Er der dog noget så herligt som et valg?
Som autoriseret dansk valgforsker har det været skønt sådan at kunne deltage aktivt i en politisk proces og så endda gøre det helt uden at være valgt til noget eller skulle søge genvalg.
Man kan vejlede politikerne. Man kan forklare de sværeste og særeste ting for de knap så vidende masser. Ja, de fremmeste af os kan endda få lejlighed til at give karakterer til politikerne og fortælle dem, at de ser forkerte ud og siger alt det forkerte.
Man kan godt en gang imellem i en stille og eftertænksom stund undre sig over, hvorfor vi pludselig er blevet så moderne og betydningsfulde. For ganske få år siden var der ikke nær så mange om budet.
Som regel klarede man sig – i øvrigt ganske udmærket – med at spørge Tage Kaarsted. Der gik faktisk mange år, førend ordet ‘valgforsker' vandt indpas i sproget. I min grønne retskrivningsordbog fra 1986 går man fra ordet ‘valgforbund' over ‘valgfri' til ‘valgfusk'. Ingen ‘valgforsker' her! Efter de seneste valg ser det imidlertid ud til at valgforskeren er kommet for at blive.

***
Kort fortalt er en valgforsker ikke nødvendigvis en person, der forsker i valg. De fleste danske valgforskere bruger kun en beskeden del af deres forskningstid på valg og vælgere, og af heltidsforskere på området har man kun en lille håndfuld. Man behøver såmænd end ikke at være aktiv forsker for at opnå betegnelsen. Det er fuldt tilstrækkeligt, at man bliver kaldt sådan af en journalist. Så lidt skal der faktisk til for at blive valgforsker i dette land. Det er næsten som i min barndom, da mangen en journalist lod sig titulere redaktør, for det gav jo bedre kredit hos købmanden.

***
Valgforskeren er en person, der bliver tilkaldt eller ringet op, når fortravlede – eller mageligt anlagte – journalister har brug for lidt almenviden. Eller lidt fyld. For eksempel i den døde tid mellem valgstedernes lukning og den første landsprognose.
Journalisten kan også have brug for lidt autoritativ opbakning til en historie, som han for længst har skrevet.
Vox-pop er som bekendt en risikofri journalistisk teknik for de dovne og de knap så vidende, og som sådan ikke det fineste man har inden for faget. Men når den bliver gjort akademisk gennem enqueter med indtil flere valgforskere, så er det straks meget bedre.
I vore dage har den politiske journalist derfor altid en telefonliste med navne på villige valgforskere liggende inden for rækkevidde. Kun de virkelig gode kan klare sig uden.
Og vi valgforskere har vist sig at være taknemmelige redskaber i journalisternes hænder.
Vi svarer beredvilligt dag og nat, og vi gør det, enten det er den berømte studievært fra tv, der ringer eller yngste praktikant på købstadens overlevende avis.
Nogle af os byder sig såmænd selv til. Og glade er de fleste af os i hvert fald for at gøre tjeneste i døgnets rejsestald.

***
Sat en anelse på spidsen er der mellem journalister og valgforskere lige så stille opstået et indforstået broderskab. Mellem to grupper, der hver for sig er svage og som kan støtte hinanden. Zoologerne kalder den slags samliv for en symbiose. Et samliv til gavn for begge parter.
Journalisten får et indslag eller en artikel hjem i kassen. Han får uden større besvær og risiko produceret den rigtige mening.
Valgforskeren får også noget, om end det er mindre håndgribeligt. Folkets anerkendelse, ja, ligefrem berømmelse i dagligdagen kan valgforskerens formidling af forskningsresultater, baggrundsviden og rene banaliteter føre med sig. Og så har vi her set helt bort fra honorarmulighederne. Der bør jo helst ikke være penge mellem pressens gentlemen og den frie forsker, vel?

***
Mon ikke pressens og universiteternes folk burde overveje, om de bruger hinanden rigtigt? Måske misbruger de endda hinanden? Bør man ikke overveje at udøve lidt selvjustits inden for egne rækker? Journalisternes såvel som valgforskernes.
Hvad med at udøve lidt selvransagelse og lidt selvdisciplin, mens vi afventer det næste symbiotiske træf i maj måned?

Mogens N. Pedersen er professor i statskundskab, ved Odense Universitet.