Kommunikations-rådgiver: Pressen overreagerer om DBU

Det er helt naturligt, at DBU ønsker at regulere spillernes brug af sociale medier, siger kommunikationsekspert Kim Larsen til Journalisten, efter at sportspressen har kritiseret DBU hårdt i det, der blev døbt 'Twittergate'.

Det er helt naturligt, at DBU ønsker at regulere spillernes brug af sociale medier, siger kommunikationsekspert Kim Larsen til Journalisten, efter at sportspressen har kritiseret DBU hårdt i det, der blev døbt 'Twittergate'.Pressen forveksler DBU's forsøg på at lave professionel kommunikation med censur, lyder det fra administrerende direktør i rådgivningsfirmaet Burson-Marsteller Kim Larsen.

»Det er ikke udtryk for censur eller et ønske om at undertrykke sandheden, at man kigger på retningslinjerne for brugen af sociale medier,« siger han til Journalisten, der ser på sagen i næste nummer, der udkommer onsdag.

Kim Larsens vurdering falder, efter at DBU har fået hård kritik fra sportspressen, fordi DBU har forbudt spillerne på det danske landshold at kommunikere via sociale medier under EM-slutrunden, der begynder 9. juni.

Journalisten.dk har også bragt den hårde kritik rettet mod DBU. Men nu svarer kommunikationsdirektøren altså igen.

»Der er intet mistænkeligt i at ville lave sådan en aftale. Der er store forventninger til landsholdet, og det er vigtigt at forsøge at undgå, at nogen eller noget via et uheldigt tweet bliver blæst ud af proportioner af pressen og dermed afleder opmærksomheden fra det, det handler om,« siger Kim Larsen til Journalisten.

Pressen døbte sagen "Twitter-gate", og forbuddet har udløst paragraf 20-spørgsmål i Folketinget og kritik fra kulturminister Uffe Elbæk.

Kim Larsen mener, at pressen har overreageret.
»Det handler mere om, at journalister ofte skriver historier ud fra et enkelt tweet, og at de bliver frarøvet den mulighed. Sagen er derfor mere et eksempel på journalistisk proportionsforvrængning. For der sidder mange sportsjournalister, som måske i forvejen er irriterede over en lidt gammeldags og kontrolleret kommunikation fra DBU's side,« siger Kim Larsen, der påpeger, at DBU rent kommunikativt også bør være til stede der, hvor debatterne foregår.

»I dag handler kommunikation om at blive en del af den historie, som bliver fortalt på blandt andet de digitale medier. Det er noget, mange virksomheder arbejder med,« siger han.

Det er langtfra første gang, DBU kritiseres for topstyret kommunikation. Men Lars Berendt, kommunikationschef i DBU, understreger, at DBU ikke skal stille op til hvad som helst.

»Medierne har en dagsorden, den behøver vi hverken at være enig i eller deltage i. Vi vælger at håndtere sagerne med udgangspunkt i vores interesser, og de er ikke altid sammenfaldende med pressens interesser. Og derefter er pressens reaktion typisk at konkludere, at så valgte DBU forkert.«

Interviewet med Lars Berendt i Journalisten er – efter hans ønske – foretaget via email.

0 Kommentarer