search

Komikere kan for alvor flytte noget i folk

»Lykken for mig er, når jeg for eksempel sidder i studiekontrollen og kigger på alle skærmene, lige før vi går på med "Vild med dans", og de første 15-20 sekunder bare går som smurt.«

»Lykken for mig er, når jeg for eksempel sidder i studiekontrollen og kigger på alle skærmene, lige før vi går på med "Vild med dans", og de første 15-20 sekunder bare går som smurt.«

Karen Boel Thomsen, 47, skifter fra underholdningsredaktør på TV 2
til underholdnings- og comedy-producent hos Mastiff.

Hvad er succes for dig?
Jeg har aldrig drømt om Oscar-taler eller været ambitiøs i retning af de mere klassisk hårdtslående programmer, hvor man afslører en skurk. Der passer jeg ikke ind. Lykken for mig er, når jeg for eksempel sidder i studiekontrollen og kigger på alle skærmene, lige før vi går på med "Vild med dans", og de første 15-20 sekunder bare går som smurt. Det kan jeg stadig blive helt rørt over. Det er en fantastisk kropslig fornemmelse. Man er helt høj. Vi er over 100 mennesker med til at lave programmet. Det er en kæmpe maskine, som skal fungere i alle led. At se, når det hele spiller i den her kæmpe maskine, er virkelig succes.

Du var producent på Mastiff, inden du blev underholdningsredaktør på TV 2. Hvorfor vender du tilbage?
Jeg har været rigtig glad for at være på TV 2. Men som producent er man holdspiller, og som redaktør er man dommer. Jeg savnede det første. Som producent er du også med til at sætte hold og fordele økonomien, samtidig med at du har daglig indflydelse på indhold og form – alt sammen noget, jeg fandt ud af, netop er det, jeg brænder for.

Er comedy ikke en lidt letbenet genre?
Jeg har endnu til gode at møde en dårligt begavet komiker. De er grundlæggende ret alvorlige mennesker med noget på hjerte. Comedy kan noget helt centralt, nemlig at tage fat om nogle fordomme og åbne publikum med humor. Komikere kan for alvor flytte noget i folk.

Hvad synes du er god underholdning?
Det er tv, som går i nervesystemet. Når det ikke kun er flotte farver til øjet, men også følelser til maven. Folk skal helst grine, råbe og græde ude i stuerne. Seerne skal blive rørt på en eller anden måde.

Hvad for noget tv ser du hjemme i privaten?
Alle genrer! Jeg vil gerne følge med i alt, hvad der er nyt. Det er desværre til at overkomme for tiden.

Hvad bliver "det nye" inden for underholdningsbranchen?
Jeg tror, at vi skal satse på karakterdrevne programmer, hvor det ikke er så vigtigt, hvad hovedpersonen foretager sig, men at "driveren" har et stort personligt engagement. Originale folk á la Gordon Ramsay, Jamie Oliver og Simon Cowell kan engagere os, uanset hvad de laver, fordi deres tilstedeværelse er så stærk, og de bruger sig selv.

Hvad er den største forskel på tv-branchen for 20 år siden og i dag?
Dengang var vi ikke klar over, hvor svært det egentlig var at lave godt fjernsyn. Vi gjorde det bare. Det er lidt ligesom brumlebien, der kun kan flyve, fordi den ikke er klar over, at det er fysisk umuligt. Som sådan var vi befriet for den angst, der fylder lidt for meget nu. Ungdommens overmod og usårlighed har forladt os og er blevet erstattet af en mere moden og velovervejet strategisk tankegang. Det har klart sine fordele, men jeg tror, det ville klæde os alle sammen at stole lidt mere på vores mavefornemmelser.

CV: Begyndte i lære som produktionsassistent på Kanal 2 i 1986. Har siden været
producent på Metronome, DR, Nordisk Film og TV 2. Har blandt andet lavet Vild med dans, store indsamlingshows, De fede trin, Tak for i aften og Comedy Kuren.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen