Kommunikationsfaget er forsvundet ud af Radius' opgørelse over, hvor meget troværdighed danskerne tillægger en række professioner. ”Spindoktor” har scoret en bundplacering i de to år, betegnelsen har været med, ligesom ”kommunikationsrådgiver” kun var med sidste år.
Nicolaj Taudorf Andersen, direktør i Radius Kommunikation, der står for målingen, forklarer til kommunikationen.dk:
»Det skyldes ganske enkelt, at vi kan se på de svar, folk giver, at mange har svært ved at give en troværdighedsvurdering af en kommunikationsrådgiver, fordi de faktisk ikke rigtig ved, at sådan en laver. Derfor har vi pillet kategorien ud igen, fordi vi ikke anså svarene til at være fyldestgørende nok til at kunne sige noget validt,« forklarer han.
Stine Bjerre Herdel, redaktør på kommunikationen.dk, er enig:
»Det er nemmere at slå fast, hvad en præst eller en lastbilschauffør helt præcist laver. Men det er sværere med kommunikationsfolk, for det er meget bredt,« siger hun til Journalisten.dk.
På kommunikationen.dk’s Facebook-side skriver Anders Witzel, at det er ”lidt tragikomisk, at kommunikation som fag/stand har fejlet i at kommunikere, hvad de kan.”
Men Stine Bjerre Herdel mener, at det er svært at sige, for kommunikation er så mange ting.
”Man kan jo som kommunikationskonsulent/-rådgiver/-medarbejder arbejde med alt fra intern kommunikation (medarbejderblade og intranet) til kundekommunikation, PR, strategi og så videre," skriver hun.
Nicolai Taudorf Andersen siger til kommunikationen.dk, at det ikke er et problem, at kommunikationsfolk ikke er med i undersøgelsen længere
»Det ville være problematisk, hvis dem, der skulle bruge kommunikationsrådgivere, ikke vidste hvad de lavede. Men at danskerne helt generelt ikke rigtig ved det, det synes jeg egentlig ikke er det store problem.«
Journalisters troværdighed bliver stadig bedømt. Kun bilforhandlere og politikere scorer lavere på troværdighedsskalaen, der kan ses her.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er jo fordi faget - eller skulle man efterhånden sige 'området' - har bredt sig ud, at det er blevet sværere at beskrive, hvad en kommunikatør laver.
Men jeg vil nu stadig mene, at hvis nogen kan løfte den opgave, må det være kommunikatørerne selv.