Spiro Agnew, en frygtelig svindler af en republikansk vicepræsident under Nixon, afskyede medierne. Journalister, mente han, var nogle røde svin, som med et hævet øjenbryn, et ændret tonefald eller en spydig bemærkning kunne smadre en politiker.
Tilbage i 1969 holdt Agnew en berømt tale, som Jay Rosen, den fremragende journalistprofessor på New York University, gjorde opmærksom på i en tweet – dybt interessant, fordi den dokumenterer højrefløjens mishag ved især tv-mediet:
"Den magt, som tv-stationerne har, svarer til den, som de politiske flertal har lokalt, i delstaterne og nationalt tilsammen … Hvad ved Amerika om de mænd, der besidder den magt … Om kommentatorerne aner de fleste intet – ud over at de har en kultiveret og sikker fremtoning, der giver indtryk af, at de er velinformeret om alt … Vi ved dog, at disse kommentatorer bor og arbejder i de geografisk og intellektuelt indskrænkede Washington DC og New York … Vi kan udlede, at disse mænd læser de samme aviser, og at de henter deres politiske og sociale holdninger fra de samme kilder … Endnu værre: De taler konstant med hinanden, hvilket giver kunstig opbakning til deres ens synspunkter."
Den vrede, som Agnew spyede ud, blev for nylig gentaget, da Newt Gingrich, en af de republikanske præsidentkandidater, afleverede et voldsomt angreb på medierne. Da John King fra CNN i en tv-duel op til primærvalget i South Carolina afæskede Gingrich svar på et spørgsmål, der drejede sig om utroskab under hans andet ægteskab, slog politikeren benhårdt tilbage. Han kaldte journalistikken "hæslig" – og græsrødderne elskede det. Få dage efter vandt han stort – og hans sejr kom i udstrakt grad i hus, fordi han havde basket til medierne. Her er hans egen forklaring:
»Der er så mange, der føler, at elitemedierne i Washington og New York ingenting forstår, at de er ligeglade, ubekymrede, uden troværdighed og faktisk slet ikke repræsenterer dem … At folk har reageret så voldsomt mod massemedierne, tror jeg er udtryk for noget meget fundamentalt, som jeg ville ønske, at mediernes magthavere ville tage alvorligt.«
Gingrich talte til et ægte folkedyb. Amerikansk tv er fyldt med kommentatorer, der vitterlig lever i en anden verden. De er mere velhavende end gennemsnittet – og, ja, de fleste af dem bor i New York og Washington. Den vrede politiker har en pointe: Kommentatorer har det med at leve i deres egen verden.
Tænk på vores egne – Henrik Qvortrup, Helle Ib, Michael Kristiansen, Peter Mogensen, Niels Krause-Kjær, Thomas Larsen, Kristian Madsen. De bor alle i København, Frederiksberg eller tæt på Strandvejen. De snakker også hele tiden sammen. Hvordan kan jeg vide det? Jeg plejede at være en af dem, da jeg boede på Frederiksberg – og, ja, jeg kender dem alle godt.
Jeg ved også – fra politikere fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten – at danske folkevalgte inderst inde deler Agnew og Gingrichs syn på medierne. Har de en pointe? Ja, det tror jeg. Vi, der kommenterer politik, har ikke noget folkeligt mandat, vi står ikke til ansvar for nogen, og vi er langtfra repræsentative. For at hindre at danske journalister og kommentatorer får folket imod os som i USA, skal vi rekruttere uden for de snævreste cirkler. Vi kunne jo starte med en kommentator fra Aalborg, en fra Esbjerg – eller bare en enkelt fra Aarhus ville se godt ud …
David Trads, USA-korrespondent, Berlingske
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja, den studsede jeg også over, Palle. Hvis man kan tørre presseleden af på underklassen, kan man holde sandheden fra livet lidt endnu og sove bedre om natten. Man får næsten helt ondt af dem :).
"For at hindre at danske journalister og kommentatorer får folket imod os som i USA..."
LOL. Hvor er det sødt og sjovt, at Trads tror at vi ikke allerede for længst får opkastfornemmelser hver gang vi ser en journalist eller kommentator.
Skrid ud af vores samfundsdebat. Ingen har bedt om jer. Ingen har brug for jer. Heller ikke os, der er så heldige at bo i København.