Danske tv-stationer har sat priserne op med mellem 50 og 100 pct. de seneste fem år. Det rammer kunderne af kabel-tv hos blandt andre YouSee. Og udviklingen ser ikke ud til at stoppe foreløbig, skriver Børsen.
Mens det generelle prisniveau er steget med 11 procent på fem år, har de kommercielle tv-udbydere taget sin del af kagen med prisstigninger på mellem 50 og 100 procent. Og står det til tv-kanalerne, er der ingen grund til at stoppe den udvikling. Hos TV2 stiger prisen på nyhedskanalen News med cirka 25 procent næste år, TV2 Charlie sætter prisen op med cirka 19 procent, og SBS's mandekanal lægger sig i førertrøjen med en prisstigning på 43 procent.
Selv YouSees vice-direktør, Ulf Lund, mener, man er nået smertegrænsen med pakkepriser tæt på 5000 kroner om året:
»Vi tror ikke, at det kan fortsætte. Vi er nået til et punkt, hvor der ikke er plads til mere,« siger han til Børsen.
Også medieforsker Frands Mortensen er skeptisk:
»Der er meget lidt konkurrence på fx kabelområdet, og du kan jo heller ikke få alle kanaler på alle platforme. På den måde er konkurrencen ikke fri.«
Tv-kanalerne selv ser dog ganske anderledes på det. TV3 oplyser, at der i år er 60 procent flere dansk-producerede sendeminutter end i 2007. TV2's direktør for kanalsalg, Alexander Nørgaard-Madsen, mener også, at der er slået et slag for bedre kvalitet. Han fortæller, at Charlie blandt andet er blevet udvidet med længere sendetid.
Siden 2005 er omsætningen hos TDC-ejede YouSee steget med cirka 70 procent til 3,6 milliarder sidste år.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.