Undersøgelse viser, at journalister føler sig hjemme i DJ, mens en gruppe kommunikatører føler sig holdt udenfor. Journalisten spiller en hovedrolle.
"Hvor journalisterne oplever, at DJ er med til at opbygge og bekræfte deres faglige identitet – de føler sig genkendt – så føler kommunikatørerne sig overset."
Sådan lyder en af sammenfatningerne i en undersøgelse gennemført af Dansk Journalistforbund, der blev præsenteret på hovedbestyrelsens møde i dag.
Undersøgelsen er sat i værk fordi DJ ønsker at vokse med 3 procent flere medlemmer om året – og samtidig vil bevare og styrke den fælles identitet mellem medlemmerne.
Undersøgelsen skal give indikationer på medlemmernes syn på deres faglige identitet og hvordan medlemmerne oplever, at DJ understøtter/kan understøtte deres faglige identitet og udvikling.
På den ene side viser undersøgelsen at medlemsskab af DJ er en vigtig identitetsfaktor for alle medlemmer:
"Jeg er stolt over at være det, jeg er. Det handler om integritet. Faglig identitet handler om faglig troværdighed, det at have en faglig profil og have respekt for det, man laver," lyder det fra en 57-årig mand i undersøgelsen.
Men undersøgelsen viser også, at der går et markant skel mellem journalister og kommunikatører i Dansk Journalistforbund.
Kommunikatørerne har ikke samme sikre faglige identitet som journalisterne:
"Det synes at være vanskeligere for dem at definere, hvad deres faglige identitet er. Det kan skyldes, at der er større variation i deres uddannelsesmæssige baggrund, eller at de arbejder med noget andet, end de er uddannet til – de har ikke en på forhånd givet faglig identitet," lyder det i undersøgelsen.
Undersøgelsen viser, at fagbladet Journalisten spiller en hovedrolle for medlemmernes oplevelse af fælles identitet.
"Særligt gennem Journalisten oplever jeg DJ som et fagligt fællesskab. Der kan man bestemt hente noget og orientere sig om faget og branchen," lyder det fra en journalist.
Konklusionen i undersøgelsen lyder:
»Journalisterne føler sig også godt orienteret og 'holdt i hånd' gennem fagbladet 'Journalisten', og de skelner i den forbindelse ikke mellem DJ og fagbladet – det er en styrke for DJ's dannelse af fagligt fællesskab hos vore medlemmer (med journalist-baggrund) at vi har et fagblad som 'Journalisten'.«
Men der lyder kritiske svar fra nogle af kommunikatørerne i undersøgelsen:
"Jeg kan ikke mærke i DJ, og slet ikke i Journalisten, at gruppen af kommunikationsmedlemmer i DJ er så stor. Jeg ville da hellere spare 100 kroner om måneden ved at vælge bladet fra – der er intet for mig. Det er præget af sådan en fuldstændig absurd trang til at være et frivilligt organ og løsrevet fra ledelsen."
Der lyder også direkte kritik af DJs overordnede mission om at favne både kommunikatører og journalister:
"Det er et kæmpe problem at blande journalister og kommunikationsfolk sammen. Jeg er bange for, at det undergraver DJ's troværdighed."
Og:
"Jeg tror, at man i DJ kender alle disciplinerne inden for journalistik, men ikke inden for kommunikation. Jeg synes da også, at det er problematisk, at mit fagblad hedder 'Journalisten', det er da ikke at tage kommunikatørerne alvorligt. Magasin K lykkedes ikke. Journalister bliver behandlet som vigtigere medlemmer end mig."
Undersøgelsen er baseret på en kvalitativ interviewundersøgelse, hvor 22 DJ-medlemmer har deltaget. Det er med andre ord ikke en statistisk repræsentativ undersøgelse.
Spørgsmålet om identitet skal drøftes på Fagligt Forum 19. og 20. april.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er en meget underlig undersøgelse - og nogle meget underlige kommentarer.
F.eks.
"Jeg er stolt over at være det, jeg er. Det handler om integritet. Faglig identitet handler om faglig troværdighed, det at have en faglig profil og have respekt for det, man laver," lyder det fra en 57-årig mand i undersøgelsen.
Og så slæbes vi igennem undersøgelsen, der siger at kommunikatørerne laver noget meget forskelligt og ikke har en fælles faglighed.
"Det synes at være vanskeligere for dem at definere, hvad deres faglige identitet er. Det kan skyldes, at der er større variation i deres uddannelsesmæssige baggrund, eller at de arbejder med noget andet, end de er uddannet til - de har ikke en på forhånd givet faglig identitet," lyder det i undersøgelsen.
Begge dele kan selvsagt ikke være rigtige.
Jeg tror, at K-folket er på vej - men jeg tror også, at det vil tage langt tid med både faglighed, identitet og stolthed. Jeg fornemmer, at arbejdet er skudt igang og at man har erkendt at det er vigtigt. Så jeg er fuld af forhåbning.
