Nemlig.com er blevet kritiseret i Politikens spalter. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix
Chef for kommunikation og bæredygtighed hos Nemlig.com Marie-Louise Munter forlader sin stilling 30. juni. Det skriver hun på Twitter mandag aften.
”Jeg har valgt at opsige min stilling hos nemlig.com, da den valgte strategi ikke stemmer overens med min,” skriver hun.
Jeg har valgt at opsige min stilling hos @nemligcom, da den valgte strategi ikke stemmer overens med min. Det betyder, at jeg har sidste arbejdsdag 30. juni. Hvad mit næste match er, ved jeg endnu ikke, men jeg har et mål om at skynde mig langsomt, mens jeg mærker efter …
— Marie-Louise Munter (@missmunter) May 31, 2021
Nemlig.com har de seneste måneder været omtalt i forbindelse med en række møgsager om forholdene for lagermedarbejdere og chauffører tilknyttet virksomheden, der bringer dagligvarer ud. Senest har Politiken i søndags beskrevet, at chauffører i flere tilfælde har brugt tomme kasser, poser og plastikflasker som toiletter, fordi chaufførerne ikke oplever at have mulighed for toiletbesøg i løbet af deres arbejdsdag.
Møgsagerne for Nemlig.com begyndte at tage fart i starten af marts, og virksomheden kastede sig hurtigt ud i flere forskellige forsøg på krisehåndtering. Først forsøgte virksomheden at undskylde, så at afvise og lægge afstand til problemet for så at gå til angreb på modstanderen ved i en pressemeddelelse at anklage fagforeningen 3F for at stå bag en smædekampagne, som Politiken er pennefører på. I midten af april stillede direktør Stefan Plenge så op til interview, hvor han sagde, at han ikke kunne genkende de ting, der bliver beskrevet.
Marie-Louise Munter ønsker ikke at uddybe sin opsigelse over for Journalisten.
I et opfølgende tweet tirsdag morgen skriver den afgående kommunikationschef dog, at opsigelsen udelukkende handler om hendes rolle, som ikke blev som håbet.
”Jeg har kun godt at sige om virksomheden og er fortsat en glad nemlig-kunde,” skriver hun.
Vil gerne tilføje, at det alene handler om min rolle, som ikke blev som jeg havde håbet. Jeg har kun godt at sige om virksomheden og er fortsat en glad nemlig-kunde. Det kan alle andre også trygt være.
— Marie-Louise Munter (@missmunter) June 1, 2021
Telegrammet er opdateret 9.34 med Marie-Louise Munters opfølgende tweet