Kometen

Det hele begyndte med mobiltelefoner.

Det hele begyndte med mobiltelefoner.

Svenske Jan Hugo Stenbeck er en trind mand omkring de 60 med en meget lidt børsnoteret frisure. I firserne øjnede han guld i mobiltelefoner. Satellitten, som satte de nymodens telefoner i forbindelse med omverdenen, havde ledig sendeplads, og nytårsaften 1987 gik satellitkanalen TV 3 i luften.

Siden er tv-stationen vokset til Modern Times Group. Jan Stenbeck er bestyrelsesformand og aktionær i MTG og i den enorme svenske Kinnevik-koncern, der står bag alt fra tv til skovbrug, landbrug og luftfart.

Koncerninformationschef Niels Jørgen Langkilde kalder Stenbeck en rigtig igangsætter:

"Hver gang han har sat noget i gang, og det kører godt, går han på børsen og får penge til næste projekt. Hans historie er én lang rad af børsintroduktioner."
Det er da også børssprog snarere end programpolitik, der præger MTGs årsberetning:

"MTGs forretningside er at være bedst til at kapitalisere de forbrugerkontakter, som gruppens medier dagligt skaber. Dette opnås ved at sammensætte produkter i pakker, som tiltrækker de målgrupper, annoncørerne efterspørger, og som forbrugerne desuden er parate til at betale for i form af abonnementsafgifter."

 

Ung og slank
MTG sidder på alle led i produktion og distribution af tv-programmer – fra flyvsk ide til signalet fra satellitten.

"Den struktur giver en vild indbyrdes konkurrence. Vi køber ikke bare automatisk ind i vores egne firmaer. De skal slås for ordrerne. Vi har præstationslønnede direktioner, så der bliver kæmpet. Det holder organisationen slank og meget ung," siger Niels Jørgen Langkilde.

Strukturen ligner for så vidt den, man finder hos Danmarks Radio. Men koncerninformationschefens stemme klinger irritabelt, når talen falder på public service stationerne. De 3,4 milliarder licenskroner, seerne årligt poster i DR og TV 2, kalder TV 3 regulær konkurrenceforvridning.

"Public service-kanalerne laver gode programmer, men de får også midlerne til det. Vi hylder principper som ytringsfrihed, mangfoldighed og ligeværdighed. Alle de principper er brudt. Ligeværdigheden er væk, når det kun er de kommercielle tv-stationer, som skal betale skat og gammel gæld."

Så det er ikke underligt, at MTG ser frem til, når TV 2 skal klare sig for reklamepenge, og DR skal ud med indkøbsvognen. Til gengæld er tæppet trukket ned, når det gælder spekulationer omkring TV 2s fremtid. Langkilde vil slet ikke ind på, om MTG vil byde på TV 2.

"Vi udtaler os aldrig om den slags. Det ville være utroværdigt, uanset hvad vi sagde," siger Niels Jørgen Langkilde.

 

TV 3 VOKSER
MTG driver 19 satellitkanaler under Viasat. I 2001 omsatte MTG for lidt over 5 milliarder kroner, heraf tegner Viasat sig for to tredjedele.

Desuden ejer MTG 20 procent af svensk TV 4. MTG opererer med internet, radio, forlag, tekstning af film og interaktivt tv (TV-Shop). MTG ejer flere produktionsselskaber og står bag avisen Metro X-press.

MTG opstod som datterselskab i Kinnevik-koncernen, der stadig har den største aktiepost.

TV 3 sender i Norden, Ungarn og de baltiske lande. MTG har store forventninger til Rusland, hvor koncernen for nylig har købt tv-stationen Darial.

Læs også: Penge i æteren og Lillebror

 

0 Kommentarer