne.
»Jeg brød sammen mange gange undervejs. Og jeg er normalt ikke typen, der græder. Jeg ringede på et tidspunkt til min mor og min kæreste og bad dem om at hente mig, fordi jeg ikke kunne navigere rundt i manipulationerne. Det hele overskred bare langt min moral og min etik. Og fra produktionsholdets side fik jeg bare at vide, at jeg var en hystade og en sur kælling, der bare skulle slappe lidt af,« siger hun.
Lars Seidelin, der er medejer af Koncern TV & Filmproduktion, siger om manipulationen ved håndsoprækningen:
»I princippet ser jeg ikke noget forkert i, at vi lægger en kunstig pause ind for at illustrere den skepsis, som vi har oplevet på øen forud for folkemødet. Jeg kan dog godt forstå, at nogen synes, det virker for stramt – for det er en stramning i forhold til, hvad der reelt foregik. Og fordi nogen har klaget, vælger vi at klippe det om,« siger Lars Seidelin til ekstrabladet.dk.
På Koncern TV's hjemmeside har selskabet svaret tilbage på kritikken. Blandt andet skriver de:
"Når Koncern producerer programmer til de danske tv-stationer, så viser vi ikke virkeligheden, som den ser ud, når man kigger ud af vinduet: Vi fortæller virkeligheden. Som det er med alle fortællinger, der skal formidle virkeligheden, så er der foretaget prioriteringer, og truffet valg. Historien er redigeret og vinklet, så den bliver til en sammenhængende fortælling, som folk kan forstå og gider se, og som de forhåbentligt kan og vil forholde sig til," skriver de.
Konstitueret chef på DR Michael Thouber kræver nu en skriftlig redegørelse fra Koncern TV & Filmproduktion. Den kommer i denne uge, siger han til ekstrabladet.dk.
»Det er dybt frustrerende og irriterende, at hele ideen og de gode intentioner med ’Læsø Kalder’-projektet er ved at drukne i en diskussion om klipning. Jeg ville meget hellere diskutere indhold og visioner for udkantsdanmark, end jeg vil diskutere de problemstillinger, der naturligt opstår, når man skal klippe 210 timers optagelser ned til 3,5 timers fjernsyn,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.