Mange kommunikationsfolk ser det som den største PR-succes at komme i tv-nyhederne eller få et dobbeltopslag i avisen med deres historie. Men i realiteten burde de orientere sig mere efter de mest brugte medier: Netaviserne og de sociale medier.
Sådan skriver den norske kommunikationsrådgiver og online-entusiast Ingeborg Volan fra Gambit Hill Knowlton i et debatindlæg på prprat.no.
Her kritiserer hun kommunikatører for at tænke alt for gammeldags, når de skal vælge kanal til deres budskaber.
”Det er yderst, yderst sjældent, at jeg har jeg hørt en kommunikationsrådgiver sige, at de store netaviser er førstevalget, hvis de har en god historie. Og endnu mere sjældent sker det, at man breaker nyheder via Facebook – eller laver indhold som kan deles på sociale medier,” skriver hun.
”De holdninger bør laves om,” mener Ingeborg Volan.
Fordelen ved historier på nettet er, at de kan deles og blive virale. De ligger på nettet for evigt, og man rammer en større del af sin målgruppe end den stadigt mindre del af befolkningen, der læser papiraviser.
”Hvis du virkelig ønsker at komme med i nyhedsstrømmen til det norske folk – særlig alle os under 45 år – er det nettet som gælder,” skriver Ingeborg Volan.
Hun henviser til, at TNS Gallup i “Social Media Tracker” bekræfter netmediernes stærke position som mediekanal.
Blandt de 15-29-årige siger 88 procent, at netaviserne er det vigtigste medie, når de skal holde sig opdateret på nyheder. Facebook kommer ind på en tredjeplads, foran radio og papiravis.
For aldersgruppen 30-45 år svarer 79 procent netaviserne.
Til sammenligning er tallet for TV nede på henholdsvis 63 og 61 procent.
En rapport fra Reuters Institute for the Study of Journalism viste i går, at knap 90 procent af danskerne ser eller læser nyheder hver dag. Men kun lidt over 30 procent har betalt for en avis den seneste uge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.