Kommunikatører stiger mere i løn end journalister

Som en af de få grupper i DJ oplever kommunikatørerne lønfremgang, mens reallønnen falder for andre grupper. Kommunikationsfolks løn stiger dobbelt så meget som medlemmer på trykte medier (rettet)

Mens forbrugerpriserne fra okt. 2011 til okt. 2012 steg med 2,3 procent, steg DJ-medlemmernes løn i samme periode kun i gennemsnit med 1,9 procent. Det betyder, at DJ-medlemmernes realløn falder for tredje år i træk. Og havde det ikke været for de kommunikationsansattes løn, havde gennemsnittet været endnu lavere.

Det skriver kommunikationen.dk

Kommunikation er nemlig det område i DJ, hvor medlemmernes løn stiger mest i disse år. Det gælder både inden for det offentlige og det private. Samlet set er lønnen for medlemmer, der sidder i det samme kommunikationsjob som sidste år, steget med 3,5 procent.
Til sammenligning er lønnen for ansatte på de trykte medier kun steget med 1,5 procent.

I den seneste lønstatistik for alle fastansatte DJ-medlemmer var gennemsnitslønnen inklusive pension 44.001 kroner. For kommunikatørerne ligger løn inklusive pension på 45.036 kroner for privatansatte. Kommunikatører i staten får i gennemsnit 44.538 kroner, ansatte i Danske Regioner 42.503 kroner og KL’s kommunikationsfolk 43.767 kroner. Gruppen tæller journalister, kommunikationskonsulenter, informationschefer og redaktører.

Gode til at forhandle

Faglig konsulent i DJ Per Sørensen roser især de offentligt ansatte for at være gode til at forhandle løn hjem. Halvdelen af deres lønstigning har de selv forhandlet hjem.

"Medlemmerne har været skarpe ved deres egne lønforhandlinger på arbejdspladserne – og det er altså godt gået,” siger Per Sørensen til kommunikationen.dk.

Også på det private område er der ros at hente fra faglig konsulent Nanna Mielche, der i stigende grad får henvendelser fra medlemmer op til lønforhandlinger.

"Vi kan se, at rådgivning giver medlemmerne en styrke og sikkerhed i lønforhandlingerne. Men rosen skal også på det private område primært rettes mod medlemmerne selv, for det er jo dem, der har forhandlet hver en krone hjem, og det er rigtig flot," siger hun.

(Rettelse: Lønnen for fastansatte DJ-medlemmer og offentligt ansatte k-medlemmer var i en tidligere version af artiklen sat for lavt. Fastansatte DJ-medlemmers løn i er gennemsnit 44.001 inklusiv persion)

0 Kommentarer