Privatfoto
Kort efter angrebet på Charlie Hebdo opstod der debat i Storbritannien om BBC’s politik om så vidt muligt at undgå ordet ’terror’ og ’terrorist’ i sin dækning. Ordet er blevet for ladet til, at det giver mening at bruge journalistisk, lyder argumentet. I sprogpolitikken står derfor, at journalister først og fremmest skal beskrive i konkreter: En pistolmand dræbte to uskyldige i et politisk motiveret angreb, eksempelvis. Ræsonnementet er, at læseren selv gør slutsatsen om uhyrligheden, mens BBC kun viderebringer fakta. Terror er en individuel oplevelse.
Helt ærligt: Jeg forstod det ikke helt. Selvfølgelig er det terror, når to mænd ubarmhjertigt dræber 12 og sårer 11 på et satiremagasin ud fra en religiøs overbevisning. Vi skulle helst ikke diskutere andet.
Men så skete angrebene i København. ’Terror i Danmark’ blev breaking news, og med det fulgte alle de associationer, som har tumlet rundt i vores hjernebaner i årevis: Militante islamister, jihad-råb, mørke kræfter, dem og os, hoveder, der ruller ud ad vinduerne på Rådhuspladsen, og et land og en livsførelse i undtagelsestilstand.
På sin forside skrev JP om ’en ny slags krig’, politikere var vrede og græd på live-tv, franskmænd kaldte sig danskere i solidaritet. Obama ringede over Atlanten til statsministeren og tilbød sin hjælp til det danske folk. Nu skulle vi stå sammen.
”Gud fri mig vel, sikke en forestilling”, skrev en facebookbruger punkterende som kommentar, da DR Nyheder opfordrede til at tænde et virtuelt mindelys på sin side med hashtagget #vimindes.
Reaktionen blev en reaktion på den terror, vi har frygtet i mere end et årti. Men blev det en reaktion på virkeligheden?
I en dækning, der med rette bliver rost for at holde sig til fakta, har dygtige journalister også forsøgt at beskrive gerningsmanden og de huller i retsvæsenets opfølgningssystem, der betød, at han kunne udføre sin vanvittige gerning. Fakta peger mere på en ungdomskriminel, der fandt sin sidste mening i livet i en YouTube-videos totalitære budskab og derfor på egen hånd i et amatøragtigt copy cat-angreb dræbte to uskyldige. Det peger mest på en integrations- og bandeindsats, der har slået slemt fejl i et hjørne af Danmark. Et problem, vi kender.
Det gør ikke mordene mindre uhyggelige. Det er lige så uhyggeligt, som når en mand slår sin partner og eventuelle børn ihjel, hvilket sker cirka seks gange om året.
Diplomatiet i FN er aldrig lykkedes med at finde en definition på terror, men det bruges stadig mere hyppigt. I Danmark er terror blevet brugt til at legitimere to krige, en terror-paragraf, mere kontrol og strammere udlændingepolitik. I Mellemøsten sender Islamisk Stat deres klamme videoer ud som et varsel om, hvad vi har i vente – og vi gyser. Terroren har fået et narrativ om dem og os og om en trussel derude af ukendte mørke kræfter, vi skal være bange for.
Fortjente utilpassede Omars feje hate crime at indskrive sig i det? Var det ikke det, han ville?
I nyhedsdækningen stræber vi mod at være så præcise og neutrale som muligt. Skyggede det lille ord for substansen, vores konkreter og fakta, og fordrejede historien, uden at vi opdagede det? Og grummest af alt: Har vi dermed ladet terroren slå sin rod?
Gid, det kan afhjælpes med en sprogpolitik printet i A4.
Læs BBC’s sprogpolitik til brug af ordet terror: http://www.bbc.co.uk/editorialguidelines/page/guidance-reporting-terrorism-full
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej. Jeg er blevet klogere af at læse Carsten Bagge Laustens lille bog om TERROR udgivet af AArhus universitet i deres serie kaldet tænkepauser. Bare alle og i hvert fald journalister ville tage sig tid til at reflektere lidt over denne lille perle på 60 sider. Den koster 40 kr. i boghandel men kan vist også fås fra universitetet. GOD LÆSELYST ! og så har vi da en base at debattere ud fra.
