Kommentar: ”Gud fri mig vel, sikke en forestilling”

Pistolmandens drab af to uskyldige er uhyggeligt. Lige så uhyggeligt, som når en mand slår sin partner og eventuelle børn ihjel, hvilket sker cirka seks gange om året. Men er det terror? spørger journalist Susanne Junker


Privatfoto

Kort efter angrebet på Charlie Hebdo opstod der debat i Storbritannien om BBC’s politik om så vidt muligt at undgå ordet ’terror’ og ’terrorist’ i sin dækning. Ordet er blevet for ladet til, at det giver mening at bruge journalistisk, lyder argumentet. I sprogpolitikken står derfor, at journalister først og fremmest skal beskrive i konkreter: En pistolmand dræbte to uskyldige i et politisk motiveret angreb, eksempelvis. Ræsonnementet er, at læseren selv gør slutsatsen om uhyrligheden, mens BBC kun viderebringer fakta. Terror er en individuel oplevelse.

Helt ærligt: Jeg forstod det ikke helt. Selvfølgelig er det terror, når to mænd ubarmhjertigt dræber 12 og sårer 11 på et satiremagasin ud fra en religiøs overbevisning. Vi skulle helst ikke diskutere andet. 

Men så skete angrebene i København. ’Terror i Danmark’ blev breaking news, og med det fulgte alle de associationer, som har tumlet rundt i vores hjernebaner i årevis: Militante islamister, jihad-råb, mørke kræfter, dem og os, hoveder, der ruller ud ad vinduerne på Rådhuspladsen, og et land og en livsførelse i undtagelsestilstand.

På sin forside skrev JP om ’en ny slags krig’, politikere var vrede og græd på live-tv, franskmænd kaldte sig danskere i solidaritet. Obama ringede over Atlanten til statsministeren og tilbød sin hjælp til det danske folk. Nu skulle vi stå sammen.
”Gud fri mig vel, sikke en forestilling”, skrev en facebookbruger punkterende som kommentar, da DR Nyheder opfordrede til at tænde et virtuelt mindelys på sin side med hashtagget #vimindes.

Reaktionen blev en reaktion på den terror, vi har frygtet i mere end et årti. Men blev det en reaktion på virkeligheden?

I en dækning, der med rette bliver rost for at holde sig til fakta, har dygtige journalister også forsøgt at beskrive gerningsmanden og de huller i retsvæsenets opfølgningssystem, der betød, at han kunne udføre sin vanvittige gerning. Fakta peger mere på en ungdomskriminel, der fandt sin sidste mening i livet i en YouTube-videos totalitære budskab og derfor på egen hånd i et amatøragtigt copy cat-angreb dræbte to uskyldige. Det peger mest på en integrations- og bandeindsats, der har slået slemt fejl i et hjørne af Danmark. Et problem, vi kender.

Det gør ikke mordene mindre uhyggelige. Det er lige så uhyggeligt, som når en mand slår sin partner og eventuelle børn ihjel, hvilket sker cirka seks gange om året.

Diplomatiet i FN er aldrig lykkedes med at finde en definition på terror, men det bruges stadig mere hyppigt. I Danmark er terror blevet brugt til at legitimere to krige, en terror-paragraf, mere kontrol og strammere udlændingepolitik. I Mellemøsten sender Islamisk Stat deres klamme videoer ud som et varsel om, hvad vi har i vente – og vi gyser. Terroren har fået et narrativ om dem og os og om en trussel derude af ukendte mørke kræfter, vi skal være bange for.

Fortjente utilpassede Omars feje hate crime at indskrive sig i det? Var det ikke det, han ville?

I nyhedsdækningen stræber vi mod at være så præcise og neutrale som muligt. Skyggede det lille ord for substansen, vores konkreter og fakta, og fordrejede historien, uden at vi opdagede det? Og grummest af alt: Har vi dermed ladet terroren slå sin rod?

Gid, det kan afhjælpes med en sprogpolitik printet i A4.

Læs BBC’s sprogpolitik til brug af ordet terror: http://www.bbc.co.uk/editorialguidelines/page/guidance-reporting-terrorism-full