Kommunikationschef blev præsenteret som borger – nu beklager TV 2

Kommunikationschef for Dansk Friskoleforening blev præsenteret som uvildig borger under valgkampsdebat. TV 2's redaktionschef, Svend Rasmussen, beklager: ”Hun tilmeldte sig som privatperson.” Maren Skotte forklarer: ”Jeg glemte det i kampens hede”

”Vi skal ned til Gertrud, som har fat i en fra publikum, der vil spørge om børn og unge.”

Sådan ledte vært Cecilie Beck videre til reporter Gertrud Højlund under valgkampsdebatten søndag aften på TV 2 mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Debatten fandt sted i Højlunds Forsamlingshus foran et spørgende publikum og havde karakter af, at det var almindelige borgere, der stillede kritiske spørgsmål til de to statsministerkandidater.

Mod slutningen blev der spurgt ind til Socialdemokratiets ønske om at skære i tilskuddet til friskolerne. Spørgeren var her Maren Skotte, der fremstod som en uvildig borger. Men det fremgik ikke, at hun også er kommunikationschef for Dansk Friskoleforening, som B.T. også har beskrevet i går.

”Hun glemte den aftale med vores reporter, at hun skulle præsentere sig selv, når hun stillede spørgsmålet,” siger TV 2’s redaktionschef, Svend Rasmussen, til Journalisten.

Maren Skotte kalder episoden en beklagelig fejl.

”Jeg glemte det i kampens hede. Man bliver lidt befippet, når man skal tale til så stort et publikum,” forklarer hun.

Præsenterede sig som friskolemor

Svend Rasmussen fortæller, at TV 2’s reporter spurgte Maren Skotte, om hun havde et professionelt forhold til emnet, hvortil hun svarede: ”Ja, jeg arbejder med skoler.”

”Men vi vidste ikke, at hun var kommunikationschef i en interesseorganisation som Dansk Friskoleforening. Ellers havde vi varedeklareret hende meget tydeligt,” forklarer Svend Rasmussen.

Maren Skotte siger selv, at hun præsenterede sig som ”friskolemor” over for reporteren, og at hun arbejdede med ”de frie skoler”.

Men du sagde ikke, at du var kommunikationschef for Dansk Friskoleforening?

”Nej, det går meget hurtigt. Og man må ikke stå og snakke under debatten. Det foregår med hvisken, mens kameraerne ruller.”

Det tager jo ikke lang tid. Hvorfor sagde du ikke bare, at du var kommunikationschef i Dansk Friskoleforening?

”Der ligger ikke nogen skjult dagsorden i det. Jeg ville frygteligt gerne have sagt det. Men det ændrer ikke på, at det var et meget relevant spørgsmål, som fylder meget for mange mennesker.”

Bestyrelsesmedlem hos TV 2 Fyn

Svend Rasmussen fortæller, at TV 2 i udvælgelsesprocessen til publikum har frasorteret personer med tydelig tilknytning til et politisk parti eller andre med særlige interesser.

”Men vi har 224 publikummer inde, og hvis ikke de oplyser, hvem de er, når de tilmelder sig, så er det svært at gennemskue,” siger Svend Rasmussen og forklarer:

”Hun tilmeldte sig som privatperson via en af TV 2-regionernes hjemmesider, så vi kendte ikke hendes tilknytning.”

I spurgte to andre publikummer om, hvad de arbejdede med. Hvorfor ikke også spørge her?

”Gertrud havde bedt hende om at præsentere sig uden at vide, at hun havde job i en interesseorganisation. Det glemte hun, og det er, hvad der sker i kampens hede.”

Maren Skotte er ud over at være kommunikationschef i Dansk Friskoleforening også næstformand i TV 2 Fyns bestyrelse.

Burde I ikke vide, hvem spørgsmålsstillerne er – især når hun sidder i TV 2 Fyns bestyrelse?

”Jeg kender ikke engang navnene på alle, der sidder i TV 2 Danmarks bestyrelse. Jeg anede ikke, hvem Maren Skotte var, før jeg blev ringet op i går aftes af en journalist,” siger Svend Rasmussen.

Jeg kan ikke huske det

Maren Skotte fortæller, at hun fik en invitation til debatten på mail i kraft af sit medlemskab i repræsentantskabet i TV 2 Fyn.

”Jeg kan ikke huske, om jeg oplyste min titel dengang. Jeg har prøvet at gå ind og kigge, men linket virker ikke længere,” siger Maren Skotte.

Hun holder dog fast i, at hvis hun i forbindelse med tilmeldingen er blevet stillet et spørgsmål om sit arbejdsforhold, så har hun helt klart svaret ærligt og korrekt.

”Så har jeg helt sikkert udfyldt det. Jeg har på ingen måde haft noget at skjule,” siger Maren Skotte.

Maren Skotte skrev efter debatten på Twitter, at der blandt publikum ”også var en pædagog, en sygeplejerske, en gymnasielærer med i aften”.

De var ikke chef eller formænd i BUPL eller Dansk Sygeplejeråd. Er det ikke at sammenligne pærer og bananer?

”Jeg anerkender fuldt ud, at der er forskel på det. Men det var på ingen måde tilsigtet. Jeg synes, det vil være ærgerligt, hvis man får mundkurv på, fordi man ved noget om et område. Men jeg synes også, det var uheldigt, at vi ikke fik præsenteret, hvem jeg var, for der var intet hemmeligt i det.”

TV 2 kan ikke pege på noget konkret, som de har lært af episoden. Eller at der efterfølgende er blevet strammet op i forbindelse med kanalens dækning af valgkampen.

”Du lyder, som om vi har lavet den største skurkestreg i mands minde. Vi vil bare gerne have varedeklareret hende. Det fik vi ikke gjort, og det beklager vi,” siger Svend Rasmussen.

0 Kommentarer

Læs også

Hvem kan sige nej til en statsminister?

13. MAJ 2019
Ny liste afslører: Konservative har brug flest penge på Facebook-annoncer

Ny liste afslører: Konservative topper liste over penge brugt på Facebook-annoncer

16. MAJ 2019
Ny liste afslører: Konservative har brug flest penge på Facebook-annoncer

Ny liste afslører: Konservative topper liste over penge brugt på Facebook-annoncer

16. MAJ 2019