Kommune breaker JP-historie

Aarhus Kommune overhalede Jyllands-Posten og offentliggjorde kritisk interview foretaget af en JP-journalist med en kommunal embedsmand. Journalisten bag interviewet er stærkt fortørnet.

Aarhus Kommune overhalede Jyllands-Posten og offentliggjorde kritisk interview foretaget af en JP-journalist med en kommunal embedsmand. Journalisten bag interviewet er stærkt fortørnet.

Journalistpraktikant på JP Aarhus Cathrine Søvang fik et mindre chok, da hun 18. januar læste en solonyhed på Aarhus Kommunes hjemmeside.

"Flere borgere har fået fejlagtige rykkere", stod der i overskriften. En ledende medarbejder i Aarhus Kommunes Borgerservice forklarede: "Der har været den beklagelige fejl, at nogen har modtaget girokort, som de ikke skulle have."

Når Cathrine Søvang blev så overrasket, er det, fordi de 23 linjer i historien ord for ord er identiske med den artikel, hun havde sendt til kommunen til citattjek dagen før.

»Det eneste, de havde gjort, var at tilføje rubrik og underrubrik,« fortæller hun.

Det skriver Journalisten i det nummer, der udkommer i denne uge. 

Cathrine Søvang mener, at kommunen brød det tillidsforhold, der ligger i, at kilder får lov til at rette faktuelle fejl – mod at de ikke offentliggør historien.

»Citattjek tager i hvert fald overhånd, hvis mit arbejde bliver kopieret. Jeg forventer, at citaterne i min mail skal bruges til, at kommunen kan rette fejl og misforståelser. Ikke andet.«

Chefkonsulent Jesper Brieghel er en del af et udrykningshold i KL, der rådgiver kommunerne om kommunikation. Han vil ikke tage stilling til den konkrete historie, men siger, at en journalist, der sender citater til godkendelse, naturligvis vil føle sig underløbet, hvis kommunen offentliggør udtalelser før mediet.

»Der skal være særligt tungtvejende grunde til at gå ud før mediet. Og hvis man gør det, skal man altid gå ud med sin egen version – ikke en kopi af citattjekket,« siger han.

Chef for Borgerservice i Aarhus Kommune Lene Hartig Danielsen fik citaterne til tjek 17. januar klokken 16.11. Historien lå på hjemmesiden næste dag – før historien var i JP Aarhus. Hun forklarer, at historien kom på hjemmesiden så hurtigt, fordi den berørte mange mennesker. I dag beklager hun forløbet.

»Jeg sendte interviewet videre til den centrale kommunikationsafdeling som inspiration. Men de lagde den bare råt på, og det er selvfølgelig ikke i orden.«

Hun forklarer, at historien blev pillet af hjemmesiden efter kort tid. I stedet lagde kommunen en anden version på, som kommunikationsfolkene selv havde skrevet.

»Så jeg lægger mig fladt ned og erkender, at vi selvfølgelig ikke kan lægge en identisk kopi af en journalists historie på vores hjemmeside,« siger Lene Hartig Danielsen.

Spørgsmålet er, hvor meget organisationer kan tillade sig at melde ud til offentligheden, når en journalist gør opmærksom på et problem.

Jesper Brieghel fra KL siger, at journalisten skal have besked, hvis kommunerne har tænkt sig at breake historien med det samme.

»Hvis kommunen har en løbende kontakt med journalisten, og han henvender sig i en konstruktiv ånd, skal man nok ikke scoope historien. Det vil ikke være fair. Men hvis Operation X eller Ekstra Bladet laver en afslørende historie, mener jeg ikke, man er forpligtet til at tage hensyn til journalistens deadline,« siger Jesper Brieghel.

Ifølge Jesper Brieghel er der to fordele ved at gå ud før mediet.

»Man informerer borgerne – og man kan måske tage luften ud af en urimelig historie.«
Cathrine Søvang på JP forklarer, at der gik to dage, fra hun første gang gjorde kommunen opmærksom på problemet med rykkerne, før Borgerservice havde informationer nok til at stille op til interviewet.

»Så de havde rigelig tid til at lave en pressemeddelelse selv,« siger Cathrine Søvang.

5 Kommentarer

James Kristoffer Miles
14. FEBRUAR 2012
Re: Kommune breaker JP-historie

@Søren og Erik

Selvfølgelig må en kommune kommunikere frit med borgerne.

Problemet opstår, når KL bevidst forskelsbehandler og opfordrer til forskelsbehandling af journalister alene baseret på journalistens medie. (Derudover er det decideret plagiat, hvis en kommune vælger at bruge journalistens materiale i en nedtonet udgave på egen hjemmeside. De har vel selv en produktiv kommunikationsafdeling??)

At KL så direkte opfordrer til screening af visse medier, er et kæmpe problem. Danske kommuner er arbejdsområde for en enorm portion af journalisterne herhjemme. Det arbejdsområde skal ikke kun være let tilgængeligt for nikkedukker med positive historier, som KL/kommunerne kan manipulere (uagtet om de måtte komme fra tabloidmedier eller lokalmedier).

Jens Dagnes
13. FEBRUAR 2012
Re: Kommune breaker JP-historie
JP må op af hængekøjen ..
Erik Ejlersen
13. FEBRUAR 2012
Re: Kommune breaker JP-historie
Hvad er vigtigst - at BT får et scoop, eller at borgerne hurtigtst muligt får alle tilgængelige informationer om deres demokrati?
Søren Thomsen
13. FEBRUAR 2012
Re: Kommune breaker JP-historie
Nu drejer alt i denne verden sig ikke om dit arbejde som journalist, James Kristoffer Miles. Hvis en kommune bliver gjort opmærksom på noget, der er galt, så forventer jeg som borger i dette land, at kommunen straks handler. Hvis det indbefatter, at "historien" breakes, så er det sådan, det må være. Det er selvfølgelig en vurdering fra gang til gang. Hvis det er "giftigt vand", så skal borgerne selvfølgelig oplyses med det samme og ikke afventer deadline for en tabloidavis med et begrænset antal læsere. Hvis der intet er til hinder for, at kommunen afventer, så kan kommunen i erkendelse af journalistens nykker og jagt på en "solohistorie" godt afvente, at avisen bestemmer sig for at trykke historien.
James Kristoffer Miles
13. FEBRUAR 2012
Re: Kommune breaker JP-historie

»Hvis kommunen har en løbende kontakt med journalisten, og han henvender sig i en konstruktiv ånd, skal man nok ikke scoope historien. Det vil ikke være fair. Men hvis Operation X eller Ekstra Bladet laver en afslørende historie, mener jeg ikke, man er forpligtet til at tage hensyn til journalistens deadline.«

Hvad Søren skal det betyde???!

Mener KL, at visse mediers historier gerne må scoopes, blot fordi der er større sandsynlighed for, at de er kritiske?

Det er da en vanvittig udmelding, som Journalisten burde gå mere i kødet på.

Vil det sige, at når jeg som journalist på B.T. laver en kritisk nyhed om danske kommuner, så rådgiver KL til at snigløbe mit arbejde? Men hvis jeg var lokaljournalist eller noget andet, som KL vurderer til at være mindre kritisk/mere loyal, så skal journalisten respekteres?

Hurra for den frie presse! 

Flere