Thomas Larsen: Seerne har krav på at vide, at Khader, Qvortrup og Kristiansen ses privat.
Det gør ikke noget, at Khader kender Qvortrup og Kristiansen. Men det er ikke i orden, at Ny Alliances leder mødes privat med Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen.
Ifølge politisk kommentator på Berlingske Tidende, Thomas Larsen, betyder sammenblanding af privat og professionel omgang, at kommentatorernes og mediernes troværdighed sættes på spil. For hvad er det, kommentatorerne leverer? Insidersviden, analyse eller private holdninger?
”Man kan ikke pleje tæt omgang med bestemte politikere og bagefter sige, at man er en kritisk journalist, når man udtaler sig på tv. Og det er i hvert fald ikke en metode, jeg selv ville gøre brug af. Det må være uendelig vanskeligt at have den fornødne distance, når man skal levere en hård analyse af en politiker, man lige har hygget sig med,” siger Thomas Larsen.
Thomas Larsen siger, at han selv arbejder på et journalistisk grundlag og taler med alle aktører inden for det politiske liv. Andre kommentatorer – for eksempel Ralf Pittelkow og Erik Meier Carlsen – har et stærk holdningsmæssigt udgangspunkt, men begge typer af kommentatorer bliver i medierne fremstillet som uvildige eksperter.
”Min metode er ikke bedre end de andres. Men publikum – tv-seerne, læserne og lytterne – skal vide, hvem der er hvem, og hvilken sammenhæng de taler i,” siger Thomas Larsen, der mener, at der påhviler medierne en stor opgave med at varedeklarere kommentatorer bedre.
”Det er medierne, der åbner døren for kommentatorerne. Der er behov for en professionalisering, hvor medierne over for publikum gør rede for kommentatorernes ståsted. Alle og enhver kan kalde sig kommentator. Det er ikke en beskyttet titel.”
Thomas Larsen sammenligner udviklingen med spindoktorernes indtog i dansk politik for fem år siden.
”De første spindoktorer blev i medierne fremstillet som feterede mediestjerner. Det samme sker nu med kommentatorerne. Det er den samme smarthed og den samme mangel på kritisk blik på kommentatorernes metier,” siger Thomas Larsen.
Før Journalisten skrev om Naser Khaders netværk, vidste Thomas Larsen godt, at Khader har stærke relationer til kommentatorer, journalister og redaktører.
”Men jeg vidste ikke, at han for eksempel ringer og vender problemstillinger med dem. Dér ryger kæden af for mig. Balancen tipper, hvis politikerne bruger kommentatorer, der burde være uafhængige, som sparringspartnere”.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Thomas Larsen 'arbejder på et journalistisk grundlag og taler med alle aktører inden for det politiske liv'.
Men han 'vidste ikke', at Khader ringer og vender problemstillinger med sit netværk af kommentatorer.
Come on. Hvor hellig har man lov at være? Det vil forbavse mig, hvis de aktører, Thomas taler med på et journalistisk grundlag, ikke snapper et par godbidder undervejs, som de selv bruger.
Grundlæggende er kommentatorerne kommet til at fylde alt for meget med alt for mange alt for ens betragtninger.
På den baggrund er det ligegyldigt at kende deres ståsted, men hvis det ikke kan være anderledes, kan Thomas passende lægge ud: Hvem stemmer du på?
Vh/
Morten Bruun, kommentator (ubeskyttet titel)