search

Kommentar: Kameraets blinde vinkel

Det hjælper ikke på retsbeskyttelsen at slæbe tv og radio ind i retssalene. Det er ikke der, afsløringer af fejl og mangler i efterforskningen kommer frem. Tv i retten kan måske give et billede af en tåre eller et forvredet ansigtsudtryk, men det giver ikke åbenhed. Det er rets- dokumenterne, pressen skal have adgang til.

Det hjælper ikke på retsbeskyttelsen at slæbe tv og radio ind i retssalene. Det er ikke der, afsløringer af fejl og mangler i efterforskningen kommer frem. Tv i retten kan måske give et billede af en tåre eller et forvredet ansigtsudtryk, men det giver ikke åbenhed. Det er rets- dokumenterne, pressen skal have adgang til.

På et tidspunkt var jeg med til at lave en tv-dokumentar for TV 2 om en drabssag, hvor en ung pige og en ung mand begge var blevet dømt for et mord på en pensionist på Amager.
Vi havde hele domsudskriftet, en del af politirapporterne, vi talte med den ene af de dømte – pigen – og de vidner, som politiet havde talt med, og vi talte med forsvarer, anklager, dommer og sågar størstedelen af nævningene.
Selvfølgelig ville vi da godt have haft nogle billeder fra selve retssagen til at peppe det hele op med, men vi manglede dem ikke for at fortælle historien. Billederne var på ingen måde livsnødvendige for at fortælle historien. Vi lavede billeder fra den tomme retssal, vi rekonstruerede dele af forbrydelsen og havde de interview, vi behøvede.
Det, vi manglede, var i virkeligheden væsentlige dokumenter fra politiet. Og de dokumenter, vi havde, var alle nogle, vi havde fået uden om domstolene og politiet, da vi ikke havde lovlig adgang til dem.

***
Enhver kriminalreporter ved, at billederne eller lyden fra retssager sjældent er interessante i sig selv. Der er ikke så meget dramatik i de danske retssale, og selve retshandlingen er ofte nøgtern – grænsende til det strengt juridiske. Af samme årsag er tilhørerpladserne i de danske retssale ikke overrendt. I de fleste tilfælde fungerer den dømmende magt uden tilskuere og uden kontrol fra den fjerde statsmagt – journalisterne. Men journalisterne har i de fleste tilfælde muligheden. Selv om der kan være besvær med både politiet og domstolene.
For selvom grundlovens paragraf 65 lover, at »i retsplejen gennemføres offentlighed (…) i videst mulige omfang«, så bliver lovens ånd ikke overholdt af hverken domstolene eller politiet. Og her er de virkelige problemer for journalisterne, og de problemer vil ikke være løst med tv og radio i rettens sale.
En af de mest absurde situationer er, at hos de strengeste af dommerne kan journalisterne ikke få udleveret anklageskriftet.
Jeg har siddet i Helsingør Ret og forsøgt at få et referat skrevet ned i lynets hast, men da jeg ikke fik alle paragrafferne med, spurgte jeg bagefter dommeren, om jeg måtte se anklageskriftet. Han sagde nej og henviste mig til kontoret, som heller ikke ville udlevere anklageskriftet, selvom jeg kom lige ovre fra retssalen. »Jeg havde ingen retlig interesse« var begrundelsen for afslaget. I følge dommerne har medierne som udgangspunkt ikke en »retlig interesse« i retssagerne.
Prøv lige at tygge på den. Dommerne har besluttet, at journalister ikke bør have hjælp til at få indblik i (læs: rode op i), hvad der foregår hos politiet og i retssalene.
Det samme problem opstår, når man som journalist sidder til en retssag, og der cirkulerer bilag mellem forsvarer, anklager og dommer. Den slags bilag er også svære at få fat på.
I landsretterne er der dog større velvilje, især i Vestre Landsret i Viborg. For nylig skulle jeg dykke ned i en gammel sag fra Østre Landsret, men jeg kunne ikke få domsudskriftet fra Østre Landsret. »Jeg kunne bare have været i retssalen dengang og taget referat« var beskeden.

***
Og hvis det drejer sig om at se bilag til retssagerne, politiafhøringer, tekniske undersøgelser og så videre, så er det næsten umuligt – ad lovlig vej. Her er der offentlighed »i mindst mulige omfang«.
Så hvis den fjerde statsmagt – medierne – skal kun-ne udføre deres kontrollerende virksomhed, så er det nødvendigt med velvillige politifolk, gode venner hos anklageren eller forsvarsadvokater med is i maven, der tør udlevere papirer til en journalist. Men det kan ikke være meningen, at offentligheden i retssystemet skal være baseret på »venlige kilder« og »vennetjenester«.
I forbindelse med en DR-radio-montage om en gammel mordsag mod en ejendomsmægler forsøgte jeg for nylig at få lov til at se politiets materiale, som de havde fremlagt i retten. »Du har ikke ret til at se en skid, og det ved du godt« var nogenlunde ordret den besked, jeg fik fra kriminalassistenten hos Lyngby Politi.

***
Journalisternes adgang til at kontrollere den dømmende magt og hermed også den politiefterforskning, der ligger til grund for dommene, er stadig for ringe.
Men det hjælper os ikke, at vi pludselig kan slæbe tv og radio med ind i retssalene. Det er ikke der, at vi kan afsløre eller påvise fejl og mangler i efterforskningen hos politiet.
Vi kan måske få et billede af en tåre eller et forvredet ansigtsudtryk.
Det er især tv-mediets styrke, at det kan skabe stærke følelses-oplevelser hos seerne, og derfor vil man selvfølgelig kun bringe de stærke billeder fra retssagerne.
Tv kan ikke medvirke til større rets-beskyttelse eller kontrol af domstolene blot ved deres tilstedeværelse. Vidner og tiltalte kan blive skræmte, men bevisførelsen ændres næppe væsentligt, fordi tv er til stede.
Ifølge det nuværende lovforslag, så bør tv og radio have lov til at transmittere principielle og historiske retssager, og det kan jeg kun glædes over. Der er brug for større offentlighed ved retssager, og jeg kan sagtens se en »Færøbank-sag«, »Tamil-sag« eller »EU & Grundloven-sag" på tv.
Men ligesom tv-transmissioner fra Folketinget ikke nødvendigvis giver større kontrol med den lovgivende og udøvende magt, så tror jeg heller ikke, at tv-transmissioner giver større kontrol over den dømmende magt og politiet.

***
Hvis tv, radio og fotografer bliver lukket ind til kriminal-retssager, så er der derimod risiko for, at konkurrencen mellem medierne kommer til at stå i retssalene. I forvejen er kriminalstoffet godt stof i medierne. TV 2's politimagasin »Station 2« ligger for øjeblikket på andenpladsen på tv's Top Ti, og både Ekstra Bladet og B.T. har i årevis konkurreret om kriminalstoffet. Og her tages der ikke hensyn til om en tiltalt eller sigtet bliver nævnt ved fuldt navn, eller om vi ser hans eller hendes ansigt. Spørg bare en plejehjemsassistent fra Plejebo eller en livrist fra Sorø.
I stedet for at give ammunition til den konkurrence vil jeg hellere have bedre adgang til at kontrollere den dømmende magt. Fuld offentlighed omkring alle dokumenter, der fremlægges i en retssag, bør være den måde som grundlovens paragraf 65 om »offentlighed i retsplejen« skal gennemføres på.
Også for tv- og radiojournalister.

Claus Vittus er freelancejournalist i Danmarks Radio.

Denne kommentar har været bragt i Berlingske Tidende den 13. februar 1998.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen