Kommentator-inderkreds spiser middag med Løkke

14 prominente politiske analytikere fra den danske presse har dannet et fælles netværk. Berlingskes Thomas Larsen synes, det er en skidt idé.

14 prominente politiske analytikere fra den danske presse har dannet et fælles netværk. Berlingskes Thomas Larsen synes, det er en skidt idé.

Med den tv-kendte kok Nikolaj Kirk som kulinarisk ankermand samles en perlerække af politiske kommentatorer på fredag for første gang i et nyt fælles netværk. Til en kuvertpris på 750 kroner vil 14 af pressens fremmeste analytikere af dansk politik spise middag sammen – og som "special guest star" deltager statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det skriver Avisen.dk.

Blandt initiativtagerne er Lars Trier Mogensen, der er redaktør for dagbladet Politikens lederkollegium. Han ser fredagens netværksmøde som et sidestykke til det årlige middagsselskab i Tivoli for chefredaktørerne, hvor statsministeren og oppositionens leder begge holder taler.
"Dette er mere fokuseret, og det er sjovt at have statsministeren med, for alt andet lige er det jo ham, der tegner den kommende sæson," siger Lars Trier Mogensen til Avisen.dk.

Listen over deltagere i netværket tæller kommentatorer fra de fleste store landsdækkende medier, men Berlingske Tidende glimrer ved sit fravær. I Pilestræde har avisens politiske redaktør, Thomas Larsen, nemlig sagt nej tak til at være med, fordi han ikke bryder sig om konceptet.
"Jeg synes, det er en dårlig ide. Kommentatorer skal ikke danne netværk eller loger – tværtimod er deres fornemmeste opgave at afsøge virkeligheden og så danne deres egne analyser," forklarer Thomas Larsen.

Lars Trier Mogensen fra Politiken har dog svært ved at se, at der er noget odiøst i, at netværket samles.
"Der er intet lyssky ved, at folk, der har det til fælles, at de er politiske kommentatorer, mødes. Det er en rolle, der er kommet for at blive og det er de mest aktive politiske kommentatorer, der deltager. Og mange af dem, der kommer, er jo konkurrenter til daglig – så det er ikke indspist. Tværtimod," siger Lars Trier Mogensen til Avisen.dk.

1 Kommentar

Katrine Andersen
6. JANUAR 2010
Re: Kommentator-inderkreds spiser middag med Løkke

Ifølge den liste der er opgivet inde hos mediawatch, så er det ikke kun Berlingske der glimrer ved sit fravær.

 Jyllandsposten og Weekendavisen (og muligvis Børsen) er heller ikke med.

 Så det er vist mest et middagsselskab for venstrefløjsmedierne; Politiken, EB, DR, Information - og så måske et par enkelte alibier for at fremstå som en bred gruppe.