Jeg kan godt få øje på genveje - hvor jeg stærkt vil opfordre til, at man får chefer med et redaktionelt frihedsbrev. Og gerne stærke chefer, der vil å igennem ild og vand for sine ansatte.
Når jeg ser på historier, der dukker op hist og her, kan jeg godt se ønskerne om at redaktionerne står frit og ikke bliver ledelsernes forlængede arm. F.eks. på Århus Universitet, hvor formanden for studenterrådet udtrykker sig sådan: http://www.sr.au.dk/sr/da/nyheder/189-abent-brev-til-bestyrelsesformand-michael-christiansen-og-rektor-lauritz-b-holm-nielsen
Måske mangler der bare viden om, hvad kommunikationsfolk egentlig laver. Ordet "spindoktor" hænger ofte i luften, når jeg fortæller kolleger i den traditionelle presse, at jeg nu arbejder med kommunikation. Det generer mig egentlig ikke - altså selve ordet spindoktor - al respekt for dem, der kan bøje, dølge eller dreje tingene, så de passer i eget kram - men det er altså slet, slet ikke det, jeg sidder og fedter med fra 8-16. Så "smart" er jeg slet ikke. Jeg er bare journalist. Og jeg laver nærmest det modsatte af spin.
Jeg arbejder for at borgerne - og the gentlemen of the press - kan få mest mulig redelig viden om den skattefinansierede virksomhed, jeg arbejder for. For at udføre mit arbejde bruger jeg mine journalistiske værktøjer, og jeg kalder derfor fortsat mig selv for journalist. Jeg er sikker på, at der findes kommunikationsfolk, som arbejder med spin. Igen, al respekt for det. Men jeg tror faktisk ikke, det er flertallet af de kommunikationsfolk, der er medlem af DJ. Men det kunne man selvfølgelig undersøge.
Kommunikationsfolk er lige så mangfoldige som journalister - nogle journalister arbejder med sport, andre med kendisser, nogle tredje med børskurser og andre afslører kommuner, der holder børn som gidsler i et økonomisk spil. Og det er selvfølgelig den sidste slags, der er de allerfineste - jeg ved det, for sådan en var jeg selv engang.
Og tænk sig, da jeg selv sad og var en af de meget fine og hæderlige journalister, der arbejdede med børn, der var gidsler i økonomiske spil, ja da havde jeg såmænd OGSÅ et forkvaklet syn på kommunikationsfolk. Jeg kunne da aldrig DRØMME om at ringe til kommunikationsafdelingen i en kommune for at få hjælp til at finde kilder til en historie. De (onde? snedige? manipulerende?) kommunikationsfolk ville jo helt sikkert gøre alt for at binde mig en løgnehistorie på ærmet. TROEDE jeg.
Gad vide, om der er nogen derude, der sidder og tror det samme om mig i dag? Og hvis der er, skulle vi så ikke hjælpe hinanden med at finde ud af, hvem vi er og hvorfor? En oplagt opgave for vores fælles fagblad, tænker jeg.
Problemet har været der længe - men DJs hovedbestyelse gør ikke noget ved det.
Journalisten får ufortrødent lov til at fortsætte i samme spor med overdrevent fokus på de store journalistiske arbejdspladser.
Det er vel ikke så underligt, at man gerne vil se noget for de kontingentkroner, man smider hver eneste måned. Som kommunikatør i provinsen har jeg p.t. meget svært ved at se, hvad jeg får ud af at være medlem af Journalistforbundet. Der er stort aldrig arrangementer, som er relevante for mig, med mindre jeg tager til København, og i Journalistne kan jeg hver gang læse om Ritzau, Berlingske eller en af de andre stoe. Det er bare ikke helt vildt interessant for mig som kommunikatiør.
Det har altså ikke noget med krævementalitet at gøre, som du kalder det, Søren Thomsen. Men journalistforbundet kan selvfølgelig også bare vælge at ignorere en voksende specialgruppe, som du foreslår. Det er dog næppe en fornuftig kurs at vælge.
Der har bredt sig en krævementalitet blandt forskellige smågrupper i forbundet, der ikke er køn at se på. Hjemmeside/blad til 1.600 K-gruppe-medlemmer. En efteruddannelsepulje til 1.500 Freelancegruppe-medlemmer. Der er 15.000 medlemmer af forbundet for christ.
Selvfølgelig skal vi ikke have et KOMMUNIKATØREN.dk. Og selvfølgelig skal alle DJ's medlemmer ikke betale for efteruddannelse to gange. Jeg tror langt de fleste medlemmer af DJ er ganske tilfredse med den måde, DJ fungerer på. Men det kan være svært at sidde i en lokalbestyrelse eller specialgruppe og føle sig overhørt af det store stygge forbund. Pludselig står DJ bag alverdens problemer, og der er ikke det, de ikke gør forkert. Man vil egentlig gerne være kalif i stedet for kaliffen, men sådan er det bare ikke gået.
Kort sagt: Man ved ikke, om man skal græde eller le.
Flere