
"Det, som formanden og hovedbestyrelsen vil, er det rigtige: At komme ud og være blandt medlemmerne," siger Allan Visborg. Foto: Privatfoto
Efter bare fem måneder i jobbet har Journalistforbundets kommunikations- og pressechef Allan Visborg besluttet at stoppe.
Han understreger, at det skyldes personlige årsager.
”Jeg lægger ledelse på hylden i en overskuelig fremtid,” siger han, som ikke ønsker at uddybe nærmere hvorfor.
Til gengæld lægger han vægt på, at han har været glad for at være en del af DJ.
”Det er et megafedt hus at komme ind i, lige fra det politiske lag, til ledelseslaget og til dygtige kolleger i kommunikationsafdelingen. Forbundet laver rigtigt god drift og når ud til mange medlemmer hver dag. Jeg ønsker virkelig alt det bedste for DJ,” siger Allan Visborg.
Og alligevel har du besluttet at stoppe?
”Ja, man skal jo være tro imod, hvad man søger,” siger han.
Da Allan Visborg tiltrådte som kommunikations- og pressechef 1. maj, var det med en ambition om at gøre DJ mere synlig og gøre forbundets tilbud tydelige for medlemmerne.
Han lader det være op til andre at vurdere, hvorvidt han er nået et stykke af vejen.
”Jeg vil bare sige, at det, som formanden og hovedbestyrelsen vil, er det rigtige: At komme ud og være blandt medlemmerne. Det kræver kommunikation, og havde jeg været der i længere tid, kunne vi selvfølgelig være nået længere,” siger Allan Visborg.
Han fratræder sin stilling med udgangen af september og har endnu ikke taget stilling til, hvad der så skal ske.
Den foregående kommunikationschef i DJ fratrådte 1. februar 2020 efter mindre end to år i jobbet.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.