Folk vil hellere have ondt i skulderen end gå til fysioterapeut – de er bange for at virke svage. Sådan lyder meldingen fra en nu forhenværende sikkerheds-repræsentant, der opfordrer DJ til at give sikkerhedsarbejdet status.

Der ligger en udfordring for Dansk Journalistforbund i at få defineret og markedsført rollen som sikkerhedsrepræsentant helt præcist og slagkraftigt. S-repræsentanten har lavstatus i tillidsmands-organisationen – og endnu værre – ude på arbejdspladserne.
Mange kolleger har aldrig forstået, at det kræver et stærkt samspil og opbakning at få sikkerhedskravene igennem over for ledere, som aldrig rigtig har kunnet definere – og måske derfor respektere – rollen som sikkerhedsrepræsentant.
Inden for dagbladene, som jeg kender bedst efter otte år som sikkerhedsrepræsentant, opfattes man ofte som en generende modpart, der ingen kompetence har og derfor ikke bør trækkes ind i beslutningsprocesser. Men derimod godt kan hægtes af, hvilket aldrig ville ske for en tillidsmand. Det ville i hvert fald medføre chokbølger op gennem forbundshierarkiet.

To forslag
Omkring det fysiske arbejdsmiljø har der været turbo på med hensyn til indførelse af den nye teknik. Men der er en tendens til, at ledelsen kører hen over sikkerhedsrepræsentanten og følger den slagne landevej via tillidsmanden.
DJs mand/kvinde i systemet er simpelthen ikke betydningsfuld nok, når forbundet forsømmer at løfte dette vigtige job »op i systemet«.
Det får mig til at stille nogle helt konkrete forslag til hovedbestyrelsen om ændringer af DJs love:

1. Sikkerhedsrepræsentanten skal vælges som et integreret medlem af medarbejderforeningens bestyrelse – og have status som næstformand. Så er tillidsmanden og S-repræsentanten tvunget til at arbejde tæt sammen.

2. Der skal rekrutteres mindst ét medlem fra S-repræsentanternes kreds til hovedbestyrelsen. Personen skal være bindeled og sikre, at sikkerhedsarbejdet er i fokus og sættes på dagsordenen, når det er relevant.

Et nøgleord i det gode arbejdsmiljø er nemlig dialog. Det kan godt lade sig gøre at samarbejde uden enighed, bare man ved, hvad man er enige og uenige om. Men taler man ikke sammen, så kender ledelse og sikkerhedsrepræsentant ikke hinandens standpunkter og ved ikke, hvordan uenigheder skal tackles.
Ofte mangler man som sikkerhedsrepræsentant nogen at spille bolden op imod. Man bliver let en ensom figur. Derfor kan problematikken overføres til trekanten: Forbundet, kollegerne og ledelsen. Mere klarhed om rollen fra forbundet skaber større samarbejde fra kollegernes side og i den sidste ende forståelse fra ledelsens side.

Psyken vigtig
De kommende års store udfordring på S-repræsentantens bord er det psykiske arbejdsmiljø.
Jeg har ikke selv nået at få så mange erfaringer med det psykiske arbejdsmiljø – som er en hel anden uhåndterlig og udefinerlig størrelse end det fysiske – men jeg kan bestemt se nogle skyer i horisonten. De er fulgt i kølvandet af den ny teknik, som på en udefinerlig måde sætter sit præg, blandt andet med en ny form for klasseskel på redaktionerne.
I grove træk kan billedet se sådan ud: De »fine« er redaktionssekretærerne i sekretariatet, som qua deres nye og strammere arbejdsvilkår får lov at indføre nye rutiner, afleveringstider og -frister, som også påvirker de skrivendes hverdag.
Samtidig er redaktionssekretærerne blevet meget mere pressede og stressede, hvilket i det daglige let smitter af på kvaliteten i omgangstone og adfærd. Kritikken af hinanden, snakken, sladderen og den generelle utilfredshed, breder sig på gangene. Det er svært at finde en fælles fjende, men den gode ånd er smuttet. Det gør mere og mere ondt i skulderen, nakken, håndleddet og psyken og humøret hos »de fine«. Hvad gør man?
Man kan da i hvert fald gribe fat i det konkrete og henvise folk til behandling hos en fysioterapeut, som kan frekventeres gratis efter lægehenvisning, takket være en møjsommelig forhandling om en aftale med arbejdspladsen.
Men hvad hjælper det, når kollegerne hellere vil holde pinen ud end gå til behandling. Fordi behandling er et signal om svaghed!

Spot på arbejdsmiljø
Meget ville have været lettere, hvis Journalistforbundet på topplan havde brugt »muskler« på at forklare og forlange af modparten, at indførelsen af en generel fysioterapiordning pinedød er nødvendig i vores branche.
I det hele taget burde forbundet for længst have sat spot på begrebet arbejdsmiljø, for eksempel under en række fyraftensmøder ude på arbejdspladserne. Hvor referenten fra vores fagblad, JOURNALISTEN, selvfølgelig møder op og laver reportage, så den ene arbejdsplads og sikkerhedsrepræsentant kan lære af den anden.
Men det er også alfa og omega for resultatet, at S-repræsentanten har et sæt spilleregler at arbejde ud fra i enkeltsager:
– Hvordan man får en god fysioterapeut-ordning, som folk vil bruge?
– Hvad er de 10 vigtigste krav omkring indførelse af ny teknik? Ofte driver engagementet værket. Men det skal helst ikke gå sådan, som kollegerne på en arbejdsplads oplevede, da en sikkerhedsrepræsentant sagde fra med den melding, at nu havde han fået arbejdsvilkårene på plads i sin afdeling, så dermed var hans interesse for jobbet udtømt.
Sikkerhedsarbejdet er alles sag. Det er en størrelse, der kræver status. Og det er DJs fornemste sag at påvirke sine medlemmer til at forstå, at det er hjælp til selvhjælp.