
Elisabeth Schioldann von Eyben er frustreret over kommunens ageren. Foto: Eybenstatement
Furesø Kommune lagde for nylig et nyt tilbud op på sin hjemmeside. Nu kan du få mulighed for at designe det nye logo for kommunens Idrætstalenttilbud.
Men der står intet om betaling, og man opgiver alle rettigheder til sit arbejde, så snart man har sendt det ind. Tværtimod bryster konkurrencen sig af, at den er gratis at deltage i, og at man da også gerne lige må skrive en tagline til logoet.
Det skaber frustration hos Elisabeth Schioldann von Eyben. Hun er næstformand i Visuelt Forum og er selv uddannet grafisk designer og indehaver af virksomheden Von E Design & Kommunikation.
”Det her understøtter en generel tilgang til, at det visuelle er noget, man leger med. At man bare lige ryster noget ud af ærmet. Det er en urimelig underkendelse af visuel kommunikation,” siger hun.
Myndighed sender dårligt signal
Hun kan selvfølgelig bare lade være med at deltage i konkurrencen, anerkender hun. Og hvad er egentlig problemet i, at nogle kreative Furesø-borgere sender nogle kruseduller til kommunen?
”Det største problem her er, at det er en offentlig institution, som forhåbentlig generelt går ind for, at folk skal have løn. Så når selv en kommune ikke vil betale for grafisk arbejde, sender det virkelig et signal om, at det ikke er noget, man behøver honorere,” siger Elisabeth Schioldann von Eyben.
Hun mener generelt, at konkurrencer som denne kan være en god idé. Det bringer nogle nye ideer frem. Men der skal være en præmie til vinderen, og så er det helt sort, at kommunen opsuger ophavsretten til alle indsendte bud, understreger hun.
”Det ville svare til en sangkonkurrence, hvor man skriver både tekst og melodi, og det hele så bare bliver taget fra dig uden betaling. Man får frataget alle rettigheder uden at få noget igen.”
Vil hyre designer senere i processen
Det pågældende logo skal bruges til Idrætstalenttilbuddet, som i øjeblikket omfatter 30 unge i kommunen. Ifølge konkurrencens tekst er det til brug ” i forbindelse med den løbende kommunikation om idrætstalenttilbuddet til både talenter, forældre, skole, foreninger og presse og skal kunne fungere både på hjemmeside, trykte medier og tøj.”
Meldingen fra Furesø Kommune er, at konkurrencen er henvendt til unge, og at der er tiltænkt en præmie til vinderen. De oplysninger fremgår imidlertid ikke af konkurrencen, og kommunen anerkender over for Journalisten, at det er en unøjagtig tekst, der ligger på hjemmesiden.
Kommunen forsvarer sig desuden med, at logoet efter konkurrencen skal sendes til en grafiker, der skal rentegne det, hvilket til gengæld står i konkurrencen. På den måde tager man ikke arbejde fra en grafisk designer, lyder det. Men det er Elisabeth Schioldann van Eyben ikke enig i.
”Det gør det næsten værre, at det skal rentegnes af en grafiker. Så skal den person tage ejerskab over en andens idé, og personen, der har fået den oprindelige idé, får så hverken betaling eller anerkendelse for sit logo,” siger hun.
Hun understreger desuden, at det ikke er nogen god forklaring, at konkurrencen er målrettet unge og ikke professionelle grafikere.
”Vi har ikke beskyttede titler, og hvis en 15-årig får lavet noget genialt, skal han da også belønnes for det,” mener Elisabeth Schioldann van Eyben og konstaterer:
”Det sender bare et signal om, at grafisk design ikke er syv potter pis værd.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.