Hej alle,
Egentlig pointerer jeres kommentarer meget godt, at 'terror' er subjektivt og desuden ladet med politisk symbolik. Så mit egentlige spørgsmål er, om det er et ord, der egner sig i vores journalistiske arbejde, hvor vi stræber efter at være så præcise i beskrivelsen af virkeligheden som muligt.
Det er en diskussion, jeg synes, der er værd at tage, og derfor spørger jeg. Min egen holdning er ikke hugget i sten - endnu.
MVH Susanne
Nu sidder jeg helt ovre i det mørke Jylland og kigger lidt på dækningen af de forfærdelige hændelser forrige weekend. Ja, det var forfærdeligt og nej, jeg håber ikke, at andre skal opleve, at miste deres nære ved nedskydning en tilfældig lørdag.
Men det er da ikke sådan, at jeg på bagkant føler, at min ytringsfrihed er truet, at jeg er bange for at bevæge mig rundt eller noget tilsvarende. Havde det faktisk fint med at gå lidt rundt i København efter et møde i hovedstaden i dag.
I mine øjne var Omar blot en utilpasset ung anden generationsindvandrer, der var træt af livet - måske specielt fordi ikke engang bandemiljøet ville have ham. Han valgte så at få følgeskab i døden af to uskyldige borgere, hvilket er meningsløst og forfærdeligt.
Men terror - nej.
Ja. Svaret er ja. Hvis dit spørgsmål - var det terror? - overhovedet kaldte på et svar og ikke skulle forstås som et retorisk et af slagsen, hvor man dølger en holdning i journalistikkens fornemmeste klæde, spørgsmålet. Selvfølgelig var det terror. Det er rigtigt, at terror-begrebet ikke har én entydig definition, men det er jo langt fra det samme som, at man ikke kan bruge begrebet terror. Når en jøde bliver dræbt, fordi han er jøde, er det en trusselserklæring mod enhver jøde og en intimidering alles frihedsret til at dyrke sin religion (eller ingen religion). Og når en almindelig borger bliver skudt, fordi han deltager i et et debatmøde, er det en trussel mod enhver borgers ret til fri forsamling. Terroren sigter, som det er blevet sagt, ikke så meget på de enkelte dræbte, men på drabenes effekt på alle andre. Og terror har altid været et kampmiddel, som den militært underlegne bruger for at forandre magtforholdene i et samfund. I et demokratisk samfund er det borgerne, der 'har magten', hvorfor det selvfølgelig langt fra er et tilfælde, at antidemokratiske kræfter angriber det fundament, borgerne står på for at kunne udøve deres magt, nemlig offentligheden oppebåret ved bl.a. forsamlings-, ytrings- og religionsfriheden. Det er det, der gør terrordrab anerledes end de drab, du omtaler. Og det var det 'projekt', Omar El-Hussein meldte sig ind i forrige weekend. Er historien om ham også, at han formodentlig var en rodløs ung, der allerede havde vendt samfundet ryggen ved at søge optagelse i bandemiljøet på Nørrebro, at han ikke havde fundet en almindelig vej til social anerkendelse og med ressentimentet bankende i brystet var let for islamistiske imamer at forvandle til en fuldblods jihadist? Ja, det er det sikkert. Men det ændrer ikke på, at hans handling var terroristisk. Hvis nullerne var tiden, hvor postmoderne tanker om sprogets betydning for, hvordan vi opfatter virkeligheden, blev mainstream, og alle og enhver kunne udpege politikerspin eller storytelling i Arlas mejeriprodukter, må det nu være tid til at indse, at sproget ikke er en tryllestav, hvor man bare ved at kalde tingene noget andet, kan ændre dem. Terror er ikke et narrativ - terror er vold med døden og borgere, der tænker sig om en ekstra gang, inden de går ud i offentligheden, til følge. Derfor skal aviser og andre medier selvfølgelig kalde det terror.