Kommune vil ikke bringe dementi efter presse-fejl

149 sælgere på Egeskov Marked blev fejlagtigt hængt ud som lovovertrædere i pressemeddelelse fra Svendborg Kommune. Kommunen har beklaget fejlen, men vil ikke bringe dementi på deres hjemmeside.

149 sælgere på Egeskov Marked blev fejlagtigt hængt ud som lovovertrædere i pressemeddelelse fra Svendborg Kommune. Kommunen har beklaget fejlen, men vil ikke bringe dementi på deres hjemmeside.Det blev fremlagt som en succesfuld politiindsats mod socialbedragere. 149 personer, der i forvejen modtog forskellige sociale ydelser, blev snuppet "i ulovligheder" på Egeskov Marked af politiet og Skat, idet de arbejdede i forskellige stande og boder, og en repræsentant for kommunen slog fast, at det med en så stor fangst bestemt ikke var sidste gang, man lavede en sådan razzia.

Alt det stod at læse i en pressemeddelelse udsendt af Svendborg Kommune. Og det var bestemt også en god historie, der blev citeret flittigt af lokale, regionale og landsdækkende medier. Kommunens presseafdeling havde bare glemt en enkelt ting: den største gruppe af "sociale bedragere" var nemlig førtidspensionister, og de må faktisk gerne arbejde og tjene op til 67.800 kroner årligt, og de øvrige sager skulle nu først undersøges, hvorfor det er lidt af en foregribelse at fastslå, at der er tale om ulovligheder.

Alt dette indrømmede Bjørn Pedersen, afdelingschef i Svendbog Kommunes Borgerservice over for Svendborgs Netavis, der som det eneste medie havde forholdt sig kildekritisk til kommunens pressemeddelelse.

Et par dage efter gik kommunens kommunikationschef Kim Barren, der havde udsendt pressemeddelelsen, i radioen P4 Fyn og indrømmede, at det var helt forkert at hænge de 149 personer ud på denne måde.

Kort efter forsvandt pressemeddelelsen så også fra kommunens hjemmeside. Men der er ikke blevet skrevet et ord om, hvorfor teksten nu er væk, og først og fremmest er der intet dementi af de beskyldninger, kommunen tidligere har bragt til torvs.

Det savner fotojournalist Søren Skarby, der skriver om sagen på bagsiden af Journalisten nr. 18.

"De mediebrugere, der ikke har adgang til enten Svendborgs Netavis eller P4 Fyn, sidder stadig tilbage med opfattelsen af, at 149 mennesker er kriminelle, fordi der var nogle, der var for dovne til at anvende en smule kildekritik," skriver han.

Journalisten.dk har henvendt sig til kommunikationschef Kim Barren. Han bekræfter, at der ikke er udsendt noget demeni, og der heller ikke er planer om det. Derudover er han ganske kortfattet:

»Jeg har en eneste kommentar, og det er, at vi ikke har nogen kommentarer. Vi anser sagen for afsluttet,« siger Kim Barren.

1 Kommentar

Finn Horskjær
25. NOVEMBER 2011
Re: Kommune vil ikke bringe dementi efter presse-fejl

@Lasse Højsgaard:

- og så handler Søren Skarbys indlæg hovedsagligt om de journalister, der helt kritikløst kolporterer en suspekt pressemeddelelse fra en kommunal kommunikationschef …

mvh. Finn Horskjær