Fredag vandt DR Cavlingprisen for de fire dokumentarudsendelser 'I Skattely'. Da programmerne rullede hen over skærmen i efteråret 2013, fik det Jyske Bank til at forlange råbåndene udleveret. Banken truede også kilder med sagsanlæg, hvis de kom med kritik af bankens skatterådgivning. En imagemåling i december lavet af Yougov viste, at bankens omdømme var faldet til det laveste niveau nogensinde målt, skrev Børsen.
Joachim Sperling, kommunikationsrådgiver med særlig fokus på kapitalfondsbranchen, roser Jyske Bank for sin ageren på de sociale medier. Men andre af de kommunikative træk forstår han ikke – for eksempel at man prøvede at true en række kilder til ikke at udtale sig kritisk til DR.
»Det ser altid dårligt ud. Det kan man gøre, hvis man virkelig mener, at man har ret – men at true kilder, det kan jeg ikke forstå, de gjorde. Det synes jeg var helt forkert. Men det viser deres strategi imod DR. De mente, at de havde ret,« siger han.
I sidste uge kom det frem, at Jyske Bank havde valgt at droppe planerne om at anlægge sag mod ekspertkilderne.
Afsløringerne i Skattely-serien førte til afskedigelser i flere af de revisions- og advokatvirksomheder omtalt i programmet. Advokatfirmaet Bech-Bruun sagde farvel til partner Jacob Jørgensen, Revisionsfirmaet EY (tidligere Ernst & Young) tog afsked med to højtplacerede skatterådgivere, mens en skatteadvokat stoppede efter ”fælles aftale” hos advokatfirmaet Rønne og Lundgren. Jyske Bank fyrede ikke nogen.
»Det “rigtige" ville være knæfaldet og fyre medarbejderen i Schweiz. Men de mente ikke, de havde gjort noget forkert. Den beslutning har jeg faktisk respekt for,« siger Joachim Sperling.
Krejlermentaliteten
Alligevel synes Joachim Sperling, at Jyske Banks kommunikation fremstår en smule klodset.
»Den kunstneriske udførelse har ikke været til UG. Lidt firkantet kan man sige, at krejlermentaliteten vandt over skønhedsværdien i den praktiske udførelse af kommunikationen. Det kom til at se meget hårdt ud.«
Ligesom i for eksempel DR-serien 'Sikke Tømmermænd', hvor kritiserede banker ikke ønskede at blive interviewet, valgte Jyske Bank ikke at stille op til interview i 'I Skattely'. Joachim Sperling siger, at han stort set altid råder sine kunder til at stille op. Men han forstår godt, at man nogle gange lader være.
»Ofte vil man ikke stille op, fordi man frygter at fremstå som idiot – hvilket der jo også var nogle, der gjorde i 'I Skattely'.«
Problemet er, at bankerne oplever, at vinklen er fastlagt på forhånd – og de har fået tildelt skurkerollen.
»Og så vurderer man, at man har tabt så meget på forhånd, at man lader være.«
Der, hvor Jyske Bank var stærkest, var på Twitter.
»Man kunne se, at de fulgte med, og det virkede, som om de var på sagen og for eksempel var hurtige til at kommentere på faktuelle fejl. Det et vigtigt, hvis man vil undgå, at fejl og misforståelser bliver spredt på sociale medier.«
En imageundersøgelse fra Yougov i december viste, at Jyske Banks omdømme var styrtdykket. Men det skal nok rette sig op, vurderer Joachim Sperling.
»Nu vinder DR Cavlingprisen. Det opdager 5-10 procent at befolkningen, men om et halvt år vil den her sag spille en begrænset rolle. Der er et dyk lige nu, men jeg tror ikke, det vil sætte sig spor på længere sigt, medmindre Jyske Bank fortsætter med at optræde som en elefant i en glasbutik.«
Journalisten.dk prøver at få en kommentar fra Jyske Bank.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det kan godt være, at en kommunikationsrådgiver regner med, at Jyske Banks pragtnumre er glemt om et halvt år, - ellers ville der jo heller ikke være grund til at have folk, som forsøger at lave damage-rådgivning, når grimme ting bliver afsløret, - men så hurtigt glemmer kunderne garanteret ikke.
Det er jo deres penge, der bliver brugt til at finansiere udskejelserne plus damage-rådgivningen.
Venlig hilsen
Bodil Rohde