Af Bent Skougaard- Jørgensen

Der er ikke noget specielt morsomt ved at være langtidsledig. Men det kræver en stor portion humor at overleve, når ens A-kasse anstrenger sig for at gøre det sværere at overleve som menneske. Jo, det er Journalisternes Arbejdsløshedskasse, jeg taler om. Den A-kasse, der skulle gøre det nemmere at være ledig. Måske burde den tage navneforandring til arbejdsløsagtighedskassen … Et kort overblik over tre års oplevelser med kassen: For tre år siden – lige før jeg fyldte 60 år – fik jeg en meddelelse fra A-kassen om, at jeg ville blive tvunget på efterløn på mindstesatsen, når jeg blev 60. Det var en streg i regningen, fordi det betød, at jeg ville miste et par tusinde om måneden. Nok til, at jeg ikke havde råd til at blive boende, og huset blev sat til salg. Det blev heldigvis ikke solgt, for senere skrev A-kassen til mig igen, at det faktisk først var tre år senere – når jeg blev 63 år – at jeg skulle på efterløn. En kommunikationsfejl, der kostede mig 6.000 kr. i boligannoncer. Året efter i 1996 fik jeg et godt tilbud på en billig flyrejse med alt betalt for 1000 kr. Jeg søgte A-kassen om ferie og feriedagpenge, men pengene kom ikke ind på kontoen til tiden. Og sådan en fattig arbejdsløs som jeg, som på det tidspunkt slæbte rundt på en stor gæld, kan ikke få lov til at trække over i banken, så jeg måtte blive hjemme. Absurd nok gentager episoden sig året efter, hvor A-kassen igen ikke præcist kan meddele mig, hvornår jeg kan stå med pengene i hånden. Og begge gange har jeg, ud over at skulle undvære en ferie, jeg havde glædet mig til, skuffet min rejsekammerat, som så måtte rejse alene. Sidst meddelte A-kassen mig i efteråret 1997, at jeg blev tvunget på efterløn den 24. januar i år og oplyste samtdig »Hvis du var lønmodtager i 1978-79, har du penge til gode hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond«. Uden forbehold af nogen art. Først flere måneder senere fik jeg oplyst, det var en and. Men da havde jeg brugt ca. 8.000 kr. på forventet efterbevilling til de første julegaver og julefamiliefest i årevis, idet jeg netop havde afsluttet en gældssanering over fem år, hvor jeg hver måned skulle betale ca. halvdelen af de udbetalte dagpenge til kreditorer. Mit medlemskab af Journalisternes Arbejdsløsagtighedskasse har over tre år kostet mig mange tusinde kroner. Så hvis nogen ser mig vandre rundt og hænge med mulen, er det kun fordi muleposen er tom. Det er slemt nok i forvejen at være langtidsledig og i gældssanering samtidig. A-kassen behøver slet ikke at komme med den slags små julelege. For et par år siden lavede A-kassen en fejl i millionklassen over for 15 journalister fra Politikens Hus. En million som forbundet betalte. Men en så stor gruppe kan naturligvis også råbe højere end et enkelt fynsk, 63-årigt medlem. Men det er da rart, at de er så menneskelige i A-kassen. Ellers kunne de jo ikke fejle. Men fejlene gør det endnu sværere at være ledig. Bent Skougaard-Jørgensen er medlem af bestyrelsen af Kreds Fyn og kredsens beskæftigelses-ansvarlige.