
DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, holder pressebriefing om DR Pigekoret. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Det er ikke altid, DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, bliver rost for at være levende og personlig i sin kommunikation. Hun er fx både blevet kaldt en ”dødssyg djøffer” og ”187 centimeters ordentlighed”.
Men i formidlingen af undersøgelsen af krænkelser i pigekoret har Maria Rørbye Rønn vist en mere personlig og indlevende side af sig selv, siger kommunikationsrådgiver Martin Vith Ankerstjerne fra Decisions. Han roser hendes optræden i medierne.
”Hun gør det rigtigt, rigtigt godt, fordi hun stiller sig på pigernes side. Det virker, som om hun er følelsesmæssigt engageret, ja faktisk påvirket af advokatundersøgelens resultater. Og så giver hun en uforbeholden undskyldning, som man ikke kan sætte tvivl ved,” siger han på baggrund af Maria Rørbye Rønns interviews til aviserne og hendes optræden i ’P1 Morgen’ tidligere i dag.
Normalt nøgtern
I offentligheden fremstår Maria Rørbye Rønn ifølge Martin Vith Ankerstjerne normalt meget nøgtern. Men i sagen om pigekoret viser hun andre sider af sig selv.
”Hun virker meget følelsesmæssigt engageret, hvilket man tydeligt hører i interviewet i ’P1 Morgen’, hvor hun virkelig brænder igennem,” siger Martin Vith Ankerstjerne, der er tidligere direktør i Advice og forhenværende spindoktor i flere ministerier.
I P1-interviewet bliver generaldirektøren blandt andet spurgt, om 64 krænkelsessager er et højt tal.
”Det er ekstremt højt,” svarer Maria Rørbye Rønn.
”Det er derfor, vi er optaget af at komme med en uforbeholden undskyldning,” svarer hun.
Står på pigernes side
Martin Vith Ankerstjerne hæfter sig ved, at Maria Rørbye Rønn holder sig fra bortforklaringer om, at det var ”en anden tid” og andres ansvar.
”Hun har ikke behov for at skulle dække noget af i forhold til DR’s ledelse og stiller sig klart og tydeligt på pigernes side.”
Oveni viser hun, at DR er optaget af at sikre pigerne kompensation i form af erstatning og arbejde for at rette op på pigekorets omdømme, bemærker han.
”Hun tjekker af i alle bokse i den klassiske krisekommunikation. Hun giver en entydig undskyldning, forklarer hvad DR vil gøre, og hvordan man vil forhindre, at det gentager sig,” siger Martin Vith Ankerstjerne.
Kommunikation af rapporten og generaldirektørens svar virker meget velforberedt, siger han.
Før pressemødet i DR-Byen i går blev undersøgelsens resultat præsenteret for pigekorets tidligere medlemmer.
”De har også haft god tid til at planlægge det, fordi de vidste, at rapporten skulle komme. Men det, hun siger, virker alligevel ikke indstuderet.”
Han siger, at på en skala fra 1-10 er hun ”tæt på 10”.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.